Dagbøger 2013

Dette er ugen, hvor vi viser, hvad vi har lært: Her i Lissabon bliver skibet gjort klar til at ligge ved kaj i ca. 5 måneder, så selvfølgelig er der en masse ting, der skal ordnes, og heldigvis er vi ikke længere en flok totalt uduelige amatører, når det kommer til arbejde og vedligehold på et skib. Gamle projekter afsluttes, samtidig med at nye projekter er blevet startet op og også gerne skal afsluttes igen inden ugens afslutning. Vi har nu været her i en uges tid, og hver dag summer skibet af aktivitet og arbejde: I masterne bliver sejlene og fodperter firet ned til reparation; stagerne wirebørstes og smøres, ræerne slibes og males, og nye vævlinger erstatter de gamle og usikre. Der slibes og lakeres træ, der males under bakken, og der lappes flænger i sejlene på livet løs. Vi er delt op i hold, der arbejder på forskellige områder på skibet og med et besætningsmedlem som tovholder. Men i dag var sidste, hele arbejdsdag.

Mange har nok skrevet om det før, men nu er det altså ved at være alvor; det går meget snart hjemad. Det er trist, men arbejdsmoralen er høj, og folk er opsatte på at gøre det godt lige til det sidste. Det hjælper sandelig også, at solen har meldt sin ankomst igen, og vi nu kan arbejde i shorts og t-shirts i stedet for olietøj og søben, som vi gjorde de første fire dage.

For mit vedkommende har denne fredag ikke kun stået på vedligeholdsarbejde. Mange af os (ca. 40) har valgt at forsøge at tage duelighedsbevis i denne uge. Det er selvfølgelig en smule presset, kan I nok forestille Jer, idet det ca. tager et halvt år derhjemme! Så hver dag fra 15.30 til 17.30 har vi undervisning i søvejsregler, og en times tid om dagen eller aftenen skal vi øve praktisk sejlads i motorbåden. Derudover sidder vi og terper søvejsregler med hinanden hver aften. I formiddags var jeg ude at træne i motorbåden. Helt godt gik det ikke, men heldigvis har jeg mulighed for at øve en sidste gang i morgen. Vi skal kunne ligge pænt til kajen og kunne samle en bjærgemærs op fra vandet (som selvfølgelig skal efterligne en mand-over-bord situation). Jeg håber, jeg kommer efter det… Vi skal til eksamen i søvejsregler og den praktiske prøve i morgen eller søndag. Så det har været en travl uge! Efter jeg havde sejlet i dag, blev jeg kaldt op til broen, hvor jeg lige var til en hurtig lille test i navigation og vagthold. Og med dét, satte jeg faktisk punktum for de obligatoriske eksamener. Dejligt!

Nu er der, for mange af os, kun tre dage tilbage: I morgen, lørdag, kommer til at stå på arbejde fra 8 til 12, og derefter har vi landlov i mens besætningen holder seminar på skibet. Søndag bliver også en halv arbejdsdag, hvorefter vi skal pakke osv. Om aftenen skal vi alle spise sammen i vores fine uniformer, og derefter er der vidst lidt underholdning. Dagen efter, mandag, går det så hjemad for ca. halvdelen af holdet – os, der skal flyve til København. Det bliver med meget blandede følelser, at jeg siger farvel til skibet. Jeg glæder mig selvfølgelig til at se familie og venner, samtidig med at mit energilager er ved at være opbrugt, men det har været den mest fantastiske oplevelse, og jeg tror, der venter mig en del rastløshed derhjemme. Godt, at vi også skal på værkstedsskole i Frederikshavn og får seks uger mere med hinanden. Det er godt med sådan en ”udslusningsordning”, før vi skal ud og møde den virkelige verden igen.

Dette er mit sidste dagbogsopslag fra togtet, så tak for, at I læste med!

Skrevet af Anne Christine Søndergaard Nielsen #74

Diary for the 4th of october 2013 for MARTEC’s homepage

This is the week where we show what we have learnt: Here in Lisbon we are making the ship ready for laying quayside for about five months. So of course, there many things to do, and luckily, we are not a bunch of useless amateurs when it comes to work and maintenance aboard a ship, anymore. Old projects are ended, while new projects start up and should be finished within the week. We have been here for a week now and everyday there is a hum of activity and work around the ship: Sails and footropes are taken down from the mast for overhauling; the stays are wirebrushed and greased; the yards are sanded and painted and new ratlines replace the old and unsafe ones. We sand and varnish wood, paint under the forecastle and repair tears in the sails. We are divided into teams, that work on different areas of the ship and has a crewmember to keep track of the work. But today was the last, whole work day.

Many people have probably written about it before, but now it’s getting serious: we are going home very soon. It is sad, but the morale is high and people are determined to do a good job until the end. It also helps, that the sun is back again, and we can work in shorts and t-shirts now instead of oil skin, as we have been wearing for the last four days.

This Friday hasn’t been all about maintenance though. Many of us (about 40) have chosen to attempt to take a day skipper exam this week. This takes about six months at home, so we’re a bit short on time! Every day from 3.30 to 5.30 PM we have lessons in collision regulations and we take the motorboat out in the marina for practical lessons. We also practice collision regulations with each other in the evenings. Today I went for a practice in the motorboat. It didn’t go very well, but luckily I also have an hour for practice tomorrow. We have to be able to land the boat and to “rescue” a life bouy. The exam is tomorrow or Sunday. So it has been a busy week! After I went sailing today I was called to the charthouse, where I had to take a small test in navigation and watchkeeping. And that marked the last, mandatory exam! Lovely!

For many of us, there are only three days left: tomorrow, Saturday, we have half a working day and shore leave after that, while the crew have a seminar on the ship. Sunday is also half a working day, and after that we have to pack. In the evening we’ll all be dining in our uniforms and there will be some kind of entertainment by the trainees. The day after, Monday, about half of us are going home – flying to Copenhagen. I will say goodbye to the ship with very mixed emotions: I’m looking forward to seeing my family and friends, but this has been the most amazing experience, and I think I’ll be very restless at home. It’s a good thing we’re going to craftsmanship school in Frederikshavn and get six more weeks with each other, before we go out and face the real world again.

This is my last diary entry from the voyage, so thank you for reading along!

Written by Anne Christine Søndergaard Nielsen # 74

Vi har nu været fortøjret langs kajen i Lissabon et par dage. Vi ankom planmæssigt den 27. september om formiddagen. Vejret var slet ikke med os på vejen ind, så der var ikke meget nydelse eller flot at se på vejen ind. Det var relativ høj sø, blæst og regn. Faktisk har regn været et kodeord siden vi ankom- hver eneste dag har der enten været byger eller silende regn, hvilket ikke fordrer de vedligeholdelsesprojekter som besætningen egentlig havde planlagt skulle finde sted. Eleverne er fordelt i nye teams med et besætningsmedlem, i disse teams skal de varetage forskellige opgaver. I de nye grupper møder de medelever fra den anden vagt, som de måske nok har set stå på den anden side af hoveddækket til mønstringerne, men nu har de muligheden for at arbejde, snakke og grine med dem også.

Sejlene skal dog stadig ned og repareres, derpå pakkes i mellemste henstuvningsrum så de er klar til næste års togt. Det er naturligvis bedst hvis de er tørre, så vi prøver at tørre dem hvor der er plads. Tidligt i morges havde der været tørvejr i et par timer, så et par sejl blev kastet los for sidste gang. Tørvejret holdte lige til kl. 07 hvor der til morgenskafningsmønstringen, begyndte et regne igen. Teamet af elever og en kvartermester arbejder godt og hygger sig på samme tid. En fornøjelse at se eleverne hygger sig med det.

Der bliver også arbejdet i riggen, fod perter bliver rigget ned og får en grundig overhaling på kajen. Barduner og stag bliver børstet og får nyt fedtlag. Blokke fra vejret rigges ned og skrabes så deres tilstand kan opdateres. Skøderne til flying jib er fornyet så læ blok ikke længere svinder ind over bakken i hovedhøjre.

Maling og lakering bliver voldsomt forhindret i vejret, så det team elever hjælper rundt i de andre grupper. Enkelte elever har tilmeldt sig duelighedsbevis for lystsejlere og det kræver flere timers undervisning om dagen, så må andre træde til og fylde de tomme pladser som kommer. I går fik skibet nye vintertrosser og zip-wirer som vi håber holder godt og længe ind i vinteren.

Vi har i dag sagt farvel til Doc, han er afmønstret så nu klarer vi os selv. Eleverne har været glade ved ham og benyttet ham (nogle gange flittigt) og altid fået god og venlig hjælp. Til mønstringen i morges blev der også sagt pænt farvel og klappet. Inden han gik han over landgangen for sidste gang dette togt, blev der også ønsket ”fair winds and calm seas to all”. Ligeledes har vi sagt farvel til en elev som måtte sygeafmønstre. Det er ikke rart at tage afsked så tæt på målet og afslutningen, men nødvendigt så hun kunne komme hjem og blive tilset af egen læge. Alle om bord ønsker hende god bedring.

Eleverne er blevet rigtig gode til at hjælpe hinanden og træde til hvor der er brug for det. Det er blevet en naturlig del af hverdagen og de tænker ikke længere over hvem de arbejder sammen med- bare projektet og opgaven bliver klaret sikkert, effektivt og tilfredsstillende for alle. En stor force vores elever kommer ud med.

Eleverne går nu vagt alene dvs. uden en vågen kvartermester eller styrmand. Men vi tror på at de kan klare opgaven. Der ligger en natordre, en overleveringsliste og en vagtplan for natten de skal følge. Opgaven består så i at gå en vagt med dertilhørende projekter, en opgave som eleverne nu gerne skulle være trænet og (så småt) uddannet til. Eleverne nyder ansvaret- naturligvis med trygheden i at de altid kan komme og banke på døren til vagthavende styrmand hvis de er det mindste i tvivl om noget. Når skibet så vågner om morgenen ser vi ivrige og glade elever der stolt kan fortælle hvad de fået ordnet i løbet af natten. En stor glæde for besætningen.

// Anonym

Slutning i sigte!

At vågne til et skib, der ligger stille og kunne kravle ud af køjen uden, at skulle klamre sig til det ene og andet, er sådan set ikke i sig selv noget nyt. Balanceevnen er blevet trænet mange gange – fra søen til land til sø igen – så omstillingen er vi vant til. Men at vide, at vi ikke igen skal sejle videre mod en ny destination… At vi ikke mere skal pures midt i den sorte nat, hvor kun stjernerne og det mindre charmerende røde nødlys er at se… Ja, det er godt nok mærkeligt. Det er for mig det, der fylder i de her dage.

Lørdag d. 28 var vores første fulde dag i land, og som sådan er det utroligt let at glemme, at vi er ved at nå vejs ende. Rutinerne sidder os i blodet, det hele er som det plejer; morgenrengøringer, eksamener, mønstring, arbejde og altid en masse små snak og grin. Nyt land, ny by og endnu en landlov. Denne gang i øsende regnvejr, men det tager da ikke humøret fra en gruppe Danmarkselever, der er blevet sluppet fri. Denne gang var Yngvild og jeg ret klar på, at vi skulle med en seks drenge hen for at se dem blive tatoveret. Det hører sig jo til hele sømandsjargonen. Så ind i en taxa gik det, hen og bestille tid og så ud og fordrive ventetiden i Europas største center, da vejrsituationen stadig ikke var til vores fordel. Imens drengene shoppede, tågede vi lidt omkring indtil vi fandt på det geniale påfund, at lade nogle små fisk ’spise’ vores fødder i en lille shop. Ret underholdende oplevelse, selvom jeg har mine tvivl om det virkningsfulde i det. I parentes er noget af det, der især lider under opholdet om bord, vores fødder, der er spærret inde i sikkerhedssko fra morgen til aften. Ikke fordi det ikke er muligt at smide skoene, men følgevirkningen er ikke altid lige rar for menneskene omkring dig… I hvert fald tog vores tæer ikke skade af et ekstra bad.

Efter den traditionelle landlovsøl blev drengene tatoveret. Det var en af de ting, jeg i begyndelsen lagde særligt mærke til – mit gæt er, at godt og vel halvdelen af eleverne om bord er tatoveret – og der er også kommet et par nye tuscher til undervejs. Området butikken lå i var meget typisk for det jeg indtil videre har set af Lisabon ud af taxaens vindue og på de aftenlige løbeturer.  En interessant og charmerende, men også slidt og til tider lidt skummel by. Husene i røde, lilla, blå nuancer eller dekoreret med kakler. Vasketøjet, der hænger tværs over gaden og i det hele taget en hyggelig sydeuropæisk stemning.

Om aftenen havde vi ’inviteret’ et par fra bagbordsvagt ned til lidt lækker chokolade og nødder på styrbordsbanjen, da vi var tilbage i god tid. Der er altid en masse man lige skal høre om, når man ikke har set hinanden ’hele dagen’. Hvad er der sket på landlov, hvor ligger de gode spisesteder osv. Og ikke mindst skal man opdateres på, hvad der sket om bord; denne gang var dagens nyhed et rør/slange, der var sprunget på David’en, så motorbåden faldt halvt ned…

Alt i alt virker det allerede nu som om, at de sidste, nu ni dage her, bliver super hyggelige, lidt små nostalgiske og med en god arbejdsvilje til at få skibet gjort smukkere end nogensinde. Slut på dagbøger fra min kant af.

Martina, #25

En sidste dagbog fra Lissabon – ”Take care of your ship and she’ll take care of you”

Efter vi er kommet til Lissabon har dagene blandet sig med hinanden og jeg kan ikke længere holde styr på hvad der er sket i går og hvad der er sket i dag. Men nogle ting kan jeg da huske:

Det har regnet alle de dage vi har været her, og det har stoppet en masse af det arbejde der ellers skulle være foregået. Men på et skib som Skoleskibet Danmark er der selvfølgelig altid noget andet der kan laves så vi har ikke siddet stille. Jeg har nu ikke mærket meget til regnen for jeg er på det arbejdshold der arbejder for maskinmestrene og selvfølgelig derfor er indenfor. Nede i maskinrummet er der masser at lave og de fleste fra holdet har banket rust dagen lang i dag. Men nogle gange har man lov til at være heldig, og det har jeg været denne gang!

Jeg tror at alle trainees har en eller anden drøm om at sætte et aftryk på skoleskibet, hvad enten det så er i besætningens og de andre trainees’ hukommelse, eller noget helt fysisk som man kan komme tilbage og pege på. Derfor er det fedt at vi her i Lissabon arbejder på nogle store projekter og er delt op så man faktisk når at gøre projekterne helt færdig i stedet for at skulle give dem videre til en anden trainee.  Mit projekt de her dage er at besmykke en skabslåge som hører til i maskinrummet med tegninger af et skib og teksten ”take care of your ship, and she’ll take care of you”. Det er nok en af de vigtigste sætninger at huske på, og det er vel derfor Anders, 2nd Engineer, gerne vil have det på ”hans” værktøjsskab. Skibet på værktøjsskabet bliver en tegning af Seeadler, et tysk piratskib fra 2. verdenskrig! Kaptajnen sørgede dog for at der aldrig var nogle mennesker der kom til skade under kapringerne, så han var lidt en helteskurk.

Af andre ting der er værd at nævne kan jeg fortælle at vi har en skøn udsigt fra skibet: Vi ligger ud til en flod, og på den anden side af floden står en Jesus statue, som den man kender fra Rio de Janeiro (selvom den her velsagtens kom først…). Hen over floden er den flotteste røde bro. Desværre har vejret ikke rigtig været med os, så for det meste kan man kun se halvdelen af Jesus og mangler toppen af broen, men flot ser det ud, i kombination med lysene fra skibe og huse på begge sider af floden.

Jeg savner at være hjemme foran brændeovnen men jeg er også overbevist om at jeg bliver ensom når jeg kommer hjem. Jeg falder nogle gange helt i staver og kan ikke overskue ikke længere at skulle stå op med solen der spejler sig i vandet, men glæder mig også til at kunne bestemme hvornår jeg har lyst til at stå op selv. Sådan tror jeg de fleste af os har det. Det har fan’me været skønt!

Det nærmer sig slutningen af september, og vi begynder at høre fra Jer derhjemme, at det er tid til at tænde op i brændeovnen og finde efterårsjakkerne frem. Det føles besynderligt, når man stadig kan have shorts på her på Atlanterhavet. I det hele taget er tanken om ”derhjemme” begyndt at fylde i manges hoveder. Men som Overstyrmand Anders sagde til os forleden, så er det vigtigt ikke at begynde en countdown. Så er man nemlig allerede hjemme mentalt, og så begynder man at miste koncentrationen omkring skibet og dét, der foregår her. De sidste 2 uger kan blive togtets bedste 2 uger, hvis vi vil det. Og det vil vi i hvert fald gerne i 4. skifte, hvor humøret er højt, og vi har haft en dag med megen latter: I aften er vores sidste 18 til 22-vagt. Den vagt indebærer altid, at vi skrubber dækket, og i aften fik den ikke for lidt – hverken af sæbe eller sang, og på det meste af skibet kunne man nok høre vores mærkelige medley af sømandssange og dansk pop. Masser af grin og bare fødder på det våde dæk i mens vi dansede af sted med vores koste.

For tiden går dagene mest med eksaminer, og dagen i dag startede da også ud med Basic Tanker Safety eksamen, som jeg tror, de fleste af os mener, gik meget godt. Om eftermiddagen stod det på vedligehold med vores bådsmand Nadja, og lidt efter lidt gik de mange projekter i gang rundt omkring på skibet – der blev lakeret, banket rust, malet, olieret, slebet osv. i skibets mange afdelinger. Det er fedt at kigge op fra arbejdet engang i mellem og se, hvor meget liv der er på skibet, når vi er i gang med at vedligeholde hende. Det virker som om, vi udfører nogle ret store projekter i år: Hele lønningen bliver nedslebet og lakeret – det samme gælder for skostaldene, det meste af bestiklukafet og bro-vingerne. Desuden bliver der brugt nålepistoler i kampen mod rust, og nu er vi endda gået i gang med epoxy maling under bakken (rimelig giftigt). Hele rælingen oppe på bakken er nymalet, og vanterne får ny tjære, imens vævlinger bliver udskiftet, og sikkerheden dermed bliver forbedret i riggen. Det har været et godt år for vedligehold, hvilket nok også kommer af, at jeg med kun én hånd kan tælle de gange, jeg har haft brug for mit olietøj på dette togt. Vejret har været fantastisk! Og selvom nogle går og siger, at de ville ønske, vi lige havde prøvet en lille storm, så er jeg nu glad for, at det aldrig blev til mere end det gjorde. Vi har haft et fantastisk togt, og på dén konto skylder vi sikkert vejrguderne en del – det er jo svært at være sur i solskinsvejr!

The ending of September is getting closer, and we hear from you people at home that it is time to fire up the furnaces and find the warm coats from the bottom of the closets. It is hard to understand for us, out here in the Atlantic Ocean, when we are walking around in t-shirt and shorts even though the sun went down. The thought of “home sweet home” has started to enter the conversations around the ship. It Is very common for the last couple of weeks of the voyage and therefore chiefmate, Anders, told us that it is important not to start a countdown to the voyage ends. If you do so, you are already heading home mentally and you start not caring. The last two weeks alongside in Lisbon can either be the best weeks of the voyage or the worst and it is up to us to decide how they are going to be. There is no doubt that we, the people of the fourth quarter all agree to make it the best two weeks of the voyage! We have had a day with laughter and smiles and tonight we had our last nightwatch from 1800-2200. It is a shift that always contains washing the deck. Tonight we went all in with soap as well as with singing and I am pretty sure that most of the ship heard our strange combination of shanties and pop. Lots of laughter and bare feet on the deck, while we danced away with our brooms.

We are getting closer to the end of the voyage and that means that most of our days involves exams. Today was no exception; we had basic tanker familiarization, which most of us found fairly easy. In the afternoon, we had scheduled maintenance with our bosun Nadja, which involved everything from fighting rust, to varnishing the topgallant rails. It is really cool to look up from your own job only to see all your comrades busy with other tasks.
It seems that we are doing fairly heavy maintenance onboard; due to the weather is has been a varnish voyage, which means that the pinrails, as well as the charthouse, bridgewings and fiverails have been done. We are also fighting rust beneath the forecastle and painting with epoxy, which we have learned is very toxic. I think a lot of the maintenance has been possible because it has not been raining very often. I only need one hand to count the amount of times I have needed my oilskin clothing. The weather has been amazing and even though some say that they wish we had run into a storm or some heavy sea, I am happy that is has been calm. We have had an amazing voyage, which the nice weather has definitely contributed to – it’s easy to be happy when the sun shines!

Anne Christine Søndergaard Nielsen #74

Oversat til engelsk af Johan Hoff # 76

Hej forældre og venner der følger med os hjemme i Danmark.

D. 22/9 havde vi seamen sunday, hvor vi alle for en slapper for en gangs skyld.

Min quater havde daymen og sailwatch tjansen så vi starter hårdest ud på dagen.

I min verden er det okay, så for man nemlig en god start på dagen.

Da klokken slå 10:00 var det vores quater til at holde pause. Vi havde fri fra kl. 10 til 16.

Lækkert.

Der er workshops, tid til at læse bøger eller læse op til eksamener, slå hængekøjen op eller rydde op i skabet. Alt i alt en god dag der sluttede med Flæskesteg og is til dessert.

Endnu en god dag.

Alle skal selvfølgelig have en chance for at få fri så alle skal arbejde mindst 2 timer den dag, og siden det er min quater der oprindeligt skal arbejde den dag så slutter vi også af med arbejdet.

Så jeg fik lov til bjærge storsejlet med mine dejlige venner.

Vinden var begyndt langsomt at tage til og det gyngede da vi var deroppe og fik bjærget sejlet.

Kæft, det er altså fedt når man står deroppe og det blæser og man ikke har så meget at holde fast i på nær sejlet og fodrebet.

Det hele blev bedre af at da vi skulle på nattevagt fra 04:00 til 06:00, og det stadigvæk blæste.

Det blæste meget mindre, men bølgerne var der stadigvæk.

Klokken 05 i nat blev vi sendt op for at bjærge bramsejlet som er det næsthøjeste sejl, så der er en god tur derop når det gynger og tyngdekraften virker dobbelt så hård.

Men jeg kommer derop på styrbord side af bramsejlet sammen med #28 og da vi begyndte at gøre klar til at bjærge begyndte det knasme også at regne.

Det blev bare federe og federe!

Så var vi alle klar og vi råbte i kor:

"KLAR?!"

... " TWOOOO SIIIX"

... " TWOOOO SIIIX"

og sejlet var oppe.

Regnen piskede i ansigtet på os mens vi fløj fra den ene side til den anden side og skulle holde fast mens vi binder sejlet fast.

Vi råbte af hinanden for at holde kommunikationen og da vi omsider var færdig ligger man lige pludseligt mærke til hvor højt oppe man er.

Det er ubeskriveligt og man er nød til og opleve det. Men jeg prøver mit bedste på at beskrive det.

Jeg elsker dette, og det er en skam vi snart er færdig, og jeg håber sådan på mere uvejr en sidste gang inden havn, fordi det er dér det er fedest og det er dér man føler sig som en rigtig sømand, 30 meter oppe på et gyngende skib i hård vind og regn.

#32 Kenneth Hansen slutter af.

Vi skrives snart ved igen.

Knækbrød og salat til højre og venstre! – En dag i stikkeriet

#70 Annette Munk Jensen

I dag, den 21. september, har jeg været i breadroom, stikkeriet, hele dagen. Det er fordi min bakke har været daymen, og altså stået for at lave de ting der ”skal laves” på skibet, f.eks. arbejde i maskinen hele dagen, varte besætningen op eller, som jeg og Anne #74, lave mad. Stikkeriet ligger i agter ende af skibet og ret langt nede, hvilket resulterer i at der er lidt indelukket men også meget mindre larm end på resten af skibet. Og stilheden er ret tiltrængt på et skib, der konstant skal vedligeholdes.

Stikkeriet er det sted de kolde retter bliver lavet, så efter en afslappet formiddag med forberedelse af pålægsfade og massage i pauserne (de nakkemuskler bliver orn’li’ ømme af at brase og lave pull-ups kan jeg love jer) fandt Anne og jeg på at lave knækbrød og en salat med blommer og mozzarellakugler.

Ofte er den mad vi får om bord på skoleskibet ret tung mad, så herude er selv en ikke-så-madbegejstret-pige som jeg begyndt at længes efter eksotiske ting som hummus, bønnesalater og knækbrød! Og knækbrødet blev det, som vi fik lavet, og hvilket succes! Jeg vil gå så lang som at kalde det ”tres bien”, et udtryk vi ofte har brugt siden Frankrig. Sådan en dag i stikkeriet har det med at blive stresset når klokken nærmer sig 17 og den første runde af elever skal spise, og det blev det også i dag, hvor Anne og jeg styrtede rundt med knækbrød og halvfærdig salat flyvende om ørerne. Men i det øjeblik da det så allersortest ud, kom hovmester Martin og Julie, der er vores chefkok, og annoncerede at nu var det tid til en halv-fem-drink. Maracujajuice og isterninger blev hældt op og pludselig stod Atlanterhavets lækreste drink foran os. Sådan gør de små ting en kæmpe forskel herude.

Der er kun ganske få dage tilbage, og selvom min dag i dag har været så god, kaster minderne fra i går og forventningen om i morgen skygger over den. I går lavede vi for første gang en stagvending, en manøvre hvor man vender skibet op mod vinden for at vende 180 grader, og det var så fedt! Det kræver mange mand at gøre det og havet og skibets fart skal være helt perfekt for at man kan gøre det. Danmark har sidst lavet en stagvending for fire år siden, så vi følte os ret privilegerede. Det hele var bare en øvelse og vi stagvendte for så at stagvende igen, og altså komme tilbage på den samme kurs, men fedt var det!

Det er i øjeblikke som under stagvendingen når man står og stirrer på en kvejl, der bare flyver afsted, eller med en maracuja-isterning-drink i hånden at man helt glemmer at man kun har sovet fem en halv time i nat og i stedet bare har det for fedt og nyder vind, vejr og godt selskab.

Ønsk os god vind mod Lissabon, men lad os ikke komme for hurtigt frem, for jeg kommer virkelig til at savne det her! God vind til jer i Danmark i hvert fald!

Annette

Så er tiden snart ved at være inde, we're Down the road and it's soon to be cut. Det er næsten surrealistisk så tæt på det er.

Rundt omkring i de små svampe af fire - seks elever der blomstrer rundt omkring på dækket i løbet af dagens gang, høres snart ikke andet

end de mål der skal gennemføres inden vi afmønstrer, eller hvor meget vi skal lave i Frederikshavn.

Da vi alle mødtes på MARTEC for en små tre måneder siden, var jeg næsten lige så nervøs som da jeg skulle op til min sidste eksamen, blot halvanden uge før.

Især fordi jeg var med som reserve på forskolen og ikke havde den fjerneste ide om at komme med på togtet.

I fem dage gik jeg rundt med en nervøs mavefornemmelse indtil jeg mandag eftermiddag, dagen før vi mønstrede her på DANMARK, fik at vide at kaptajnen havde

sagt ja for en ekstra plads. Forestil jer min begejstring over at have fået pladsen - julemanden kom tideligt i år.

Tiden gik, langsomt, og dagene overtog hinanden, stress blev til rytme og rytmen blev til en rutine. Rutinen dannede et sikkerhedsnet for hverdagen og omgangsmåden

ombord, så da vi endelig fik en "sea-man sunday" var jeg rastløs; ingen undervisning, arbejde eller mønstringer. Bare afslapning. Det var meget svært at forholde sig til.

Jeg har derfor meget blandede følelser til "hjem", hvordan vil jeg have det derhjemme? Vil jeg kunne finde på noget konstruktivt at lave? Og vigtigst af alt - vil folk kunne genkende mig?

Vi har alligevel vendt os til at leve 80 mad op og ned af hinanden, mon ikke det vil blive en smule ensomt at komme hjem igen i en lejlighed hvor vi kun er fire man i alt?

Jeg har allerede lagt mange planer for mig selv! Dette er godt og vel mit sabbatår, men jeg har heller ikke travlt. Som 19-årig student føler jeg, uden problemer, at jeg kan tage mig et ekstra sabbatår

for at nå det jeg gerne vil nå. Mere sejlads, måske ski eller jordomrejse, arbejde. Farmakologi render ingen vejne.
Livet er en lang lektie, som vi først har lært når vi en gang er igennem det - hvis man absolut skal lyde gammelklog, er dette det værste at sige! Men det er sandsynligvis sandt.

Jeg ønsker ikke at sidde en gang ude i fremtiden og ærgre mig over at jeg ikke nåede det ene eller det andet, mens jeg stadig havde tid til det. Min rejselyst kan jeg kun takke besætningen for,

en flok forskellige og inspirerende mennesker alle sammen, på hver deres måde. For mig lyder det som om at de alle har et liv på vejen, som foregår i en dynamisk tilværelse og blandede følelser.

On the Road.

Fra nu af får man pludselig travlt med at nyde de sidste dage på søen, suge til sig af de sidste lærerige råd og ellers bare stikke tomlen ud og lade vinden tage fat.

Lucas Højbjerg #82

Kære dagbog

Så blev det til endnu en solrig dag på havet og en dag tættere på Lissabon. Og som Daniel (qautermaster) siger, når han vækker os ”And the sun is shining” selvom den dårligt er stået op på det tidspunkt. Men det må vel bare betyde at alle dage er en solskinsdag. Så træk i tøjet og snus til den friske havluft.

For fjerde skiftes vedkommende handlede det om maintenance hele dagen, mens andre havde godt gang i eksamenerne i de forskellige fag vi nu har. Men, men, men, før vi kunne starte med de diverse vedligeholdelses dele, kaldte kaptajnen os sammen for nu skulle vi lave en stavvending. Hvad var nu det? Det betød så at vi vendte skibet mod vinden og drejede 180 grader. Så vi fik tildelt forskellige opgaver og så blev yardsene ellers braset. Og det gik bare hurtigt! Alt forløb vel og der var da også tid til at prøve det en gang til – man siger jo at øvelse gør mester J

Efter frokost kunne vi så starte på maintenance og så blev der ellers malet, slebet, skrabet osv. Forskellige steder, helt indtil aftensmaden. Er godt nok spændt på at se skibet når vi er helt færdige, hvilket jeg også tror mange af de andre er.

Når man så har skrabet og slebet så meget, så kommer der jo støv alle vegne. Det skulle selvfølgelig vaskes væk, så der også kan blive malet. Så tre piger hoppede i noget regntøj og ellers var det bare i krig med en vandslange og nogle klude. Skal lige love for der blev spulet igennem, men det trængte det vist også til. Og bagefter var der bare oprydningen tilbage.

Nu er der kun tilbage at vente på at klokken bliver 22:00, for så er vagten overstået og vi kan komme til køjs og stå op til endnu en solrig dag, et eller andet sted ude på havet.

Rikke #52

Så er vi atter draget af sted ud på søen.

Det er rart at se land igen, men man kommer hurtigt til at savne søen.

Det er sjovt når vi for lov til og at komme i land hele dagen, for så at komme hjem og arbejde hele næste dag. Så stor den på bustur tredje dagen og arbejde igen fjerde dagen.. Allerede på den tredje dag  vil man gerne afsted igen, i hvert fald hvis man spørger mig.

Men jeg tror alle er lidt enige med mig når jeg siger dette.

Man vil bare gerne afsted igen og komme i gang med at se og komme i gang med de fandens eksamener.

Vi har nu 8 sejldage tilbage..

Det er godt nok mærkeligt at tænke på.. Og efter det så har jeg og alle de andre der flyver til Billund 12 dage tilbage i Lissabon.

Det bliver forhåbentligt nogle hurtige dage, men nu for vi se.

Der er godt nok ikke længe tilbage nu, så det gælder vel om at "nyde" de sidste dage herude på havet.

Igår d.18-9 sejlede vi langs kysten ved Sao Jorge, og vi lå godt og vel ca. 2 km. fra kysten.

Det er sjældent jeg har set noget så flot, og jeg må helt klart tilbage hertil og udforske disse Azoriske øer til sidste punkt og prikke!

Vi har været oppe i nogle fag, og kan heldigvis se forbi dem.

Det  er utroligt men det virker som om at der ikke er nogle steder tilbage hjemme i Danmark hvor man omsider kan slippe for at blive hægtet op på en kararakter.

Men det er desværre sådan verdenen er nu om dage er jeg bange for.

"hjemme i Danmark".. nu er der godt nok lige pludselig ikke så længe tilbage.. Ålandsøerne virker så langt væk, og så alligevel ikke.. Det bliver godt nok rart at se hjembyen med familie og venner der er klar til at hører på historierne man har oplevet. Jeg savner det dejlige Nordjylland.

Men det er ikke noget en god kørertur i ens gamle smadrekasse af en bil ikke kan klare.

Men det er nok begrænset hvor meget grøn farve der er når vi kommer hjem, men en ting er sikkert og det er at jeg er blevet godt mættet af den blå farve herude..

Nu starter dagen snart med vedligeholdelse så jeg vil smutte videre og gå op og børste tænder og få gang i dagen.

Hygge hejsa til jer alle sammen og må i få en rigtig god dag.

Med venlig hilsen Kenneth Hansen #32

Columbus hjemstad

Stadig sejler vi mellem de bjergrige azoriske øer på vejen mod vores sidste destination, Lisabon, fra hvilken både da Gama og Columbus afsejlede på deres historiske sejladser. Derfor er det måske nok så passende, at vi har indledt den store eksamensperiode om bord, hvor - selvom man ikke skulle tro det muligt - vores allerede så afgrænsede fritid nu fyldes af intensiveret lektielæsning, nattevagterne af utallige splejsninger og nætterne med drømme om den sukkersøde landlov. Så kan vi med god samvittighed sejle ind i Europas ældste by, som sømænd af både den gamle - viden om knob og stik, taklinger, tovender, sejlhåndtering og af den nye med Safety Tanker Course, maskinlære og STCW-godkendte.
Omkring mig begynder folk også at snakke om deres planer for tiden, når de kommer hjem- både ferieplaner (som hovedsagligt består af masser af søvn), men ikke mindst også planer om at sejle igen så hurtigt som muligt. Kvartermestrene øser gavmildt ud af egne erfaringer, gode råd og kontakter, så der i hvert fald allerede er en 5-10 stykker, der skriver ansøgninger, har kontrakter og gode ideer til, hvad der videre skal ske. Og selvom man ikke fysisk skal sejle videre, har jeg efterhånden hørt en gammel danmarkselev eller tre nævne mange af de samme ting, som man får med sig resten af livet, hvor end man ender; ro, sikkerhed, samarbejde og selvstændighed; "med en sejlads med Skoleskibet, kommer til at sejler med resten af livet."

Ellers er vi også i gang med forskellige små projekter om bord; der laves ekstra tøj joller til næste togt, halvdelen af skibet laver piber i forreste henstuvning og der er "diggy bag sessions" med vores bådsmand. I dag har vi også fået lavet et lille filmudvalg, så der er biograf på biblioteket. Hverdagen sidder os under huden her på sidste stræk.

Martina, #25

Kære dagbog.

Efter nogle dejlige dage på Azorerne, som har budt på smuk natur, badning i varme kilder, shopping, god mad hyggeligt selskab udenfor skibet, blev det igen tid til at sejle ud på det store blå Atlanterhav.

Dagen startede for 6. bakke og jeg kl. 06.00. Vagtskemaet fortalte os, at vi skulle være dagmænd i dag! Jeg skulle bruge min dag i stikkeriet, hvor vi tilbereder den kolde del af elevernes og besætningens menu, sammen med Rikke - nr. 52 og vores 1. kok, Julie. Dagen tegnede til at blive en god dag, da vi både med ny proviant og høj musik lagde ud med at forberede morgenmaden. Det fantastiske ved at være i en af de madlavende enheder om bord er nemlig, at der er musikafspillere, og da ipods og andre personlige musikafspillere ikke er tilladt om bord, er det derfor en sand fornøjelse at komme ned i et rum hvor man kan skråle og fløjte, præcist som man vil.

Da vi havde afsluttet morgenmaden, blev det tid til at gå videre med dagens program og lave frugt til 10-pausen, men pludselig skulle vi afløses af Gitte og Thomas fra 2. skifte, da vi skulle have undervisning. Den stod derfor på uventet undervisning i blokke og trodser med 3. Styrmanden Mads, efterfulgt af navigation med Anders. Her skulle vi lave opgaver, hvor vi skulle indtegne forskellige positioner på et søkort, og udregne distancen og kursen mellem disse positioner. Til min store glæde er jeg endelig begyndt at forstå at aflæse søkort, da jeg som landmandsdatter aldrig nogensinde før har beskæftiget mig med dette, så det var derfor en sand fornøjelse at arbejde sammen med Helle, nr. 58, og Rikke, nr. 52. Kl. 10.00 sejlede vi fra vores plads i havnen i Porto Del Garda og alle elever vinkede farvel med deres hvide huer på dækket. På trods af, at Rikke og jeg var vendt tilbage til vores plads i stikkeriet, fik vi dog lov til at liste op på kabystaget, hvor også vi fik et sidste glimt af Azorernes bjerge og frodige natur, om end på afstand, før vi igen kom ud på de store bølger blå.

Dagen fortsatte derefter med at lave frugt til vores 3-pause, hvilket resulterede i en kæmpe frugt fest! Før vi lagde til i Lissabon var vi løbet tør for alt grønt bortset fra løg, så det var fantastisk at kunne gå amok i ananas, æbler, ferskner, nektariner, bananer og mango og lave de lækreste og mest eksotiske frugtkurve, som eleverne længe har set!

Efter pausen lavede vi salat til aftensmaden og gjorde rent. Der er nu intet som at skure gulve med højt musik i baggrunden!

Nu går dagen på hæld og nattevagten kalder kl. 04.00. Selvom mange elever tæller det faldende antal nattevagter og dage om bord på skibet, tror jeg alligevel det er værd at sætte pris på de sidste dage, de sidste vagter, de sidste lektioner, god vind og solskin og de flotte blå bølger, der omgiver os herude i Atlanten.

Tak for endnu en dejlig dag, Danmark.

Anne Dittmer,  # 54.

After a very exciting bus tour and a wonderful evening-leave the day before, Starboard Watch slept heavily through the night. I was quite disorentated when I was woken at 05:40 to be orderly on the main deck. It certainly felt like I had just fallen asleep.  The day was warm, but cloudy and sometimes with drizzling rain. The gally and breadroom were spoiling us with eggs, beacon, Nutella and fresh white bread. It was very delicious to finally have yogurt and fruit after several days at sea without it.

Around half past ten, Port Watch mustered in uniforms and left for their own buss tour. The rest of us continued with maintainence and some ship-shine; we were going to have open ship for turists from Brava Tours later in the afternoon. After lunch I took over as quay Watch. There was very scarse with excitment on out side of the pier. We were actually alongside inside the ferry terminal, meaning that only permitted personel were allowed entrance - and of course those with visitor's passes and we with our ID Cards.

So far on our voyage, we have had very few wet and rainy hours. We actually get most wet from waves jumping over the gun-rail and taking a fast trip through our clothes and into our shoes. We have tried a few watches in oil-skin, but it is hardly something to write home about - it certainly was not rain.

Then is was kinda ironic that while the first time - that I know of - that we actually had use for the bright red oil-skins, I was standing in my best uniform, looking something like a drowned rat. I had actually forgotten that it could rain like that...

It is also so very strange to stand on the quay beside the ship and see it lazely move in the Water, but not having to bend my knees to follow the movement and the keep my balance. I felt quite like Captain Jack Sparrow. Maybe you know of him? I've heard that he's quite infamous at sea.

Later in the afternoon we had visitors. It was a great pleasure to have them onboard and it was nice to finally be able to talk Danish to visitors after having tried English in France and on Tenerife. They were curious about everything on the ship, asking about this and that. I always like talking and explaining about our ship. Yes, it's our ship now. I am sure we can allow ourselves to say so by now. Nadja once said "It's only your sail if you have bled on it.". I have bled all over the ship, so this is partly my ship now.

They asked all the right questions - even some/several heard before - and I repeaded myself gladly several times. I will happily do so Again. I think i even talked to three future trainees, maybe I convinced them to join? How knows, but they were very interested in the daily routine and what we actually do onboard. They asked the same questions as I did last year.

Later in the evening we were allowed to leave the ship if we wanted a small run or a fast dip in the Water. I took the oppertunity to take a few laps around the pool (area marked off in the harbour ). I can with great pleasure tell you all, that sea Water in the Azores tastes exactly as it does at home, and it stings in the eyes just the same.

Then it was a fast shower and then in bed, ready to take the next Watch at 04:00

Trainee no. 61

Et smut ud midt i Atlanten og tilbage igen

Ja, så er vi her endnu engang – næste havn på rejseplanen. Vi har haft små 10 dage på søen siden vi slap Tenneriffe og har sejlet til Acorerne, som ligger godt og grundigt midt ude i Atlanten. Øerne er lavet af vulkaner, ligesom Tenneriffe og deres omkringliggende øer. Vi havde en masse dage uden egentlig at se noget ’trafik’, altså nogle andre skibe som sejler forbi os, men alligevel fik vi kæmpet os vej herud. Vi er vel sailors – vi føler os i hvert fald mere og mere som det, i hvert fald i forhold til da vi startede for godt to måneder siden. Vi havde en god vind ind fra styrbord side så vi gik for ’Starboard tac’ næsten hele vejen og eftersom vi nåede frem i god tid besluttede Kaptajnen at sejle nord om Acorerne, vende rundt og sejle ned igennem dem igen, for at se på øerne og bruge tiden til at sejle i stedet for at ligge udenfor havnen og vente på at kunne komme ind.
Kaptajnen modtog en besked fra vores agent, som sørger for alt som skibet har brug for så længe vi er her, hvor der stod at der var mulighed for at havnen ville strejke den samme dag som vi skulle ind, så han besluttede at tænde for motoren og sætte fart på sagerne. Vi var i havn torsdag aften kl. 22, så vi var sikre på at kunne komme til land og proviantere. 1.Quarter havde vagten fra 18-22 den aften og jeg husker ikke en vagt hvor vi havde mere travlt på, men alle tog det cool og løftede deres del og vi blev hurtigt klar til at ’Go alongside’. Vi fik samlet lodsen op og gjort vores arbejde og lidt i ti var vi ’alongside’. No problems.

Morgenen efter blev vi vækket lidt over 05 og skulle være ’daymen’. Og jeg skulle være engine daymen sammen med Ewelina. Dagen gik stille og roligt og vi fik lavet vores opgaver som vi skulle bl.a. sætte lamper op, så riggen kan blive oplyst om natten, skifte fra den ene generator til den anden og skifte olie og oliefilter på den generator som vi lige havde slukket. Spændende at lave noget med motorer når man har lært så meget om dem siden vi startede i juli. Også andre småting som skulle ordnes her og der.

Ellers går livet ombord på DANMARK meget godt. Er klar til eksamenerne, som højst sandsynlig er inden Lissabon, og er endnu mere klar til at tage hjem til lille Danmark igen. Må indrømme at jeg savner en del mennesker derhjemme – men de må vente til vi er færdige, no easy way out!
Min bedste ven hjemmefra, Gustav, ringede til mig fredag aften, da vi havde fået lov at tage på en løbetur. Det var godt lige at få en opdatering på hvordan alting ser ud derhjemme også får det alligevel en til at tænke over hvor lang tid man har været væk og hvor meget der er sket i tiden derimellem. Både her ombord, hvor meget vi har lært, hvor mange sømil vi har sejlet. Og så tænker man selvfølgelig også på hvad der er sket derhjemme mens man har været væk, men vi kommer jo nok hjem engang.

Nu vil jeg nyde resten af opholdet her på Acorerne, glæde mig til turen til Lissabon og forhåbentlig ende op med at kunne tage hjem og være stolt over hvad jeg har gennemgået på dette fantastiske fartøj.

Til jer derhjemme som venter – vi ses om nogle uger!

Daniel Vedel nr.19

Fra Tenneriffe som rødhuder

Morgenen startede ud med alle blev vækket på samme tid, som vi plejer når vi er i havn, også skulle skibet gøres klar til afgang kl. 10.30 – så der var mange ting der skulle nås, men først var der morgenmad med pandekager til alle mand, med nutella og syltetøj, man skulle næsten tro at det var søndag, som normalt er den eneste dag hvor der er lækker morgenmad.

1.Quarter var daymen og watches og min Mess var watches og jeg skulle være helmsman fra morgenstunden af, men ad gode grunde kunne jeg ikke stå ved roret da vi ikke var taget afsted endnu. Så jeg regnede hurtigt ud at det var mig som skulle stå ved roret (Sammen med Nadja – vores bådsman) og få os ud af havnen på Tenneriffe. De første par timer gik derefter med småopgaver som at tage vores pinboard ned, som er tavlen hvor alle ombord på skibet har check in og ud, så man kan se hvem der er på skibet og hvem som ikke er. Også en del andre opgaver.

De fleste af os endte med at forlade Tenneriffe med ømme skuldre og med et overforbrug af aftersun. Hele mandagen havde styrbord vagt landgang og mange var taget på stranden! Med 32 grader, stegende hedt sand og dejligt varmt vand kunne man ikke lade vær med at smide trøjen, tage en dukkert og drikke en enkelt kold øl i den bagende sol. Så alle har røde rygge og skuldre – er næsten sikker på det er uden undtagelse, så det var ikke helt en leg at have vores safetyharness på da vi havde vagten i dag.

Tiden kom og vi fik tændt op under den gamle Frichs motor og fik endelig taget fra Tenneriffe. Det har været utroligt fedt sted at være og vi har set utroligt meget. Især med den sightsee-dag vi havde, hvor vi fik set en masse af både byen og øen, som vi normalt ikke ville have set hvis vi bare var sluppet løs på egen hånd. Det er super fedt at vi har fået sådanne ture i nogle af de havne vi har været i.

Vi tager fra Tenneriffe en mand mindre i 1.Quarter, da nr. 3 valgte at tage hjem og dybere i det vælger jeg ikke at gå i hvorfor. Derfor er de resterende 19 medlemmer i 1.Quarter nødt til at løfte lidt mere, men det er jeg fuldkommen sikker på vi kan klare. Vi er blevet er virkelig godt og stærkt team de sidste mange uger – og det er på trods af at vi er så forskellige mennesker i gruppen og de mange højlydte diskussioner der har været. Jeg er sikker på at vi kan klare resten af turen som en gruppe og at vi vil fortsætte med at blive et endnu stærkere team. Vi startede nok ikke ud som det stærkeste team, men jeg har fornemmelsen af at vi slutter stærkt af!

For mit eget vedkommende har jeg savnet en masse derhjemme her på det seneste. Min familie derhjemme bliver der tænkt en del på og det samme med hende den unge dame som venter derhjemme. Fik heldigvis snakket med dem allesammen da jeg havde min mobil da vi havde landgang, så det hjalp en smule på det hele. Glæder mig til at komme hjem og se dem alle igen, men med dette sagt så ser jeg også frem til hver eneste dag der er tilbage her ombord på dette smukke gamle skib.

Næste stop – Acorerne

Daniel Vedel # 19

Til landkrabberne derhjemme. Ohøj alle sammen.

Dagen starter ud med at lookout'en råber "land, 4 points, starboardside".

Alle på dæk kigger udover dækket og for øje på den klump vulkan der udskiller sig fra den daglige havoverflade.

En stor vulkan kan nu ses og nu ved vi alle at der ikke er langt igen til Azoerne.

Min quater skal starte dagen ud med vedligeholdelse af skibet, og sådan skal det foregå resten af dagen for os. Der bliver delt alle mulige forskellige jobs ud.

Malerarbejde, sandpudsning, syning, osv. men så snart bådsmanden(kvinden) råber "Work in the boatsmenchair" (arbejde i bådsmandens stol) flyver min arm og samt Taljes - #10 - arm også op.

Det job går ud på at du skal sidde på et bræt på ca. 50 cm i længde og 15 cm. i bredde også skal hejse 15 m. op for at kunne tjære snor ind, så det kan holde sig vandtæt.

Det brugte Talje og jeg hele dagen på, i bogstaveligste forstand.

Lige fra kl. 10:00 til ca. kl. 20:45 på vores sailwatch.

Der gik ikke længe før vi begge var godt og grundigt smurt ind i tjære. Men det er nu ikke så svært og fjerne, så længe man har noget solsikkeolie. Det stads gør fandme underværker skulle jeg hilse og sige.

Som i nok har læst fra mine andre kollegaer som skriver dagbog, ved i godt at savnet er ved at være stort, når man tænker på hjemmefronten.

Det betyder vel bare i min forstand at man indser hvor vigtigt det er.

Det er det gode ved at savne noget, fordi så giver det lige pludselig en helt anden betydning.

Og jeg tror ikke jeg er den eneste der tæller dagene der er tilbage..

Nu er der ikke så længe før Skoleskibet Danmark ligger i havn igen i San Miguel.

Det bliver godt at se land igen, og der er igen arrangeret bustur til os igen!

Det bliver spændende!!

De bedste og varmeste hilsner!

Kenneth Hansen #32

Om præcis en måned er alle dem der flyver tul Billund kommet hjem. Om præcis en måned er togtet fuldstændig overstået,

Hun er rigget af og klargjort til et 6 måneders langtophold i Lissabon, indtil næste togt skal begynde.

Jeg er snart mættet på oplevelser og disciplin, følelserne er blandede, mange og til tider uhåndterlige.

Dermed er vi mange der "ser frem" til togtets afslutning. Afsavn er hvad der er begyndt at hive og flå i alle dele af kroppen. Før i tiden var jeg lykkelig over at være afsted hjemmefra, for at prøve noget helt nyt som ingen i min omgangskreds (på nær én i 2006) kommer til og ikke mindst at styrke mig selv på alle tænkelige måder. Alligevel er hjemme bedst. Mors varme favn og lækre mad, Fars kloge ord, søs' provokationer og brormands glæde.

Hele togtet er gået så stærkt indtil nu, det paradoksale begreb om tid man før havde er nu vendt på hovedet - tiden vil ingen ende tage og dagene snegler sig stadig frem; Det er på alle måder stadig spændende og sjovt, men man længes efter det man har lagt bag sig.

Derfor er nattevagterne ekstremt gode til at få et bræk fra al tumulten i dagligdagen - man har hele skibet for sig selv, sammen med resten af sit skifte. Man drømmer sig langt ud over havets bølgetoppe når man står oppe på dækket og ser på den helt klare stjernehimmel - en stjernehimmel som er langt fra sammenlignelig med den vi kan se derhjemme på Lars Tyndskids mark. Pludselig føler man sig helt lille i en stor verden, fanget midt ude på havet i en lille jolle kun med en halvtom pakke cigaretter og en pose vingummi bamser til at styrke sig på, sammen med vennerne. Det er helt ubeskriveligt umuligt at abstrahere fra de stjerner vi kan se, jeg vil på ingen måde gå ned i detaljer med dem, for jeg kender intet til astronomi, men smukt og dragende er det. Det er under sådanne stjernehimler at store tænkere har gjort deres tanker og stærke krigere er udødeliggjorte.

DANMARK sætter sit præg på havet, men reflekteres blot som et korn blandt stjernerne.

Hvis jeg skal starte fra en ende af, er det gået op for mig at vi er blevet hypnotiserede, hvis man må have lov at sige således. Et meget konkret eksempel, er kaldesignalet til mønstringen,

"Op fra banjerne"; På Tenerife, da styrbordsvagten havde landlov, fik vi lov til at se en film nede på banjen, for at afgøre hvilken film der skulle ses valgte to af mine "medstuderende" at kalde "Op fra banjerne".

Instinktivt, svarer vi alle på dette, og mønstrer - snorelige, indtil det går op for hver eneste en at det intet havde med en regulær mønstring at gøre.

At sammenligne det med hypnose er nok så meget sagt, men der er i alle fald tale om en slags indoktrinering. For hver evig eneste gang at klokken nærmer sig mønstringen står samtlige elever og kigger på deres ur, eller venter i spænding - hvilket især afspejles hos rygerne der skal nå en sidste smøg!

Det samme gælder søvnen. Før i tiden skulle der en del til før at jeg faldt i søvn, men nu døser jeg hen så snart jeg lukker øjnene. Blot to minutter skal der til før jeg drømmer som et spædbarn, men der skal lyden af en nål der falder til jorden til for at vække mig igen. Det er en ekstremt paradoksal søvn, tung og dyb, men alligevel let som ingenting af vågne op fra. Det gælder også den spontane opvågnen kort før nattevagten eller purringen om morgenen. Jeg ville sagtens kunne sove længe endnu, men min krop tillader mig det ikke, for den er udmærket klar over at den skal op for at arbejde - på denne måde kan man gå en hel dag og blive træt kun ved tanken om en svingende køje. Det er højst fem sider i bogen der bliver læst, og tre der opfattes, før jeg sover trygt og roligt - Frustrerende.

Jeg vil bevæge mig ned til skibets hjerte, og begynde aftenens vagt i maskinrummet. Mange vil sandsynligvis modsige mig eller være dybt uenige med mit udsagn, og mene at det udelukkende er sejlene der bør være skibets drivkraft og dermed også hjerte. Men ser man hvor meget der foregår nede i maskinrummet vil man forstå. Uden maskinrummet, ville vi hverken have el, varmt vand eller fremdrift i vindstille vejr. Selv vores hjerte har mere end én funktion.

May the force be with you!

I fødselsdagens tegn

For 3. bakke var der denne søndag gjort klar til at fejre fødselsdag - og det med stil - da vores yngste medlem, #27, fyldte 18! Her når togtet synger på sidste vers og en hvis drømmen om familie, varme senge og Danmarks hyggelige efterårsvejr oftere skyller ind over os, er det lige sagen, at få lov at fejre noget rart med et par 'traditioner' som vi efterhånden har fået kreeret undervejs. Blandt andet er det jo ikke helt skidt herude, at starter sin fødselsdag kl. 4 om natten med sang og tilløkker'. Sjældent får man derhjemme både en fødselsdagsdag og fødselsdagsnat!

Så efter hygge med kvartermesteren Nikolines nye kreation; vendespil med maritimt dansk/engelsk, og et par timers velsignet søvn, fortsatte fødselsdagen til morgenmønstring med fødselsdagssang fra hele besætningen og alle elever. Ved morgenbordet, der denne (søn)dag, var spækket med Nutella, morgenkage, øllebrød og guldkorn, var der desuden spredt smarties ud og nogle små pakker var lagt frem. Hvis man ikke lige har fået købt en lille ting i sidste havn, kan det være en udfordring, at finde på en original gave herude - man skal jo for eksempel tage sine forholdsregler med hensyn til vores begrænsede opbevaringsplads..  Blandt mine favoritter ind til videre er; en hjemmesyet bamse (vist nok af canvas), hjemmelavede tegninger, lumre magasiner, 'first aid slik kit' og brunch på bakken i solopgang. Denne dag blev favorit gaverne et glas spansk Nutella med 'indebygget slik' samt fødselsdagsbarnets kniv, der var blevet fundet og pakket ind, så han reddede sig et drivgods point mindre.
Ved aftenskafning stod den på fødselsdagssang fra hele styrbordsvagten med trommen i bordet, skrig og skrål og mundharmonika til slut, så det kunne høres helt op på kabystaget. Så på trods af de manglende forældre og hvad der ellers høre til af den vanlige fejring, så lykkes det os vidst at stable et helt tilfredsstillende arrangement på benene! Vi er i hvert fald et par stykker, der har snakket om, at det ikke ville have været helt skidt, at fylde år på turen.
Nu synker solen, kan jeg skimte gennem koøjet, så jeg vil efter endnu en lang og hyggelig dag, synke ned i køjen med min elskede hovedpude i og en sidste gang hviske tillykke til Jon, der sover ved min side.
Martina, #25

Lørdag. 32˚28.205ˈ N, 25˚38.206ˈ W. Fire dage er gået, siden vi hev trosserne om bord og forlod Santa Cruz, Tenerife. Fire dage med solskin, nattevagter, en død måge og højt humør. Endnu 315 sømil fra vores næste destination, endnu seks dage dér, hvor vi i øjeblikket føler os bedst tilpas. Lørdagen startede for mit vedkommende kl. 07:30 og efter endt morgenmønstring, fællessang og skafning begyndte dagens undervisning. Sandra underviste os i Basic Tanker – fortalte om forskellige typer tankskibe og mindede os om, hvordan vi undgår ulykker om bord på disse. Nogle fandt undervisningen mere interessant end andre, der, efter en lang nattevagt havde problemer med, at holde øjnene åbne, hvorfor en let blyant igennem luften og lidt grin fra kammeraterne var på sin rette plads. Et stykke rugbrød og en medisterpølse senere skulle 4. kvarter hjælpe med vedligeholdelse, der, for de flestes vedkommende bestod i, at slibe træværk og gøre det klar til endnu en omgang lak. Andre holdt sig beskæftigede i riggen, hvor de kunne nyde synet af de tilsyneladende uendelige Atlanterhav. Netop nu har jeg trukket mig tilbage på skibets bibliotek – musikken spiller i værkstedet, og jeg kan høre grin fra besætningens køkken. Et andet sted på skibet kæmper en elev med at holde balancen i brusekabinen, mens andre roligt vugger fra side til side i deres hængekøjer. Vores vagt er snart slut og inden længe ligger vi alle fra 4. kvarter i vores køjer, klar til endnu en dag i morgen.

Helle, #58

Kære dagbog

Så blev det til endnu en dag på søen med dejligt vejr og en dag med undervisning nede på banjerne. Men inden det kunne lade sig gøre, stod den på cleaning! (med armene hævet op over hovederne). Jeg blev den heldige vinder af at gøre drengenes baderum rent sammen med Denise #78. Men det tog jo ingen tid 😉

Og så kunne dagens undervisning starte. For fjerde skiftes vedkommende stod den på briefing med kaptajnen, som blev afsluttet med en gang gymnastik på hoveddækket. Og til frokost fik de fleste lige en times ekstra pause, da uret blev stillet en time tilbage. Det klager man jo ikke over 😉

Derefter havde vi health med Doc, hvor vi fik en halvvejs test. Så nu må vi vente og se hvordan det er gået.

Men det bedste der skete i dag må nu være pæretærten vi fik serveret til tre pausen. Nøj, hvor smagte den godt! Og til aftensmad blev der serveret flæskesteg med franske kartofler som tilbehør – mums!

Så var der kommet karakter til alle i ’Electro Technology’, hvilket er et afsluttet fag.

Så alt i alt en spændende, men altid lærerig dag.

Rikke #52

I dag var den dag hvor bagbord vagt havde landgang på den vilde måde. Ligesom styrbord vagt for to dage siden havde det, har vi i dag været på bustur rundt på Tenerife. Os i fjerde skifte startede dog dagen med at lave en sjippe-leg med kaptajnen i en halv times tid inden vi skulle af sted. Og det gjorde da behovet for et bad inden busturen en del større ved de fleste af os.

På Tenerife er der vanvittigt varmt når solen bager ned på en, og derfor føltes den veltempererede aircondition-afkølede bus som Guds gave fra himlen for os alle sammen. Vi havde en skøn lokal guide som kunne tale dansk fordi den ene af hans forældre var fra Danmark, og han fortalte os alle mulige spændende ting imens vi kørte (”Den slags fyrtræer der er på Tenerife er kun på Tenerife, og ingen andre steder i verden” osv.) og han gjorde at vi lærte øen lidt bedre at kende, også selvom nogle af de ting vi fik fortalt forsvandt lidt ud af min bevidsthed pga. postkortskrivning og døs i den kølige bus. Busturen tog os rundt på øen, startende med en rundfart i Santa Crux, hvorefter vi kørte op mod Teide, vulkanen på Tenarife. Det lignede nærmest et månelandskab deroppe og vi fik masser af billeder af firben, som ikke var spor sky overfor mennesker.

Vi sluttede busturen på en strand ikke så langt fra skoleskibet, hvor vi havde nogle timer til at dase i solen og nyde at vi var der. Vi badede og tannede og jeg drak piña colada – et must når man er på Tenerife. Også selvom kvaliteten af den drink ikke var den højeste. Det var skønt at have rigtigt fri og bare kunne ligge og vente på at solen skulle farve vores kroppe lidt mindre blege end de var før – et resultat af at vi altid skal have shorts og t-shirt på – som ikke er rullet op i hvert fald.

Det er hårdt at være på havet nogle gange, og på de tidspunkter tænker jeg ofte på at jeg jo kan slappe af når vi kommer i land igen og får landgang. Der glemmer jeg så bare at det er akkurat lige så hårdt, om end lidt anderledes, at være i land – hvilket jeg er blevet mindet om efter de første tre dage på Tenerife. Det er alle de nye indtryk, løbeturene, og så det at man aldrig rigtig får gået tidligt i seng når man er i land, også selvom man ikke har landgang.  Men, som de siger, vi kan sove når vi bliver gamle!

Snart er vores ophold på Tenerife forbi, men det gør nu ikke mig så meget – det bliver dejligt at komme ud på søen igen!

Varme og lidt mere solbrune hilsner

Annette Munk Jensen #70

Hej Sandra.

Herunder følger mit bidrag til dagbogen.

Mvh Dittmer.

Kære dagbog.

Efter nogle dejlige solskinsberigede dage i Tenerife, befinder vi os atter på det store blå Atlanterhav.

Selvom det var tiltrængt at komme på land, tror jeg mange af os igen nyder at være på havet, hvor vinden blæser og bølgerme slår mod skibets sider, så det bruser.

Dagen, i 4. skifte, startede, for 6 bakkes vedkommende kl. 05.15 med bad og klargøring til at møde som dagmænd kl. 06.00, mens 8. bakke skulle være sejlvagt. Jeg selv skulle være dagmand i kabyssen idag, sammen med Rikke, nr. 52. Vagten som dagmand i kabyssen er ret populær, da kabyssen er en af de få steder på skibet, hvor man må høre musik - hele tiden vel at mærke. Dette nød vi da også i fulde drag, og tonerne fra både Kidd, Mac Miller, John Mayer m. fl. fyldte kabyssens sparsomme rum.

Middagsmaden bestod af pizza, hvilket blev budt velkommen af de fleste elever og til aftensmad skulle vi lave gryderet. Under sådan en dag i kabyssen, bliver man hurtigt klar over, at kabyssen virkelig er skibets hjerte, selvom vores maskinmester nok ville påstå at det er maskinrummet. Jeg tvivler dog på, at maskinrummet i løbet af én dag har halvt så mange gæster og nysgerrige sjæle, som vi oplevede at have i kabyssen. Hold da op! Vi endte dagen med at lave pæretærter, som skal serveres til kaffetid i morgen, og til slut stod den på rengøring og et bad for at fjerne den værste mados fra sådan en dag.

Kl. 04.00 blev vi vækket igen for at komme på nattevagt til kl. 06.00. Vi stod op til både stjerner og morild, og disse to fænomener tilsammen kan få selv den mest barske sømand til at synke en klump i halsen. Det er SÅ smukt. At kigge op og se stjernerne og stjernebillederne, for derefter at kigge ned igen og se de UV-lysende alger i vandet, der tegner sig som tusinde lysende diamanter i vandet, når de møder modstanden fra skibets sider. Det er fantastisk og hver gang jeg ser det popper Lis Sørensens sang "Fuld af nattens stjerner" fluks op i mit hoved og jeg nyder hvert øjeblik.

Det har været endnu en god, spændende og udmattende dag om bord på Skoleskibet Danmark. Jeg takker af og vil atter hoppe i min køje og nyde 15 minutters søvn.

Godnat kære dagbog.

Anne Dittmer. # 54

Skrevet af #32 - Kenneth Dahl Elsager Hansen

I dag har der været knald på.

Styrbordside har fået landlov og har selvfølgelig udnyttet situationen til og gå i land og se Santa Cruz.

Bagbordside har været på skibet hele dagen lang og hjulpet til hvor end man nu kunne hjælpe til.

Min mess , 4th mess, har været Daymen.

Så vi har jo selvfølgelig hjulpet til andre steder.

#30 og #32 har hjulpet Hovmesteren med en lille reception der blev afholdt på skibet.

Der skulle gøres rent inde i salonen, støvsuges godt og grundtig, pudses messing, og lægges dug og det fine sølvtøj skulle frem.

Kl. 10:00 fik #30 og #32 også "speciel tilladelse" til og så i land for at købe blomster. Det viste sig at være en mere kompliceret mission end man skulle regne med.

Med #32's gebrokne spanske kundskaber, lykkedes det omsider at få fat på en person der kunne fortælle hvor man kunne købe blomster!

Fantastisk!

Missionen fuldført.

Nu kunne man vel nok lige hurtigt snige sig ind i et supermarked og købe den sidste sodavand.

Da vi kom tilbage havde styrbordside lige fået landlov så vi blev mødt med mange dumsmarte kommentarer til hvorfor jeg havde blomster i hånden.

"Hva har du nu gjort?"

"Hvem skal du fri til?"

"Nørj, hvor er du sød!"

"Hvorfor kommer du med blomster?"
Osv. osv. ...

Vi fik pyntet bordet fint op og gjort det sidste klart til den lille reception.

Pludseligt fik jeg af vide at jeg nu også skulle fotografere for en fin mand, så jeg fik stukket et kamera på størrelse med en fodbold i hånden, også skulle jeg bare klikke løs.

Det var jeg ikke forberedt på. At være med til at hjælpe med at tage af bordet og hælde vin op var jeg klar på, men at tage billeder af højtstående mennesker... puha.. Men det gik vist lige nok..

Så kom gæsterne, som blev pænt modtaget af kaptajnen og der blev taget billeder.

Der blev spist, drukket og snakket, og alle hyggede sig vist.

Heldigvis var der få rester af kagen tilbage som blev stillet ud til de lækkersultne hjælpere.

BONUS!

Imens har resten af bagbordside hjulpet til med at vedligeholde "den gamle dame" alle mulige steder, så hun nok skal blive fin igen.

Senere på aften fik vi lov til at kigge på en redningsfartøj som lå overfor os, og de fik så en tur på vores skib bagefter.

Igen var #32 på banen til at give en rundvisning med sine spanske kundskaber. (Heldigvis kunne de også engelsk!)

Alt i alt var det en rigtig god dag.

Masser af varme, masser af glæde og tid tilovers om aftenen til at kunne se en film, eller ringe hjem og snakke med familie og venner.

Med de varmeste hilsner

#32 - Kenneth Dahl Elsager Hansen

Kære dagbog

I dag er det så Magnus #48 tur til at blive fejret og så fylder han 18 år. Så 6 bakke havde sørget for lidt gaver til ham, deriblandt et lille firben der fik navnet Victor. Men Victor skulle videre på sin rejse, så han blev sat i land igen.

Ellers startede dagen stort set som alle de andre: shipshine! Aka. rengøring over alt på skibet, da der skulle være åbent skib senere hen på eftermiddagen. Den blev overladt til bagbordvagt, da styrbordvagt skulle på sightseeing rundt omkring på øen. Der har bagbordvagt noget at se frem til.

Men der skulle også være nogen på vagt og for mit vedkommende havde jeg quaywatch fra 9-12 og hold da op for en varme! Men hvis man oven i købet kan få noget kulør på kroppen, så det jo bare perfekt. Men må da indrømme vi er ved at blive godt stegt, om vi er på dækket eller nede på banjen.. Så lange bukser er herved pakket væk og shortsene kommet frem.

Der var vist også tid til siesta! Nu er det vist også gået op for mig hvorfor de holder siesta. Det er godt nok hårdt at arbejde i den varme. Så en lille lur blev da til.

Efter frokost havde jeg den fornøjelse at være i skylleriet med selveste fødselsdagsbarnet. Og i forhold til at man er vant til at vaske op efter 80 personer, så var det her jo ingen ting. Troede vi, indtil vi fik kigget indenfor i skylleriet, hvor der var sat en kæmpe bunke opvask. Men der var jo ikke andet for end at gå i krig og vi fik da også klaret det på en time, så go os!

Fra 15:30 til 17:30 var der åbent skib og håber for de 70 der var ombord, at de fik en oplevelse ud af det. Og rigtig fik set hvor meget skibet skinnede 😉

Og så bestod aftensmaden af noget tapas snack, burgere og pomfritter og tror aldrig vi har følt os så mætte. Det var jo lige før vores maver skulle til at sprænge. Men rigtig lækker mad.

Tak for endnu en varm og skøn dag her på Tenerife.

Rikke Ipsen #52

Der er gået mange dage med arbejde og skolegang, uden synet af land. Ofte har vi snakket indbyrdes om at starte en improviseret "Mand-over-bord-"-øvelse. Vi var er trods alt ikke vandt til at være ude så længe ad gangen; man skal starte i det små, og helst have sådan noget som fravær fra fast-grund-under-fødderne i små doser - til at starte med. Selvfølgelig har vi også haft mindre intervaller ude ad gangen, men det var alt i alt den længste strækning på hele togtet.

Vi har konsekvent underlagt os de højere magter her på skibet, hvilket vi i solidaritetens navn gør, for at nå fælles mål, såvel som individuelt.

Da "poolen" så endelig blev pustet op, ud for Madeiras kyst var hele skibet i bevægelse(....)! Ikke en eneste nåede at får badetøj på før den første gik med et smilende, men besejret ansigtsudtryk op af den pensionerede raft, våd fra top til tå i fuldt arbejdstøj - lige på nær skoene. aldrig har jeg set folk så ivrige efter a smide hinanden i vandet, lige på nær fra Gammel Hellerups faste tradition med at smide putterne (nye 1.g'ere) i havnen. Vi havde sågar lov til at havebare fødder på dækket - alle løb til sidst rund i bade- eller vådt arbejdstøj. Mægtigt.

Samtlige 81 elever var gejletop til vandkamp, den ene efter den anden røg i vandet, ingen nåde. Selv Overstyrmanden, Bådsmanden, en Kvartermester, 3'rd engineer og en af kokkene blev smidt i vandet. Anarki herskede - det var som at læse en Huxley roman. Vi brugte det eneste våben vi havde ved hånden: Oprør. Besætningsmedlemmer kunne ikke føle sig sikre på dækket. Råb og jubel var det eneste sprog vi talte og i spidsen var iveren efter at få en dukkert under vand.

Jeg glemmer aldrig hvordan det var at se kvartermesteren blive smidt i vandet; for god orden skyld vil det være nemmest at bede jer læsere om at forestille jer Matrix 2, hvor hovedpersonen, Neo, står i en baggård og kæmper mod fjenden i massevis. Her kunne man nemt sætte Daniel, undertegnede kvartermester ind som Neo, og resten af elever som fjenden. Mindst 15 af os hoppede på haml, for at smide ham i - som en flok sultne myre på en sukkerknald, kastede vi os alle i en svampelignende på ham, for blot at overmande ham.

I sidste ende er vi, trods anstrengelserne, blevet forkælet til den helt store guldmedalje, med poolen; vi kan derfor kun være taknemmelige overfor besætningen. Det er trods alt ikke ikke ofte at eleverne kan løbe rundt i badetøj, bare tær og slippe afsted med at kaste besætningsmedlemmer i vandet.

Landloven i dag har ligeledes været en kæmpe succes - der er ikke så meget at sige om den, for alt hvad der skete, hørte i om i min sidste dagbog.

I hører fra mig!

#82 Lucas

Torsdag d. 29/08/13 - I farvandet nær Tenerife

Vi spejder utålmodigt efter land...

Dagen før vi nærmer os land, efter det længste stræk på havet på denne tur, bliver al undervisning sat på standby og alle bliver engageret i, at ship-shine skibet inden havn. Efter to uger med saltvand, grease og fingre på pinrailen har messingen også godt af en grundig pudsning - og tro mig, det er en fed følelse, at se den skinner op over hele skibet efter et godt stykke arbejde! Solen dukker frem op af dagen og sommerfuglene blafrer i maven.

Imens de fleste er optaget på dæk, går dagen for andre som 'maskingaster', hvilket dog mest indebærer rengøring og små projekter, som at male en kasse til klude og - tiltrængt - rydde op i pæreshoppen. Det er sådan de fleste normale dage er, som maskinmesterens hænder, dog havde vi en undtagelse for et par dage siden, da vi lå næsten helt stille ud for Madeira med udsigt til den 50 meter høje klippeside, der går direkte ned i vandet og skulle være den næststørste i verden.

Vores maskinmester, Morten, havde fået godkendt en støtte fra Torm på et større beløb til udskiftning af hele flådedækket, hvilket gjorde officererne så kuldrede, at vi fik pustet en af redningsflåderne op på dækket og fyldt den med vand. Og så blev der ellers udkæmpet vandkamp elever, officerer og kvartermester i mellem og på dækket. Det var en af de få gange, vi virkelig har fået lov til at være fjantede. Og gamle elever vil have været bestyrede over den manglende disciplin.

Efter de fleste kvartermestre var blevet smidt i vandet en gang i vandet, står en gruppe drenge og begynder at hviske og tiske i et hjørne. Efterhånden får de gejlet hinanden op, så man ser 20 af de store vilde drenge løbe op mod flådedækket for at hapse Sandra, 2. styrmand. De andre officerer og kokke, der står sammen med hende, flytter sig til siden, så hun står helt alene ene kvinde, værdigt skulende og tavs i sin lyserøde T-shirt imens drengene dundrer op af lejderne. Resten af skibet ser opmærksomt til fra hoveddækket. og dog: Få meter før de når hen til hende stopper de alle op som på kommando. 20 drenge står som stenstøtter - paralyseret af ærefrygt og autoritetstro - og helt stille vender de så om, som hundehvalpe med halen mellem benene. Drengene måtte se sig slået før kampen var begyndt og Sandra kunne beholde sit tøj tørt. Det var et særdeles kosteligt syn!

Ellers er dagene gået så hurtigt herude, at det føles som i går vi lå i Rouen samtidig med, at der er sket en lavine af nye ting siden, som kunne fylde flere måneder op. Nu vil jeg blot se frem til "havne rytmen" med lidt mere søvn og ikke mindst landlov!

Martina, #25

Today was the greatest day of days.

Today was the greatest day of days. Jeg har lige indset at det er ca. sådan jeg har startet de fleste af mine dagbogsopslag i løbet af dette togt. Men også i dag og også dette indlæg fortjener at blive startet på den måde, for i dag var en virkelig god dag.

Nattevagterne er blevet det perfekte tidspunkt at få skrevet dagbogsindlæggene hjem til Jer, for når sejlene er sat og vi har braset så vi sejler godt er der ikke så meget mere at gøre. Det har nu ikke gjort noget i nat, for det er nok en af de smukkeste nætter jeg har set herude. Mælkevejen ligger lige over os og i vandet er der masser af morild, en slags alger der lyser op når de kommer i bevægelse – sådan ser det i hvert fald ud.

Når jeg siger at i dag var en virkelig god dag er det fordi der har været så mange ting der gjorde det. For det første fik jeg i går den glimrende ide at få lavet en kotelet-frisure, og efter at have set resultatet i morges (jeg fik en tur med trimmeren efter at det var blevet mørkt) er jeg rimelig tilfreds. Det er en skøn følelse at have helt kort hår i nakken igen. For det andet havde #76 Johan fra mit skifte fødselsdag i dag, og vi havde lavet gaver til ham som han blev meget glad for. Når man er på et skib og det er omkring elleve dage siden man sidst har været i havn er der ikke så meget at gøre med, når man skal finde på gave-ideer. Derfor bliver man nødt til at være kreativ og derfor fik Johan både en samling af hans yndlingsbolcher fra Sloppen(sorteret fra vores bøtter med blandede bolcher og puttet i et flot syltetøjsglas) og en bamse (lavet af et håndklæde og diverse knapper og two-stranded marlin).

Vi havde marlinspike and seamanship i dag, og det er noget der altid for mit humør op, det er et af de bedste fag hvor vi lærer at splejse og binde knob og andet sejt. I de timer hænger vi ud på flådedækket, raft deck, og lufter fødderne imens vi splejser og binder seizings. Nadia der er vores lærer i det fag, startede så i aftes på et frivilligt kursus hvor man kan lære at lave en taske – the sailmakers way. Tasken er ret fin og imens man laver den kommer man igennem de forskellige måder at sy på som man skal bruge når man syr et sejl. Det er spændende men også ret svært lige at finde ud af hvordan man skal få den meget tykke nål igennem et stykke meget tykt canvas. Men – to gain some you gotta give some; og i det her tilfælde kommer det vist til at være blod, sved og tårer!

Inden jeg kom på Danmark havde jeg hørt nogle tale om at Danmark var det mere konservative skib og at Georg Stage var mere et hippieskib – Jeg har selvfølgelig ikke været på Georg Stage, men jeg synes i hvert fald at nogle af de besætningsmedlemmer der er her om bord gør deres til ikke at underbygge den tese. Selvom Danmark er statsejet virker (nogle i) besætningen f.eks. ikke til at være meget begejstrede for flåden, og kommentarer af den mere fredselskende, krigsforagtende art er ikke sjældne her.

Jeg går op og kigger på stjerner. Hav det rigtig godt derhjemme, vi savner jer selvom vi har det rigtig fedt.

#70 Annette Munk Jensen

32.34’938

17.03’858

For fjerde skifte startede dagen klokken 03.45, da vi blev vækket, så vi var klar til sejlvagten fra 04.00 til 06.00.
På dækket  ventede der os et fantastisk syn: På vores styrbord side lå øen Madeira, hvis sydlige kyst var indhyllet i lys fra de mange beboelser, som lå spredt ud over bjergene. Grundet et par dage med gunstig vind var vi foran på vores rejse mod Tenerife, hvilket havde fået vores kaptajn til at føre skibet på en lille omvej forbi Madeira.

Det blev en stille dag om bord på Danmark. Vi lå i læ af de høje bjerge, hvilket gjorde, at vi hverken havde megen sø eller megen vind, og vi begyndte alle at føle varmen, som følger med de mere sydlige længdegrader. Hen under eftermiddagen begyndte jeg at håbe på noget vildt, så jeg havde noget at skrive hjem til jer om. Umiddelbart efter jeg havde tænkt tanken og trådte op på hoveddækket, hvor en gammel redningsflåde var ved at blive bordfyldt med det lyseblå havvand. Danmarks svimming pool var ved at tage form, og inden længe havde vi et bassin, som fyldte en stor del af bagbord hoveddæk.

Man taler gerne om ækvatordåb, men den eftermiddag skabte vi et nyt fænomen, som vi i fjerde skifte kaldte for Madeiradåb. Størstedelen af elever og besætning blev på skift smidt en tur i det forfriskende vand, til stor fornøjelse for de få tilskuere, som havde søgt tilflugt på flådedækket, hvorfra de kunne skue ned på de mange kampscener, som udspillede sig ved bassinkanten.
Anne #74 nævnte den anden dag i dagbogen, hvordan ”Fald på halen humor” er i høj kurs herude, hvilket blev bekræftet i går da vi stort set alle faldt på halen i det dejlige vand. Hen under aftenen satte vi kursen mod syd og satte kursen mod Tenerife. Jeg tog afsked med Madeira for denne gang, kravlede ned fra stormasten og sætte mig på banjen for at skrive dette.

Johan #76

Sailor’s Sunday, even though it is Monday

Written by trainee # 61;

The day began with 3th quarter on watch from 02:00 to 04:00. It was a quiet watch until around 03 o’clock when we changed course and therefore had to brace the yards around and change from a starboard tack to a port tack to keep as much wind in the sails as possible. It went smoothly and quietly – because now we know how to – and the fore and main masts were braced around gently. All was well – until someone yelled ‘AVAST!’.

Avast is our emergency stop word. If someone yells avast, everyone stops what he or she is doing because it could be the case that they are doing something wrong or they would cause more harm than good if they continue.

It turned out that one trainee stationed on the forecastle had been hit over the head with a wooden block, which had been swaying in the wind due to our change in course. Luckily the injury wasn’t more severe than a few stitches and a band aid, but it was a close call. Those particular blocks have not gotten the macabre nickname of ‘Widow Makers’ for being soft and fluffy. We were just very lucky they didn’t become more than ‘Eye Breakers’ tonight.

“Good morning, 3th quarter. Good morning 1th quarter. The sun is shining and today is Sailor’s Sunday.” sounded Daniel’s voice at 07:30 when we were woken once again, this time to face the day. Yesterday we had been promised a Sailor’s Sunday and so it was. “It’s Monday.” a sleepy voice in the far corner replied. “It’s Monday.”

“We are at sea and the days of the week don’t matter much. Today is a Sunday.”

The day started out cheerfully, everyone was in high spirits at the prospect of an off day. Third quarter spent the hour after breakfast from 09 to 10 when we had our only watch duties for the day to have a quarter meeting. As a whole, 5th and 7^th mess work well together as one big team, but still. If you sit down and start talking, small disagreements see the light of the day. “Nobody is perfect, but a team may very well be.” The captain told us a few days ago. We are still a relatively new team and we therefore are still working on perfection, but we are getting there!

At 12 o’clock, third quarter was off for the rest of the day and after lunch we grabbed the chance to air out our hammocks, clean out our lockers and to count if we still have all items. Roughly it is translated into ‘Persian goat market and hammocks’. It certainly looked like a market when 20 trainees emptied lockers and footlockers at the same time. It doesn’t seem like much when stuffed away, but it certainly takes a lot of space on the main deck. At the same time, our hammocks finally were allowed to take a breath of fresh air. It looked ridiculous with hammocks hanging around, filling every available space on the forecastle, galley roof and raft deck, but the sun was shining, and it was a perfect opportunity to take a nap.

In the fore hull, we had made ourselves a small theater and watched sailor movies (no Titanic) and Nadja was showing groups of people how to make their own bag they would be allowed to take into the rigging. Some spent the time off laying around while reading a book, some slept while others took a nice and well-earned shower without being in a hurry. In third quarter, the time was mostly used to read up on electro technology and the upcoming exam tomorrow. I actually think we are rather good to help each other preparing and explaining. Good luck to us all. Sandra, please don’t be too hard on us?

”Rejse, rejse, rejse! Så skal vi op at skide, skaffe og splejse! God morgen 2nd Quarter, godmorgen 4th Quarter!”. Sådan skyder kvartermester Daniel de fleste af vores morgener i gang, og det samme var tilfældet for bagbord vagt kl. halv 8 i morges. Første time for os i 4th Quarter var Electro Technology med 2nd Mate Sandra, og vi skulle repetere, for vi skal allerede til eksamen i selvsamme fag lige efter Tenerife. Jeg sad netop og tænkte på, at jeg skulle skrive dagbog i dag, og at der af samme årsag gerne måtte ske noget spændende i løbet af dagen (Jeg fulgte selvfølgelig også med i gennemgangen om generatorer, Sandra). Knap havde jeg tænkt tanken til ende, før vi kunne høre stor opstandelse oppe fra Main Deck, og vi ilede alle op af lejderen for at se, hvad der var los. Luften var tyk af forventning, og folk stod presset op af naglebænken for at se et eller andet nede i vandet. Pludselig stod Overstyrmand Anders med svømmevest på og et stort spyd i hånden, som han rakte over rælingen. Nu fik jeg presset mig frem gennem mængden og kunne se årsagen til det store postyr: En KÆMPE STOR fisk blev slæbt efter skibet på Kokkemor Julies fiskeline! Den kæmpede stadig imod, men Overstyrmand Anders fik spiddet den, og den blev hevet over rælingen af modige Danmarkselever, hvor 2nd Engineer Anders stod klar og hoppede på den! Som en anden wrestling match tvang han den nu mod dækket og satte sig overskrævs, trak sin kniv og stak den i hjernen! Så var kampen ligesom vundet. En 24 kg tung Blue Marlin viste det sig at være. Og den udgjorde en vidunderlig søndagsforret - superb med en skive lime og en fantastisk krydderblanding fra Hovmesterens egen hånd.

Det var dagens action brag – derefter fortsatte vi med det noget mere afdæmpede ”Hygiejne” og efter frokost stod den på ”Maintenance”, hvor dagens emne var riggen. Vi skulle lære at se efter sikkerhedsmæssige fejl og mangler – lanyards, seizings, mousings, ratlines osv., der trænger til at blive udskiftet. Marina #66 og jeg tog Fore Mast, og fandt i hvert fald 20-25 ting, der skal fikses. Så der er nok at lave på Skoleskibet Danmark! Nogle gange undrer jeg mig over, at vi kan blive ved med at lave vedligehold, når der hver dag er et hold på 20 mennesker, der udelukkende arbejder på dette fra kl. 13 til 17. Men selvfølgelig bliver tingene slidte af vind og vejr (og trainees). Så vi bliver ukueligt ved med at pudse, slibe, male og banke rust!

Ellers har de seneste dage været travlt optagne af line-tests og knob & stik eksamen. Line-tests gik overordnet set ret skidt, men 8th mess var – selvfølgelig – igen det bedste mess i statistikken, så her kommer et shout out til Jacob 62, Hans 64, Marina 66, Rasmus 68, Annette 70, Emil 72, Johan 76, Denise 78, Simon 80 og Lucas 82’s forældre: I har nogle meget dygtige børn!

Vi nærmer os med hastige skridt Tenerife og har været på søen i ca. 10 dage i træk nu. Overstyrmand Anders har meddelt at i morgen, mandag, bliver Sømandssøndag, hvilket betyder, at vi får fri i en del timer, og at disse timer må bruges efter eget ønske! Ja, det er sandt! Mit quarter er uheldigvis dagmænd og sejlvagt i morgen, men vi har fået at vide, at vi også får fri nogle timer. Det bliver skønt! Der vil blive vist sømandsfilm nede i henstuvningen, som er en meget hyggelig tømmerstue, hvor vi normalt kan gå og lave egne tømmer-projekter. Det bliver skønt at kunne slappe af i et par timer. Vi har det rigtig fedt herude, men vi er efterhånden også en søvnig flok mennesker stort set hele tiden, så lidt fritid skal gøre godt! Ankomst til Tenerife er på fredag kl. 10 – men vi er allerede langt foran på søkortet, så vi kommer nok til at tage lidt af farten om et par dage – for tiden flyver vi nemlig af sted med 10-11 knob udelukkende for sejl. Fantastisk! Men vi ruller også en del, og i disse dage flyver det os om ørene med vandkander, krus og bestik, der ikke vil blive stående på bordet. Det er selvfølgelig lidt besværligt, men det giver nu også et godt grin for hele gruppen, når man pludselig sidder dér med våde bukser. Eller når et quarter pludseligt får en ordentlig skyller fra en bølge under mønstring. Falde-på-halen-humør er i høj kurs herude, og da der er uendeligt mange ting at falde over på et skib – ja, da kan I nok regne ud, at vi har det sjovt og griner med hinanden!

Anne Christine Søndergaard Nielsen #74

The first lesson for 4th quarter this morning was Electro technology with 2nd Mate Sandra, and the subject was “repetition”, because we already have our final exam right after Tenerife! I sat there thinking that it would be nice if something exciting happened today, seeing as I had to write this diary. (Of course I was also paying attention to what you said about generators, Sandra). I had barely finished my thought, when we heard something was going on on the Main Deck and we all rushed up the ladder to see what was going on. The air was thick with expectation and people were pressed against the pinrail to see something in the water. All of a sudden Chief Mate Anders was there in a swim vest and with a spear in his hand! I finally pushed my way through the crowd and saw the reason for the buzz: A GIANT fish was being dragged along the ship on First Cook Julies fishing line! The fish was still struggling against the hook, but Chief Mate Anders speared it, and brave DANMARK trainees hauled it on board, where 2^nd Engineer Anders was ready and jumped on it! Like in a wrestling match he forced it down on the deck and straddled it, drew his knife and stabbed it in the brain. Game over. It turned out to be a 24 kilo Blue Marlin fish. And it made an excellent Sunday appetizer – superb with a slice of lime and a wonderful mix of spices from the Chief Steward.

That was it for the action – we continued the day with the more subdued “Hygiene” and after lunch we had “Maintenance”. The subject of the day was the rigging. We were to learn how to look for flaws in the rigging – lanyards, seizings, mousings, ratlines etc. that needs to be changed. Marina #66 and I took the Fore Mast and found at least 20-25 things that need fixing. So there are plenty of things to do on board Training Ship Danmark! Sometimes I wonder how we can keep doing maintenance, when we have a group of 20 people who work on this every day from 1 to 5 pm. But of course things are affected by the weather, wind and wear and tear from 81 trainees. So we will keep on sanding, varnishing, polishing and painting!

These last couple of days have been busy with line tests and knots, bends & hitches exam. Overall the line test went pretty bad, but 8^th mess was – of course – the best mess again, so here is a shout out to Jacob 62, Hans 64, Marina 66, Rasmus 68, Annette 70, Emil 72, Johan 76, Denise 78, Simon 80 and Lucas 82’s parents: You have very good kids!

We are getting closer to Tenerife and have been out here for 10 days in a row now. Chief Mate Anders announced this morning that tomorrow, Monday, is going to be a Sailor’s Sunday, which means that we will get quite a lot of time off. Yes, it is true! Unfortunately, my quarter is daymen and sail watch tomorrow, but we have been promised a few hours off too. It is going to be so nice! They will show sailor’s movies in the forward hold – a very cozy carpenter’s shop. It is going to be fantastic to be able to relax for a couple of hours. We are having a great time out here, but we are also turning into a sleepy group of people, so some off time will do us good! Arrival on Tenerife is on Friday at 10 AM – but we are already way ahead of schedule, so we will probably have to reduce our speed – these days we are almost flying with a speed of 10-11 knots just by sails. Fantastic! However, we are rolling quite a lot, and jugs of water, cutlery and cups are flying about instead of staying put at the table. Of course, this makes things a bit difficult, but it also provides a nice laugh for the entire group, when you suddenly sit there with wet pants. Or when a quarter gets flooded by a wave during a muster.  Yes, slapstick comedy is highly regarded out here, and when there is an endless amount of things to fall over on a ship – you can be sure that we are having fun and laughing with each other!

Anne Christine Søndergaard Nielsen #74

Godaften kære læsere.

I dag, har vi haft vores egen lille version af jule aften.

Den berømte Slop Chest blev åbnet i dag, og samtlige 81 trainees og crew skulle selvfølgelig have købt ind til godteposen. Kenneth Hansen #32 sad i den rædselsfulde hede og hjalp hovmesteren med at fylde poserne op til trainees'ene. Men dog, det hele værd da man så alle de glade ansigter der kom og modtog poserne.

Hvor mange kilo slik og liter sodavand der blev solgt i dag, vides ikke endnu, men jeg kan kun sige at der var utroligt meget slik. Dejligt for velfærden og det hjælper godt på humøret om bord.

Vandet er fantastisk at se på. Hypnotiserende ligesom et bål.

Den evige dans der foregår ude på Atlanterhavet kan til alle tider blive ved med at være en underholdning. Vandet er så fantastisk blåt. En blå farve som ikke kan beskrives med ord. Havet er også begyndt at tage langsomt til igen, og det gynger ind fra styrbord side.

Lad os håbe at vi ikke for brug for 7 spande til en søsyg 2-Quater igen.

Alt vel på det store blå hav!

#32 Kenneth Hansen

Godmorgen alle sammen,

Grunden til at jeg skriver godmorgen er selvfølgelig at jeg sidder og skriver denne dagbog på min nattevagt og at klokken er 05:26. Oppe under loftet hænger mit skiftes hængekøjer, men de er selvfølgelig tomme nu, for de andre er på dækket og braser. De rødlige lys fra nødlamperne gør det næsten lidt hyggeligt og hule-agtigt.

8. mess, min mess, har været daymen i dag, og det betyder at vi har lavet alle mulige forskellige ting. Jeg var engine daymen sammen med Rasmus #68 og Lucas #82, men det betød nu ikke at jeg var meget sammen med dem. De rensede nemlig køleren til kølevandet som skal bruges i maskinen, og jeg brugte hele min dag på at tegne skilte ned til maskinrummet. Det var et ret afslappet job, lidt langsommeligt måske, men det er nu meget nice at vide at man har sat sit aftryk på skibet som i hvert fald kommer til at blive der et par år.

Vi er ude på Atlanterhavet nu, og noget der bliver ved med at forbavse mig er hvor blåt vandet er. Det skifter i nuancer, fra nogle gange at være helt lysende blåt, som den dag vi så delfiner første gang, til mere mørkeblåt, som det var i dag. Der var en fra crewet, besætningen, der fortalte mig at vandet ville have været sådan der overalt i verden, hvis ikke det var fordi vi havde forurenet vores have så meget, og jeg tror at det er det, der virker så stærkt på mig, når jeg sidder oppe på toppen i en af masterne og kigger ned. Jeg føler mig meget heldig fordi jeg sidder og oplever det, men samtidig er det skræmmende at tænke på hvor meget lort vi lukker ud i havene.

At jeg har tænkt det her skyldes måske også at jeg endelig har haft tid til at tænke. Vi er halvvejs på togtet nu, og jeg har endelig følelsen af at have fundet ud af rutinerne. Det har også gjort at der er mere fritid, bl.a. fordi man ikke er helt så smadret om aftenen. Skoleskibet er et skønt sted at tænke over ting, fordi alt er så anderledes end man er vant til hjemmefra. Man har i hvert fald masser af tid til at tænke som helmsman, lookout, engine watch eller noget helt andet. Eller tid til at stene. Hvilket også kan være rigtig rart nogle gange. Nu skal jeg op og mønstre!

Søvnige men glade hilsner

Annette #70

If we include the five days we spent in Frederikshavn, then we are already halfway through the voyage. What a strange thought! It seems like it was merely yesterday we stood muster beneath the flagpole outside Martec for the very first time, and looked at each unfamiliar face in awkward silence and inwardly wondered what exactly we were doing there. Since then each day has been filled with all kinds of different activities and – now – familiar routines. Each face has now become familiar and the routines have become a natural part of our day. We are woken up fairly early each morning, and thus manage to get a lot done in the approximately 12-13 hours before we crash-land in our hammocks as soon as the berthdeck has been approved in the evening around 19 or 20 o’clock. The days seem long, but they go by faster than Danmark yet has managed to sail. Before we notice an entire wee has gone by. It seems like we have been on board forever, but this kind of forever does not seem to be too long and personally, I wouldn’t mind to stay here forever.

This day began beautifully. 3. quarter was woken early this morning to be daymen. It means that 3.quarter had all watches from 06 to 18. When we woke up this morning we finally understood what a wonderful invention the hammock is. We had all heard some of our things roll around in our closets during the night, but didn’t think much about it. I woke up this morning with my hammock hanging almost sideways; I looked to my right and saw right down into the deck, but I could not feel anything. I now understand why they tell us to keep one hand for us and one for the ship.

We are truly on open sea by now. The heavy deep sea waves of the Atlantic can be felt when we stumble into the heads (toilets) or heard when the dishes in scullery decide to take a journey to the deck. Despite all this – which is charming and funny in its on way – our sprits are high enough to match the sun in the clear blue sky. We can truly feel we are going south. We are now going to deep-sea sailors. The sea is warm(er), and has an exotic bluish-green colour in contrast to the murky grey depths I am used to.

Yesterday we were escorted by dolphins for several hours during the day. Today we missed them, but spotted a few whales instead. Without another ship or land in sight, it is easy to see how small we truly are; like a small toy ship inside a snow-globe, only with water instead of snow.

Other than the change in coordinates, this day was not too different from many others. Familiar routines, setting sails, bracing, cleaning, watches and so forth. We practice knots for the exams in the coming days, another line test is also in the nearest future and just a few days later – Tenerife.

All the hammocks are now up and the first couple of trainees have already dived into their sleeping bags in hopes of getting several hours of uninterrupted sleep. We all have nightwatch sometime during the night, but it never hurts to dream, right?

Over and out,

#61

Hvis vi ser tilbage på den dag vi mødtes på Martec, er vi præcis halvvejs igennem togtet!

Vi har nu været på skibet så længe at vi kender systemet godt nok til at kunne smyge os udenom reglerne, på en sådan måde at de ikke brydes, men heller ikke tilfredsstilles 100%.

Dette har (åbenbart) også ført til hvis "dovenskab", nu hvor vi ved at vi kan det ene og det andet og samtidig slippe helskindet fra det.

Jeg skal på ingen måde sidde og helliggøre mig selv i skrivende stund, men det er sjovt at tænke på at vi sandsynligvis ubevidst er blevet mere dovne, om vi vil det eller ej. Vi er simpelthen bare kommet ind i en rytme der er så rutinepræget at vi nu kan gøre det på den halve tid af hvad der er sat af; et eksempel kan være morgenvækningen kl.06.30 eller 07.30. Før i tiden blev vi vækket kl. kvart over, således at vi havde 45 min til at pakke hængekøjen sammen, børste tænder etc. Nu når vi bliver purret er vi op til flere der tillader os 15 minutter ekstra inden vi skal op til mønstring. Det gør vi simpelthen fordi vi ikke skal bruge mere end 5 min på at pakke køjen sammen og gøre os klar til mønstringen.

Det er mig på ingen måde forkert at tænke at vi er flere der deler samme tanke. Skrubning af dækket, skylning af naglebænken, toiletrengøring - Sisyfosarbejde! Det er på ingen måde nemt; er det tværtimod nemt, vil det heller ikke være nogen godt historie at fortælle, når vi kommer hjem. Og vi kan som sagt ikke gøre arbejdet mindre, men kun lære smuthullerne at kende, således at det bliver hurtigere. Er det heller ikke godt nok, og er vi stadig irriterede over den kontinuerlige type af arbejde, er der ikke så meget andet for end at læse noget vred poesi eller selv rifle sine tanker ned på papir. Det nytter alligevel ikke noget at klage til besætningen, det ville også være helt til grin at skulle klage over sådan noget, når vi dagligt selv bruger toiletterne og resten af faciliteterne her på skibet. Det meste af besætningen har jo selv været igennem det hele, sandsynligvis det der var værre. Desuden er mor ikke omkring til at hjælpe os med at lægge tøj sammen, far er her ikke til at stryge skjorten osv. osv.

Vi har jo alligevel et ambivalent forhold til den slags arbejde, for det bliver en slags pause for os, på trods af byrden: Vi synger, griner og løber om hjørner med hinanden i en sådan grad at kvartermestrene ville få et flip - Gravkammerstemning nej tak, Woodstock/ Roskilde festival-humør, ja tak!

"I saw the best minds of my generation destroyed by madness, starving hysterical naked, dragging themselves through the negro streets a dawn looking for an angry fix..."

 - Allen Ginsberg "Howl"

Med det sagt glæder jeg mig utrolig meget til Tenerife. Planen er at finde en lille dykkerforretning, købe en snorkel og dykkermaske + et par klipklapper! (Kæreste Sandra, luk venligst øjnene nu eller spring de følgende linjer over!!!!). Vi er allerede op til flere, ja nærmest et helt skifte der har planlagt en perfekt dag på stranden i badetøj og med kold sodavand (...), endvidere bliver det varme uniformstøj pakket sirligt og pænt ned i tasken, indtil vi skal hjem på skibet igen til en mønstring.

Forestil jer 81 ligblege overkroppe og dertilhørende arme og ben, sjoske ned igennem det lækre strandsand - Eller forestil jer en dejlig dansk sommer på Amager strand...

Endnu ti dage til vi er i havn. Endnu en lang vej. Vi befinder os på togtets længste strækning og lur mig om ikke vi skal have pulvermælk om mindre en 5 dage!

På gensyn alle sammen

Mvh. #82 Lucas

Mandag d. 19/08/13 - Vi stikker næsen ud over Englands sydspids

Selskab på havet

Nu sejler vi snart ud mod Atlanten og lægger den engelske kanal, Nordsøen osv. bag os. Bølgernes farver er ved at gå fra grå-grønne nuancer til smuk klar blå med lange bølger, der påvirker balanceevnen en del. Englands sydspids ligger snart helt agter, hvilket er heldigt, da der er mange grumme historier om krigsskibe, der er gået på grund der. Vi er mange, der glæder os til 'det store hav' og det sidste døgn har vi da også allerede fået et par ekstra oplevelse indenbords.
Sidste nattevagt var størstedelen af tiden en langvarig proces med de sædvanlige småting, at tage sig af og vagter at passe. Som look-out blev kedsomheden dog brudt, da et sejlskib dukkede op til styrbord. Den vagthavende kvartermester kunne fortælle, at det var Stadt Amsterdam - et tall ship som Danmark (de har dog et skysail ekstra øverst), der var på vej mod os. Skibet blev observeret af mange nysgerrige elever, hvorfra en af dem har sejlet med hende tidligere - det samme har en kvartermester. På broen blev skibet kaldt og de lavede en kursændring, så vi fik mulighed for at sejle forbi hinanden. Anders, overstyrmand, planlagde straks en speciel hilsen, så 1. Quarter smuttede ned efter deres jubelhuer og klatrede i deres røde regntøj og med hvide huer op i alle tre master for at vinke til skibet. De havde på den anden side gjort kanonen klar, som blev affyret, da vi sejlede forbi. Alt i alt en ganske fornøjelig affære! Og utrolig flot at se et stort sejlskib sejle for sejl midt på havet, hvor der ikke var andre skibe at se.
Dagen havde nok ikke kunne overgå nattens selskab på havet, hvis det ikke var fordi, at vi i en pause efter test i Marine Technology kunne få fornøjelsen af, at se delfinerne springe om stævnen og boltre sig i vandet. De kan godt nok svømme overraskende stærkt! En 10-15 stykker hvoraf et par af dem er blevet hængende helt til denne nats nattevagt.

Det er skønt med noget selskab herude på vejen mod Tenerife, hvor man ellers snildt kan stå en time som udkig uden at melde et eneste skib. Nu nærmer klokken sig 01.00, så vi må op og sætte spankeren.

Martina, #25

En herlig søndag

Søndag er en helt speciel dag på Danmark. Faktisk kalder vi den "Bacon-dag". Vi får nemlig bacon og æg til morgenmad og is til dessert en gang om ugen. I dag er vi blevet ekstra forkælet, det er nemlig Stine nummer 57's fødselsdag, derfor har Kokkemor været tidligt oppe og bage chokolade muffins med lyserød topping til 5. mess. Vi startede dagen med fødselsdagssang, da vi lå i vores køjer klokken 7.30 og så lige en gang mere med hele skibet til morgensamling klokken 8.00.

Der er blevet øvet knob i 3 timer i formiddags, da vi, 3. quarter, er de første som skal til eksamen i det om få dage. Det har været rigtig hyggeligt, at stå på dækket i lækker solskinsvejr og få undervisning. Især efter vi var et par stykker, som var lidt søsyge på nattevagten. I Marine technology har vi haft en test, fordi vi er halvejs i forløbet, så vi er spændt på om vi har styr på alle begreberne, når vi får svar tillbage fra 3. styrmand, Mads.

Ingeborg #69

Da klokken slog tolv den 17 august sejlede vi på Seine floden vestover på vej mod det åbne hav og den videre rejse væk fra Rouen og mod Tenerife. Anne Dittmer havde fødselsdag så Marina havde været travl med at købe kage og lave pynt dertil. Da klokken slog tolv kunne vi overraske Anne i kabyssen med kage og fødselsdagssang. Klokken 0200 kunne vi i fjerde skifte gå trætte i seng.

Næste morgen vågnede vi til synet af det åbne hav og en dag med frisk vind. Dagen forløb forholdsvis rolig med undervisning, hvilket var heldigt da vi alle var trætte efter havneopholdet. En lang dag med timer blev længere for fjerde skifte havde aftenvagt fra 1800 til 2200, hvor den primære opgave var at surre alt så det var klar til at vinden skulle friske hen over natten. I tusmørket entrede vi riggen og tjekkede surringerne på alle råsejlene samt fokkene. Jeg blev sendt ud i spidsen af bovsprydet for at forstærke surringen på denflyvende fok og derude ventede der mig et overdådigt syn. At sidde derude og se stævnen bryde bølgerne og sende skumsprøjt til alle sider under ens fødder, er uden tvivl et af de mest stemningsfulde øjeblikke, som jeg hidtil har haft på dette togt nummer 100 med Skoleskibet Danmark.
Johan Hoff #76

Kære dagbog.

Endnu en smuk dag i Rouen startede kl. 06.30 med den sædvanlige morgenvækning, suring af køjer og efterfølgende morgenmad. Kl. 08.00 startede dagens arbejde, hvilket for 4. skifte var vask af dækket. En affære der skulle overstås i lynets fart, da vi skulle være færdige og klar til omklædning kl. 09.00.

Kl. 09.45 stod hele bagbordvagten med nystrøgede bluser, nypudsede sko og, for drengenes vedkommende, også nybarberede ansigter! Efter kyndigt eftersyn af vores 1. styrmand Caspar, fik vi lov at gå på landlov. Vi spredtes hurtigt for alle vinde, alle med forskellige ting at nå, i Rouens gader. Sammen med Helle og Rikke fra min bakke, gik jeg på eventyr i forskellige butikker. Sjældent har jeg set så meget flot tøj og attraktive sko samlet i en by, men ved tanken om den meget begrænsede plads i skab og køjesæk, måtte jeg skuffet holde mig fra ukontrollerede impuls indkøb. Vi spiste middagsmad på den hyggeligste restaurant. Med 50’er fotografier på væggene og jazz musik i højtalerne skabte Tavola Calda Bistro de perfekte rammer for et sidste måltid i Frankrig.

Efter 1,5 time i hyggeligt selskab, hvor livets store spørgsmål blev vendt, drog vi videre for at foretage de sidste indkøb, før vi skulle møde tilbage på skibet. Med troen på, at vi stadig havde masser af tid, begav vi os ind i et supermarked. Desværre for os havde vi, alle tre piger, problemer med vores kreditkort da vi nåede til betalingen. Med pludselig stress, styrtede vi mod den nærmeste hæveautomat og nåede til sidst lige tilbage til skibet 30. sekunder før mønstring.

Prustende og svedende kom vi atter om bord på skibet, klar til at tage over for styrbordvagt, der nu skulle have landlov. Åbent skib blev for mit vedkommende tilbragt i stikkeriet sammen med Chloe, hvor vi lavede den kolde del af elevernes aftensmenu.

Nu går aftenen på held og vi må vinke farvel til Rouen, med forventet afrejse mellem 22.00-23.59, når broen åbner. Det har været en fornøjelse, trods de sproglige vanskeligheder vi har mødt igennem vores ophold her.

Tak Rouen – jeg håber vi ses igen!

Anne Dittmer Andersen.  # 54

Til Martec's hjemmeside: Dagbog d.15.august 2013, Rouen

Efter Nordsøens boreplatforme og den engelske kanals tunge trafik var det pludseligt et nyt landskab, der mødte os, da vi begyndte turen ind på Seinen for at komme til Rouen. Nu var der pludseligt ikke mere end vores skibslængde fra Seinens ene bred til den anden. Små huse, marker og får – nu kunne vi endelig se, at vi var kommet til Frankrig. Det er pudsigt, for når man sejler, synes jeg ikke nødvendigvis, man rigtig føler, at man bevæger sig på kortet. På trods af kaptajnens daglige søkorts-briefing ved hovedmønstringen kl. 18, så er det svært at mærke en forskel – for der er jo bare vand til alle sider. Men nu kunne vi rent faktisk se og mærke, at vi var kommet til Frankrig!

Den første dag havde os fra bagbordvagt landlov allerede fra morgenen af. Skolen havde sørget for, at vi kom med på en guidet walking tour rundt til byens vigtigste, historiske steder. Det var spændende at høre om – Rouen er stedet, hvor Jeanne D’Arc blev henrettet, og dette sted så vi også. Derefter måtte vi udforske Rouen på egen hånd. En meget hyggelig by med fine, gamle huse i stribevis, små specialbutikker og masser af fransk charme. Vi var et lille, blandet holdet fra 8. og 6. mess, der havde sat os for øje at nyde dagen stille og roligt i en park, så vi satte først ud for at få sammensat os en lækker gourmet picnic! Og det blev det sandelig også – Den særlige, hjerteformede ost fra Rouen (en specialitet), baguette og croissants fra bageren, forskellige pølser, melon, parmaskinke, druer, tomater, fransk rødvin og plastik service. Kort sagt manglede der ikke noget, og med solskin fra oven og grønt græs omkring os var vi svært tilfredse med Rouen og livet generelt!

D. 15. august havde vi åbent skib, så for de fleste gik det meste af formiddagen med ship shine. Kl. 13.30 begyndte skibet at fyldes med franskmænd, og da det var en helligdag, endte det med ca. 1200 besøgende! Det havde vi ikke regnet med. Jeg og Johan #76 stod i vores lille souvenir-shop, og postkortene gik som varmt brød. Vi havde dog lidt kommunikationsproblemer. De snakker altså kun fransk, så engelsk kan man i de fleste tilfælde godt glemme. Og selvom man har sagt, at man ikke taler fransk, så prøver de alligevel. Men tegnsprog og fagter kan man komme langt med, viser det sig. Efter 3½ trættende timers åbent skib fik vi lov til at gå i land i små hold og købe is. Her er dejligt varmt, så lidt nedkøling var tiltrængt. I morgen har vi landlov igen – bagbord vagt fra morgen til eftermiddag og styrbord vagt fra eftermiddag til aften. Så skal vi ud at nyde lidt mere af Rouen, og mon ikke vi også skal proviantere lidt til den lange tur til Tenerife, som vi påbegynder fredag aften. Alt er vel om bord, og vi har det rigtig godt! Husk at sende flere penge og måske et lille brev til Jeres kære trainees – jeg ved, at vi alle sætter pris på en lille hilsen fra Jer derhjemme.

Anne Christine Søndergaard Nielsen #74

After the oil rigs of the North Sea and the heavy traffic of The English Channel a new landscape met us, as we began making our way down the Seine to get to Rouen. All of a sudden, there was only a ship’s length from one shore to the other. Small houses, fields and sheep – now we could finally tell that we had arrived in France. It’s funny when you’re sailing, you don’t necessarily feel like you’re actually moving on the map. In spite of the Captain’s daily sea chart briefing at the Main Muster at 6 pm, it is actually hard to tell the difference – because we just have water all around us! But now we could really see and feel that we were in France!

Port watch got shore leave on the first day in port. The school had arranged for us to go on a guided walking tour around the most important historical sites of the city. It was very interesting – Rouen was the site of Joan of Arc’s execution. After the tour we were free to explore Rouen on our own. A very nice city with old houses, delicatessen stores and lots of French charm. We were a small group of six people from 6^th and 8^th mess (Annette #70, Chloe #46, Johan #76, Marina #66, Emil #52), who had decided to enjoy the day in a park, so we set out to create a delicious gourmet lunch for a picnic! And gourmet it was – Rouen cheese (a specialty), baguette and croissants from a bakery, a selection of sausages, melon, cured ham, grapes, tomatoes, fruit, French red wine and plastic cutlery. In short, we missed nothing, and with sunshine and green grass around us, we were very satisfied with Rouen and life in general!

We had open ship on the 15th of August, so most of the morning was spent ship shining. At 1.30 pm the ship started to fill up with Frenchmen, and seeing as it was a national holiday, we ended up with 1200 visitors! We were not expecting that. I myself was on duty in our small souvenir-shop and sold over a hundred postcards. But there were some communication problems. They really do only speak French, so you can just forget about English. But sign language and lots of gesturing go a long way, it turned out! After 3½ hours of open ship we were given permission to go ashore in small teams and buy ice cream. The weather is hot here in France, so a bit of cooling down was needed. Tomorrow we have shore leave again and are going to enjoy Rouen some more. All is well on board and we are doing really well! Remember to send more money and perhaps a small letter to your dear trainees – I know that we all appreciate a greeting from you guys at home.

Anne Christine # 74.

Danmark gør en stærk! 

Kære alle sammen derhjemme

I dag har været en grinern dag. Undervisningsmæssigt har den været rimelig standard; vi startede med at have ColReg(Colision regulations), så havde vi first aid med doc, studies – tid hvor vi kan lave lektier – og afsluttede dagen med safety. Selvfølgelig var der rengøring både i morges og inden aftensmad, og Nicolines begejstrede hænder gjorde da også sit til at højne vores humør.

Men det er jo ikke derfor det har været en grinern dag for mig. I dag er nemlig dagen hvor jeg har lavet over 300 armbøjninger, for at være helt præcis faktisk 303 armbøjninger. Rasmus fra mit mess og jeg besluttede i går at vi i dag ville begynde at træne, og lave så mange armbøjninger vi kunne i hver eneste pause vi får, fra vi står op til vi får aftensmad. Og det har vi gjort.

Da vi startede på forskolen i Frederikshavn kunne jeg tage lige omkring 10 armbøjninger og halvanden pull-up, men siden da har Danmark gjort sit til at gøre mig stærkere. Da vi sejlede ud af København lavede vi ”man the yards”, hvilket betyder at vi klatrede i riggen og stod på ræerne og så flotte ud (det var i hvert fald intentionen..:P..) igennem hele udsejlingen. Det var en fed oplevelse, og jeg elskede at kunne stå og vinke farvel til mine to veninder på kajen, men det var også noget af en udfordring for ryggen.

Men det er ikke kun til de specielle lejligheder at vi bliver stærkere, i går var mit kvarter eksempelvis sejlvagt og vi brasede hele formiddagen – det tror jeg nok var hårdt!

I dag har dog også efterladt sine indtryk pga. det område vi sejler i. Vi har sejlet ind i den engelske kanal og er dermed også kommet forbi the White Cliffs of Dover – Møns klint i stor udgave og med anden verdenskrigs historie emmende omkring sig. Vi har haft Frankrig på bagbord side og England på styrbord hele dagen. Det virkede meget passende at den franske kyst var badet i pastelfarvet lys da vi så den første gang.

Selvom det ikke føles som om den sidste uge til søs har været særlig lang – tiden flyver simpelthen af sted herude – glæder vi os vist alle sammen til at komme til Rouen, få franske baguettes og ikke mindst (for mit vedkommende i hvert fald..) noget af den rø’vin, de er så stolte af.

Nu er klokken 03.48 og jeg vil gå op og coile og hange (coil and hang – at kvejle tovværk op) sammen med de andre, inden vores vagt slutter her kl 04.00. Coiling is like breathing – you don’t have to like it, you just do it ! Som Daniel, en af kvartermestrene, engang har sagt.

#70 - Annette Munk Jensen

Hey alle, her er dagens dagbog - håber I syntes om den. Det første afsnit er både til Martec og Facebook 🙂

Kyskys

Achilleus vinder aldrig over skildpadden

Om ca. to dage sejler vi igennem Den Engelske Kanal, ved Dover. Vi har allerede sejlet flere dage igennem høj sø og jordens lykkeligste ting er hændt - Jeg er kommet mig over min enorme søsyge og soven i fosterstilling i tide og utide. En håndfuld dage som jeg meget nødig vil tilbage til, men som jeg på den anden side er glade for nu er overståede; nu kan jeg nyde have og dagen gang i fulde drag igen, jeg behøver ikke at skulle bekymre mig synderligt over ikke at kunne gå ud på forecastle, eller toilettet for den sags skyld!

Men livet her om bord har en underlig paradoksal gang, hvad tiden angår. Vi har kun været om bord i en månedstid, men det føles som om der er gået flere måneder. Tiden flyver med andre ord afsted, men langsomt - Det har sandsynligvis noget at gøre med hvor travle dage vi har: 6 morgen til 20/22 aften + nattevagter. Aldrig har vi tid til at tænke på os selv, for vi er hele tiden nødt til at være opmærksomme på de 95 andre omkring os; hvis ikke vi hjælper til gør vi kun tilværelsen sværere, undervisning og arbejde oveni tager også på energien, så skal vi arbejde ekstra pga. "driftage points" osv. osv. osv.

Sidst på dagen, når vi endelig ligger i hængekøjen, har man knap nok overskud til at læse et kapitel i bogen, men tvinger sig bogstaveligt talt til at holde øjnene åbne i de få minutter der skal til; men trods anstrengelserne så nyder man alligevel det her liv og kontinuerligt hårde arbejde. Vi er alle drivkraften bag hinanden, for hvis ham/ hende ved siden af mig kan, så kan jeg altså også - uden problemer.

Hvor jeg ville hen med det er at når man endelig får tid til sig selv, om det er på nattevagten, i badet eller andetsteds, så er det ikke en selv man tænker på, men alt hvad man savner og har efterladt derhjemme.

Et eller andet sted længes man efter de trygge rammer derhjemme, den vandte rutine, shawarma eller hvad det nu skulle være.

Men lur mig om ikke alt dette vil være fuldstændig meningsløst når vi en gang kommer hjem, hærdede med hård på tænderne og en viljestyrke der er Schwarzenegger værdig. Selv om tiden går som den går, vil vi altid være et skridt forud på grund af den bagage vi får her, Achilleus indhenter alligevel aldrig skildpadden.

Vi kæmper videre tager det sure med det søde, Rouen - Frankrig står for skud og vi er ikke hjemme før om lang tid.

Adios

Lucas Højbjerg #82

Skolelivet om bord på skibet
"Rejse, rejse, rejse" lyder det, da vi bliver vækket klokken 6.30. Denne morgen efter en nattevagt fra 22.00-02.00, der har givet os ca. 2 x 3 timers søvn. Dagen kommer hovedsagligt til at bestå af undervisning, så det gælder om, at få nok vand, luft og et enkelt stykke slik eller et hvil ind i mellem timerne. Efter morgenmaden skal vi dog lige have brugt lidt energi først, da vi har rengøringstjansen. Da vi skifter mellem at have toilettjansen og berth deck rengøring, bliver 1. quarter delt op og en times tid står den på rengøring. Selvom det ikke altid er lige spændende, giver det nu også en rar følelse i kroppen, når man ved, at ens 'hjem' er blevet lækket rent.

Første time er med kaptajnen, som overrasker os noget, ved at forklare, at vi i dagens time skal 'opklare' et mord. Hver får vi udleveret en del af et hændelsesforløb, og så gælder det ellers om, at vi, tyve mennesker, sammen, skal snakke os til hvem, der er morderen, hvad der er mordvåbenet, motivet etc. Uden at skrive noget ned og uden at bytte rundt på sedlerne. Hvad krimihistorier har med sejllads at gøre, spøger du måske? Indholdsmæssigt ikke noget, men med øvelsen bliver vi stillet over for en team opgave, der viser nogle ret centrale ting om, hvordan vi fungerer som gruppe. Såsom vi kan kommunikere ordentligt, formår at vælge en ordstyrer/leder osv. Evalueringen af opgaven viser ikke så overraskende, at der er noget at arbejde med, når man er tyve vidt forskellige individer på et forholdsvis lille område, der skal arbejde sammen om alting, men der er også en lyst og interesse for at arbejde med udfordringerne, at finde, hvilket er super fedt. Vi fandt 'morderen' og blev lidt klogere på os selv i gruppesammenhæng.

Dagen fortsætter dernæst med frokost efterfulgt af førstehjælpskursus med lære om CPR og AED.. dagen går hurtigt, med alt det, vi skal lære. 'Study time' timen bliver flittigt brugt til at forberede næste times gruppepræsentation og til en cigaret eller bare en tur op på bakken i den friske luft. I 'working enviroment class' fremlægger vi om sikkerhedsudstyr, som vi ved timens ende allerede kan gøre brug af, da den står på anden del af rengøringen med diverse skrappe rengøringsmidler. Nu nærmere klokken sig aftensmadstid, så næserne begynder at vejre, maverne at knurre og man kigger lige en ekstra gang ind gennem døren, når man går forbi kabyssen.

Dagen er ved at nå sin ende inden vi bliver vækket til nattevagt. Efter en hel dag med undervisning glæder vi os til morgendagen som sejlvagt.

Martina #25

Bølgebrus i Nordsøen

I dag vågnede vi til et lidt kedeligt gråvejr. Heldigvis for 3. quater skulle vi undervises på banjen. Vi havde første lektion i ”Safety at sea” med den nye 3. maskinmester Steffen og ”Electro technology” med Sandra. Efter middag blev der slået sejl under, Missen topgallant, Main topgallant staysail og Misssen topgallant staysail, som indtil nu har ligget gemt væk i mellemste henstuvning. Til aftenmønstring fortalte Kurt os, at vi kunne forvente vind til kuling. En time senere væltede en kæmpe bølge ind over Kaptajnen og 2 kokke, som stod på dækket. Inden længe var halvdelen af Sejlvagt også gennemblødte. Desværre for dem, havde de lige vasket arbejdstøj, så der var ikke meget tørt tøj tilbage i kistebænken.

Det var en sjov aften med kæmpe bølger – syntes vi – Sandra fortalte os, at bølgerne nok ikke var højere end 1,5 meter, som ikke lyder så vildt. Vi mener helt sikkert bølgerne var mindst 2 meter og det er nok det vildeste vejr de fleste af os har sejlet i. Vi sejlede kun for sejl og havde en fart på ca. 8 knob. Da vi kom i køjerne klokken 22.00, blev vi alle sammen vugget i søvn af bølgerne.

Ingeborg #69

Royalt besøg

Dagen startede tidligt for os alle med shipshine og rengøring så vi kunne nå at blive klar til fornemt besøg. Alle os elever havde travlt både med rengøring, og senere med servering og opvask, det hele i et højt tempo. I løbet af formiddagen kom VIP gæsterne om bord, og Prins Joachim ankom ca. kl 10.30. Af sti og sted det gik, afgang kl. ca. 11.00 med en lille udfordring….. Der var pålandsvind, så søværnet måtte assistere med en slæbebåd. Ud på havet kom vi igen, og fik sat sejl med kurs mod Skagen. En lille smule søgang havde vi også, så gæsterne blev udfordret på balancen, flere af gæsterne morede sig også over den slingrende gang henover dækket, med et koldt glas hvidvin i hånden.  Vi ankom til Skagen ca. kl. 15.00, hvor Prins Joachim holdte en meget motiverende tale, hvor han blandt andet nævnte at vi skulle gribe de udfordringer vi bliver sat for i fremtiden, huske på alle de færdigheder vi får med herfra altid kan bruges, og huske vi både repræsenterer Skoleskibet DANMARK, og kongeriget Danmark. Efter talen skulle gæsterne og Prinsen ned i motorbåden, det viste sig dog senere at have været en udfordrende tur for Prinsen, da han både var ved at komme galt af sted med at holde balancen, og et lille bølgebrus fik han også at mærke. Da motorbåden kom tilbage sendte vi vores kære hovmester i land, da han har en lille ferie på en uges tid, vi glæder os til at se ham igen i Frankrig. Ellers er alt vel om bord. Bland andet er Steffen kommet om bord, som er med på togt for at skrive afsluttende opgave på Maskinmester uddannelsen, så vi har fået en 3. ’’maskinmester’’.

Elev nr. 57 Stine

Efter afgang fra København søndag fortsatte vi forberedelserne til HKH Prins Joachims besøg d. 6. august. Vi ankom til Frederikshavn mandag eftermiddag, hvor styrbord vagt fik landlov om eftermiddagen, imens bagbord vagt trak i arbejdstøjet: Der blev malet og pudset messing, så det stod efter! Vi er efterhånden godt bekendte med vidundermidlet "Dollar". Men da det blev aften, så skibet efterhånden også rigtig godt ud, så bagbord vagt kunne være bekendt at tage på landlov et par timer om aftenen. Det var fint lige at få provianteret i Føtex, inden vi påbegynder turen mod Rouen.

Vi glæder os rigtig meget til at komme af sted mod Frankrig! Det bliver fedt at prøve at være på søen i lidt længere tid af gangen og at komme sydpå. Jeg tror også, at vi har mod på det, fordi vi er ved at blive bedre til at sætte og bjærge sejl, finde de rigtige tovender osv. Nu er det ikke altid total forvirring - og det er en rigtig fed følelse, når det går godt og forholdsvis gnidningsfrit. Selvfølgelig er vi stadig ofte usikre, men det går den rigtige vej.

Mange har også fået sagt farvel (igen) til familie og venner i København, så nu skal vi for alvor af sted. Selvom det er rart at se sine kære, så går der alligevel ikke lang tid, før man igen er totalt opslugt af livet om bord. Det er en helt anden verden, og man er så isoleret i sit eget lille samfund med dets særlige regler og rutiner. Dagene flyver af sted og flyder sammen i en stor smeltegryde af oplevelser og indtryk. Man står i riggen; sidder ved spisebordet omgivet af venner eller ligger i hængekøjen, og man smiler pludselig ubevidst på de mærkeligste tidspunkter og føler sig heldig: "Tænk, at jeg er her lige nu."

Anne Christine #74

English version for Martec's homepage:

After departure Copenhagen on Sunday we continued the preparations for His Royal Highness Prince Joachim's visit the 6th of August. We arrived at Frederikshavn Monday afternoon, and starboard watch went on shore leave in the afternoon, while port watch put on their working clothes to brush up on the paint and polish brass. By now we are certainly familiar with the wonder of "Dollar". But the ship started to look very nice after a while, so port watch left for shore leave for a couple of hours in the evening. It was nice to get some groceries (mainly just candy..) before we begin the voyage to Rouen.

We are very much looking forward to leaving for France! It is going to be great being at sea for a longer period - and to sail southwards. I also think we are more ready for it now, because we are getting better at setting and taking in the sails, finding the right lines and so on. It is not total confusion now - and that is a really great feeling. Of course we are still uncertain of things now and then, but we are improving. Many of us have said goodbye (again) to family and friends in Copenhagen. Even though it is nice to see our loved ones, it doesn't take long before we are totally immersed in life on board. It is a completely different world and we are isolated in our own society with its special rules and routines. The days fly by and blend together in a large melting pot of experiences and impressions. You are in the rigging; sitting at the dinner table surrounded by friends, or lying in your hammock, and all of a sudden you find yourself smiling unconsciously: "I can't believe I'm acutally here."

Anne Christine #74

Shipsshine in sunshine

Som dagene går nærmere vi os Københavns havn, og i aften skulle vi gerne ankomme til Danmarks hovedstad.

1. skifte har haft travlt med at få den gamle dame til at skinne, og ”shine” hende lidt op. Hun har fået pudset messing, ad libitum! Udover det, er der blevet lakeret, malet, rengjort og meget mere. Man ser tydeligt sporene af arbejdet på 1. skiftes tøj. Malerpletterne har taget sine spor, inklusiv mine egne bukser, men sådan er det jo, når man giver sine kræfter til en god tjeneste, for at bevare gode gamle Danmark.

Tankerne går meget på dem derhjemme, som mange for besøg af i København, og efter at man har vænnet til at se nogle folk til en form for hverdag bliver der et lille brud når man mødes med sine kære.

Rasmus # 39

Der er langt til bunden, når baderingen punkterer

Om små tre dage er det en måned siden vi alle mønstrede på MARTEC. Vi er alle blevet rystet sammen på enhver tænkelig måde, kender nu hinanden på kryds og tværs af delinger og bakker - Teambuilding! akavede kommentarer er blevet sagt, både hinanden imellem og til styrmændene. Venner, jeg har utallige eksempler på, hvor villige vi allerede er til at hjælpe hinanden: om vi er søsyge eller har brug for en afløser på vores vagt. At hjælpe hinanden er førsteprioritet, her på skibet.

Dagen startede i dag stod i dagmandens tegn og havde sin gry allerede kl.05.15 - vi var dog allerede udhvilede eftersom vi havde aftenvagt fra 18 - 22 foregående aften. Det var dog ikke ensbetydende med at det var nemt og, bestemt ingen fornøjelse, at stå op så tidligt. jeg selv var sejvagt hele dagen, hvilket i længden ikke var det store arbejde så det endte da også med at et par stykker af os stod og øvede knob sammen med Nicoline (quartermaster on Watch).

I går aftes begyndte den første "eksamen". Vi blev testet i vores liner, og det fortsatte til i dag, og sandsynligvis også i morgen. Det har selvfølgelig været i alles interesse at kunne sine liner, først og fremmest fordi det vil gøre sejladsen langt nemmere hen ad vejen, men også fordi det kommer til at gå ud over vores landgang i København, og vi har da på ingen måde lyst til at blive tilbageholdt. For mit eget vedkommende gik det udmærket (efter nyere dansksproglig forstand) med 4/5 rigtige - desværre dummede jeg mig på den sidste ved at tage fat i Main Course Center Bundline i stedet for Fore course center...

Omkring en 13-tiden stuvede vi alle sejlene eftersom vi sejler direkte op imod vinden for at komme hjem til København. Vi har derfor logisk nok gået for motoren det meste af dagen. Senere i aften bevæger vi os ind i en storm der gjorde os alle uheldigt søsyge, sidste gang. Jeg satser derfor med stærke følelser på at vi er ovre den så snart jeg skal på sejlvagt i morgen tidlig kl.04!!!!!!! hvis ikke... Så er der langt ned til bunden, når baderingen punkterer. Hvis alt går efter planen, med ordentlig fart, sol og glade dage, så vil vi muligvis være ud for Københavns havn i morgen aften. Vi glæder os alle til at lægge til, og ikke mindst til at se venner, familie, kærester og alt hvad der ellers skulle være til at tage imod os!

Indtil da - God vind og kryds godt

Lukas, #82

Sejlende ud for Øland, Sverige

En tur ud på jibbroom i bølger, vind og regn.

For 1. Quarter var tirsdagen inden KBH dagen som daymen, watches og sailwatch. Hvilket for 3. mess betød vækning kl. 05.45 og en seks timers vagt med skiftende tjanser. Hvad folk synes om vagterne er forskelligt - look out kan være en kold fornøjelse, maskinvagt - en mulighed for at øve knob, rorgænger en stille tjans osv. I dagens anden omgang i maskinen opdagede jeg en fin håndskrevet seddel, hvor Morten, vores maskinmester, 'tiggede' os om at pudse lidt messing dernede, så det kunne blive skinnende og fint. Og selvom det at pudse messing ikke er det mest interessante job, gav det god samvittighed, en nypudset maskine og en mulighed for at nærstudere alle maskindelene at bevæge sig rundt med pudsekluden.
Efter klokken 12 var der skifte og resten af dagen stod for mit vedkommende på sailwatch imens mindre heldige tog en tur i schullery. Jon, Mike og jeg selv arbejde imens vinden tog til, vi 'bracede', tog sejl ind, som vi efterhånden kun nyder endnu mere, når det blæser godt til og - dagens optur - fik med harness på lov at klatre ud på jibbroom for at pakke outerjib pænt sammen inden regnen tog til. Og stævnen vippede op og ned i bølgerne, så det var en ren fornøjelse! Alt sammen med varme pullis og olieskindstøj på, hvilket i længden gjorde os godt trætte og varme.

Da der hen ad eftermiddagen ikke var meget mere at gøre med sejlene, var vi derfor ikke kede af, at få et pusterum på kvartermesterenes bænk med at øve os i at lave sejlmagertaklinger på hængekøjerne til brug på næste togt. Længe kunne vi dog ikke sidde stille, da vinden ville, at vi skulle ændre kurs med 40 grader. Så fik vi trænet armmusklerne. Vi begyndte også, at kigge efter skibene fra Tall Ship Race, der skulle være i området, men so far har ikke haft held med projektet, at spotte et af dem.
Endelig var der dejlig aftensmad og efter det en kort stund med fritid, lektielæsning og bade for de fleste. Inden 21.00 lå alle dog stille i køjerne for, at samle energi til nattens vagt fra 4.00-6.00. Da vi blev vækket af nattens orderly 03.45 skyndte vi os på dæk, så forrige vagthold kunne komme i seng til tiden, hvilket for første gang lykkedes. Efter en tur i riggen for at blive ordentligt vågne, fik vi så den besked, at når solen stod op omkring kl. 05.00 ville Daniel, quartermaster, gå i gang med de første tests vedrørende alle tovenderne. I 40 minutter arbejdede vi indædt med at få styr på de sidste halyards, downhauls , sheets osv. Da det begyndte at lysne i øst begyndte testen, som alle der nåede det inden vagten sluttede klarede helt udmærket!

Klokken 6, da det var blevet lyst, og vi efterhånden var fulde af energi, blev vi afløst, så vi lige kunne nå ned i på det varme berth deck og få halvanden times søvn i køjen inden starten på en ny dag. Dejligt efter en lang dag/døgn!
Martina, #25

En stille dag på DANMARK

Så er vi sejlet videre fra Mariehamn. De fleste af os trainees er ret trætte efter to dage med sjove oplevelser i havn. Nu er vi tilbage i Østersøen, hvor vi har nattesejlvagter, men det er godt at være på søen igen.  Sejlene blev sat i formiddags, hvor vi skød en fart på 3,7 knob. Hen på eftermiddagen har vi sejlet helt ned til 0,1 knob, så det har gået stille og roligt fremad i tågen.

I dag blev første gang på vores togt med regnvejr. 82 par ”sø-ben” (Gummistøvler til landkrabberne) er derfor taget i brug. På opfordring af kaptajnen er vores små pauser blevet omdannet til at øve knob og tovender, så vi alle [forhåbentlig] kan bestå en lille prøve, inden vi når København.

Ingeborg #69.

Shipshine i skærgården

Anden dag på Ålandsøerne, Mariehamn. Styrbord på vagt, og bagbord landgang efter den obligatoriske rengøring af hele skibet. 3 skifte stod for rengøring af banjerne, og dette viste sig hurtigt at blive en sej kamp for både 1. styrmand Kasper og eleverne. Eleverne havde måske ikke nær så travlt som Kasper, men flot blev det.
Efter rengøring skulle pinrailene have 5. lag lak. Imens 5 bakke arbejdede hårdt på pinrailene, fik 7 bakke søsat longboaten og havde lidt undervisning omkring de forskellige skibe vi sejlede forbi i havnen. Der var vidst også enighed om, at der skal øves mere, før vi bliver gode til at ro i takt, men med 3. styrmand Mads’ ordre, gik det nu meget godt. Vi havde Åbent skib på Danmark i 2 timer for ålandsboere, 82 gæster blev vist rundt, der blev snakket på alle de nordiske sprog. Kaffepausen var ekstra god i dag, da vi fik serveret hjemmelavet flødeboller fra kabyssen.
Efter aftensmad var vi så heldige at få lov at løbe en lille aftentur, så vi fik lidt frisk luft og motion, men hængekøjerne skulle dog være hængt op og klar klokken 20.00, så vi kunne være klar til nattevagter og en ny dag, hvor togtet nu går mod København.

Stine #57

0,1 og ship shine

Joo så stod solen op torsdag klokken fem, indsejlingen til Stockholm lå bagbord, let tåge karmoflerde horisonten og klokken 6:00 stod 4 quarter klar på lower top yard. De tre undermærs sejl blev sat plus tre stay sails. Senere på dagen blev også for og main upper topsails (overmærs) sat. Mærkeligt, tænkte alle os kadetter, da motor mester Morten slukkede motoren ved en 10 tiden.

Østersøen lå spejl blank, den knop kyssende vindpose i mainmast dansede ikke en m.m. og sejlene åndede os livsløst frem med en fart af 0,1 knob.

Captian Curt kaldte til muster, forvandlede forundring til stolted da han berettede af vi var ruteplanen overlegen i tid og derfor ville skvulpe til at DANMARK var Mariehamn havn værdig. Det mente de fleste kadetter vel DANMARK i høj grad var, indtil af styrbord pinrail blev sammenlignet med bagbord, da stod det os alle klart af dagen ville gå med sandpapir og dollar polering bordbord. og der blev lagt knofedt i! Koøjer, klokker, hængsler, ror, gelændre, ja ALLE messing lignende himsteligimster med fornemme positioner og navne blev pudset og poleret til hver tredje kadet skærmede sig med solbriller. Udkiggen ude for enten kedede eller hyggede sig på denne stille dag, vor den mest intressante melding var 4 små fugle som dog også valgte af slå sig ned på dækket, til glæde for 81 landliderlige kadetter. Rorgængeren skulle ikke bekymre sig om kursen, bare holde humøret højt og roret midtskibs.

Aftenskafning bestod lækker fisk med tons af sovs, derefter kravlede tunge mætte glade 4.mess op i for topgallent og slog bramsejlet under. klokken 20 lød moterens allerede livsgivede knurren og kursen var igen sat mod de sagnsomgivede  Ålandsøer.

#50; Thage

Fra søsyge og bølgebrus til solskin og stegt flæsk!

Nu der kun to dage til vi rammer Ålandsøerne hvis alt går som planlagt. Når man er i søen bliver nogle på ny udfordret af at der kan opstå høj søgang. Det var tilfældet i går da nogle af skibets elever blev ramt af søsyge. Der blev knækket og brækket i den ene pøs efter den anden, men gudskelov kom hver matros på benene igen.

Det er onsdag den 24.juli, solen skinner og himlen er blå. Humøret er højt på dækket og der knokles videre med at få slebet og lakeret "the pinrails" (siderne ved styr- og bagbords side hvor pindene der holder torvværket til sejlene er placeret). På styrbord side er arbejdet ved at være færdigt. Det bliver så flot og skinnende! Bagbords side skal nok blive ligeså fantastisk. Det kan kun lade sig gøre med nogle engagerede skoleskibs elever.

Vores dejlige "galley" (køkken) havde lavet god dansk aftensmad i form af stegt flæsk med persillesovs! Jummi! Det kan mærkes hos alle 81 elever at de har fået stegt flæsk. Smilebåndet er trukket ekstra godt op! Det kaldes at slutte en god dag af i søen på Skoleskibet Danmark.

Vi har desværre ikke sejlet for sejl i dag. I følge kaptajnen er det ikke sikkert vi sætter sejl før efter vores ophold i Mariehamn (Ålandsøerne). Sådan går det nogle gange når vinden ikke vil samarbejde. Det skal den nok komme til!

Nicolas #41

Johan og jeg sidder på berthdecket imens resten af vores quarter er oppe og have sejlvagt. Vi er flygtet fra regnen for at skrive hjem til jer der sidder og læser dette. Den føromtalte regn er den allerførste vi har haft på togtet, i hvert fald imens jeg har været vågen. Med andre ord har vejret bare været skønt. Også i dag var det skønt, dog på en lidt anderledes måde end vi ellers har været vant til. I dag fik vi nemlig de første ”store” bølger; som enten henrykte os eller hev os helt ned i kulkælderen og med hovedet hen over en spand. Selv har jeg bevæget mig imellem de to i løbet af dagen.

Det er den bedste følelse at kigge ud over lønningen til muster - de tidspunkter på dagen hvor alle mønstrer på Maindecket – imens man hvert øjeblik frygter og alligevel glædes ved tanken om at den næste bølge måske er stor nok til at ramme ind over lønningen, så vandet sprøjter ud over hele port side, hvor jeg står. Samtidig er det dog lidt hårdt at sidde nedenunder og få undervisning når man ofte ser koøjerne bliver oversvømmet og bølgerne føles noget voldsommere end hvad behageligt er – det er vel noget man skal vænne sig til. I hvert fald siger alle medlemmerne af besætningen at det vi har oplevet i dag er ”ingenting”. Der var en del af traineesne der har haft det dårligt, hvilket selvfølgelig var rigtig synd for dem men også heldigt for os andre, fordi maden var så super god i dag! LOL! Ej, det var den, vi fik nemlig biksemad til frokost og nachos OG tortilla-chips til aftensmad.

Det bedste på den her dag har dog alligevel været for ca. en time siden da vi skulle pakke inner-jib sammen efter at have halet den ned. Vi ”blev nødt til” at klatre ud på jibboommen, bovsprydet/klyverjagerbommen på dansk, hvor der kun var tovværk under os og bølgerne næsten slog os om anklerne !

Det har været en skøn dag ! God vind derude !

#70 Annette Munk Jensen

Kl. 21.45

I tåge og dis, på skoleskibet Danmark

Det er nu over 3 dage siden at vi forlod Nakskov, Skoleskibet DANMARK’s fødested. Vi blev velkommet med et brag, og en kæmpe folkeflok, og dette var også tilfældet da vi forlod havnen igen. I løbet af de dage vi var i Nakskov var stemningen høj både fra os elever, men også fra indbyggerne i Nakskov.

Vi har efter at have forladt Nakskov, sejlet uden stop. Den første dag sejlede vi med motor hjælp, men efter at have nået længere ud på det baltiske hav, har vinden været mere tilbøjelig til at give os en god vind i sejlene.

Nu er datoen nåede den 22. juli 2013, og vi sigter mod Ålandsøerne. Vi passerede Bornholm for en dag siden, med synet af Hammershus på styrbord side.

Denne nat havde været problematisk i form af vindretningen, men os de dygtige DANMARK’s-elever fik ordnet problemerne (med hjælp af vores kvartermestre), og da vi vågnede igen var vi på rette kurs.

Selve dagen har været blæsende med gode bølger. Dog har vi senere haft ændring af vinden, således vi desværre måske senere skal fortsætte turen med hjælp af motoren. Det vil sige sejlende desværre skal gives op igen.

Det er lidt trist for os alle, men man kan desværre ikke styre vinden selv.

Lad os håbe vinden vender til vores fordel i morgen engang…

Rasmus #39

Sejlende ud for Gedser

Hold hovedet koldt og hjertet varmt
Togt nummer 100 og et skib, der fylder 80 år. Det var med disse forpligtende tal i ryggen, at vi, 81 unge mennesker, i spraglet tøj mødte op en varm sommerdag d. 4 juli i Frederikshavn på MARTEC. Fra alle egne af både Danmark, men også Færøerne, Australien og Norge mødtes vi for at springe årets sommerferie over og i stedet blive de nye 'traniees' på Skoleskibet Danmark. På græsplænen blandede dialekterne sig med hinanden inden vi i hold blev ledt ind i en stor sal, blev udstyret med hver vores fyldte køjesæk, og skiftede til det tøj, som skal blive flittigt brugt de næste tre måneder. Ud af salen kom en ens flok i blå T-shirts og shorts, stadig grinende og til tider en smule udisciplinerede, men også begyndt på noget, der kun skulle tage fart de næste uger.

Fra denne første milepæl sidder jeg i dag ved min bakkes bord på 'starboard berth deck' i noget, der føles som en anden verden. Ca. to uger er der gået, fra vi mødte op til pre-school og på denne tid har vi blandt andet gennemgået ISPS-kursuser, lavet brandøvelser, ventet utålmodigt på at måtte lægge fra anker, deltaget i skibets fødselsdag i Nakskov og været i riggen for første gang. Vi har fået et nyt hjem, en ny familie, og en hidtil ukendt virkelighed at forhold os til. Alt sammen noget, der kombineret med en tilvænningsproces i at sove i hængekøjer, gør at det gælder om at holde hovedet koldt – også når et gab trænger sig på.

En anden milepæl har vi passeret i dag. For mens vi de sidste to uger har været i gennem alle tænkelige 'know your ship procedures' såsom at lære, at hænge hængekøjen op, lærer rebenes funktioner og sejlenes navne, men også funktioner og navne på crew'et om bord, så er vi i dag gået i gang med det skema, der skal være vores dagligdag i de næste 2,5 måned. Et skema, der fungerer som en uge på fire dage – grøn, rød, blå og gul dag. Hvad sådanne dage indeholder? Ja, det kan du følge med i herinde hver dag…

Martina #25