Fra teori til praktik og en sløjfe på enden
Normalt føler vi os ikke synderlige heldige i 1. bakke, når vi kommer til den dag i rotationen, hvor vi har vagten fra kl. 22:00 – 02:00, da den søvnmæssigt er meget begrænsende, fordi vi igen pures kl. 06:30, men i nat kunne jeg ikke lade være med at glædes bare en lille smule, faktisk vil flere nok mene, at jeg fik et af mine begejstringsanfald, og det er vist også meget rigtigt.
Vi brugte nattetimerne fornuftigt på at øve lys samt kendetegn for forskellige skibe, fordi navigationseksamen snart finder sted. Det mega fantastiske var, at det var en rigtig travl nat på det smalle stykke vand mellem Sjælland og Sverige, så for en gangs skyld kunne vi rigtig nærstudere skibslysene og få det indlært gennem en mere praktisk metode, end når vi har teoriundervisning på tavlen.
Da vi stod og fulgte et skib med øjnene og kunne se både agterlanternen, toplysene samt bagbord sidelys, og så pludseligt også styrbord sidelys, var det, jeg fik et mindre jubeludbrud, og måske kom til at vække nogle fra 3. skifte – ups, men det var simpelthen for fedt at kunne bestemme de forskellige skibes sejlretning, ud fra vores viden om lysenes vinkelgrader.
En god nattevagt bør afsluttes med manér, så det var helt perfekt, da vi kl. 01:30 sejlede forbi Kronborg slot og selvfølgelig ikke kunne lade være med at synge den fine sang fra programmet ”Kurs mod fjerne kyster”: ”Hvis Kronborg var om bagbord, da vi tog afsted, er Kronborg nok om styrbord, den dag vi vender hjem.”
I øvrigt en familie der virker meget velkendt og populær her på skibet, men det er jo heller ikke så mærkeligt, nu vi alle sidder og læser om deres vilde sejloplevelser, hver gang vi har maskinvagt – der er nemlig hele 4 bøger om dem.
Trainee #09, Laura
Land i sigte…
Blev der råbt fra eleven der stod udkig omkring kl 9 i formiddags. Anholt kunne anes i horisonten, og den var lige hvad vi sejlede efter.
Vi rundede Skagen i går og sejlede/drev lidt Nordpå, før vi ved 21 tiden tændte for motoren, så vi kunne sejle mod vinden og komme Sydpå, til sydens sol. For sol har vi da haft masser af. Ikke bare disse dage, men hele togtet har stået på høj sol og blå himmel, rigtig meget af tiden, hvor har vi været heldige.
Vi smed anker uden for Anholt kl 12 i eftermiddags og siden da har det stået på undervisning (navigation, førstehjælp, skibsteknik), vedligehold og entre i lukket rum (for peaken) for et af skifterne. Jeg selv var sejlvagt og brugte små 5 timer i toppen af krydstoppen med en stor håndfuld wire til at lave mousinger. Det var skønt og med fantastisk udsigt. Nu er jeg vind- og solblæst og klar til at komme en lille tur ind til Anholt.
DANMARK har indsat en hel ny ekstraordinær færgefart Danmark-Anholt, som sejler et skifte ad gangen ind til øen, så vi kan bade og hygge på stranden.
God aften
62
Hvaler i sigte
To ting jeg sagde jeg ville på mit DANMARK togt, var at hoppe i vandet fra loenningen og se hvaler
Mandag morgen hang der et nyt og spænende skema på opslagstavlen på hver banje. Vores sædvanlige turnus var byttet ud med den saakaldte ”Soemandssoendag”. Fag som navigation og praktisk soemandsskab var byttet ud med koejer, mousinger, lektielaesning eller tid til smaa sysler.
Det blev en rigtig fortrinlig dag. Vi startede ud med at lave grej til haengekoejer. Vi fik to spande med tov som skulle bruges til at lave stjerter, og et andet kvejl til at lave sejsinger, som er dele af koejen. Så sad vi nede på banjen, maalede op, lavede taklinger, oejesplejser og hyggede os med det. En af drengene fra skiftet har lavede sit eget trommesæt ud af daaser, laag og en papkasse, så han fyrede lige op for musikken, imens vi sang med paa ”…Alle soemaend er glade for piger...”.
Efter en hyggelig formiddag og en som altid laekker frokost, havde vi eftermiddagen til at lave lektier, rydde op og ordne andre smaating. Jeg var selv naesten faerdig med at lave min egen baadsmandsnaal, saa vi var et par stykker nede i forreste henstuvning (som også er vaerkstedet her ombord), for at arbejde videre med vores eget sejlervaerktoej eller traefigurer.
Om aftenen var vi taet nok paa kysten, til at vi elever kunne faa vores mobiler i en times tid efter aftenskafning. Jeg selv havde ikke lyst til at bruge den, det er nu engang dejligt at vaere lidt afskaaret fra de sociale medier herude på søen. Vi har jo den luksus at vi kan maile hjem fra skibets computere, saa helt afskaaret er man heller ikke.
Imens mange stod oppe under bakken og snakkede i telefon, var vi et par stykker der saa skikkelsen af noget, der var en anelse større end de marsvin vi havde set tidligere paa dagen. Wow. Var det en hval? Igen, der var den. Den kom lige op over vandlinjen med ryggen og finnen, helt sikkert stoerre end et marsvin. Den var forholdsvis taet paa, jeg vil skyde på en 150-200m vaek. Den var flot, glat og moerk, nogen snakkede nu om at det maaske var en spaekhugger, hvilket bare gjorde mig endnu mere ivrig. Jeg har altid droemt om at se den store killer whale, men chancen for at det var saadan en, var forholdsvis lille. Vi flere der blev enige om at det nok var en Grindehval. Fra agterdaekket kunne vi tydeligt se langt vaek, hvordan de kom lidt op over vandlinjen, igen og igen. Der, der og der var den igen… fantastisk oplevelse.
Tilbage i februar inden vi paamoenstrede Danmark foerste gang, tegnede jeg en lille tegning. Paa tegningen kunne man se et skib, en person der hopper i vandet fra loenningen og en hval (spaekhugger) der hopper over skibet. Jeg sagde til en af mine venner: ”det vil jeg paa vores togt med Danmark, jeg vil hoppe i vandet fra loenningen og se hvaler”. Da vi stod der paa agterdaekket og saa hvalerne, mindede jeg ham om det og om hvor heldige vi er at vaere her igen.
Vi havde aftenvagt fra 18-22. Der blev skurret dæk og alting begyndte på det her tidspunkt at gå lidt langsommere. Blæsten havde trukket til og ved 21 tiden, får vi at vide, at vi skal have bjærget Storen. Da vinden gjorde det lidt mere kompliceret end som så, fik vi flere mand på dæk. Vi var 8 elever, 2 kvartermestre og overstyrmanden der gik op på storeråen, foerst i Styrbord side, imens sejlet stadig var sat. Derfra råbte vi ned til dem paa daekket at vi var klar saa de lige saa langsomt kunne slaekke ud. Vi skulle hurtig have fat i sejlet og pakke det, inden vinden fik det. Det er helt vildt tungt, men med saa mange haender klarede vi det. Storen blev bjærget i begge sider.
Endnu engang kunne jeg ligge mig i koejen, glad og tilfreds for den dag der var gået.
Godnat fra elev 62
Vildt vejr og Sankthans
I dag er det Sankthans. Min vagt fra 04-06 er netop slut, og mens jeg selv sidder her på banjen og skriver med rødt lys og vuggende hængekøjer over hovedet, er de andre fra mit skifte smuttet tilbage i soveposen, da det i dag er forbanjens tur til at sove til kl. 07:30.
Vi har nu været omkring Skotland og Shetlandsøerne, og engang i dag skulle vi gerne nå så langt, at vi kan se Norges kyst. Vejret udenfor er vildt, men fedt! Det begyndte allerede i går eftermiddags, da der kom et vejrskift, og vi måtte stormbjerge vores bramsejl. Det så mega fedt ud, og hvor ville jeg gerne have været med til den manøvre, men desværre måtte jeg nøjes med at kigge på, da jeg var vagthavende elev og skulle slå glas hver halve time, modtage informationer fra vores udkigpost samt aflæse vores koordinater på GPS’en og plotte dem ind på et søkort – det er jeg til gengæld også blevet ret skrap til nu, og så er det jo, at det faktisk bliver helt spændende at opmåle og lave beregninger, for at kunne sammenligne med data fra vores elektroniske søkort, og holde øje med, om udstyret måler korrekt.
Hen på aftenen kom der kun større vindstyrke og højere bølger, og i løbet af natten er der blevet spændt sikkerhedsligner hen over dækket, så vi kan stå og nogenlunde oprejst og ikke blive væltet ud i rendestenen ved hvert skridt. Vi er fuldt påklædte med varmt tøj, olietøj og søben, da der jævnligt skvulper en stor bølge ind over skibssiden, og selvom man skulle tro, at det har været en travl vagt, så har det uden tvivl været den, hvor der har været allermindst på programmet, da vi hele tiden skulle være i standby-position, hvis der lige pludselig skulle bjerges segl – det blev dog ikke nødvendigt, men vi fik alligevel lov at gå til vejrs for at give os selv den oplevelse. Hold op hvor var det skønt og på trods af den megen vind, var det utroligt let at komme både op og ned, da vinden nærmest løftede ens vægt, så vi behøvede stort set ikke at bruge kræfter selv.
Om lidt kommer kvartermesteren og vækker os, og så er det tid til at skaffe. Så alt i alt en super, duper og anderledes start på Sankthans, og jeg ved, at der også er lavet en heks til i aften, så selvom vi ikke kan starte et bål, så får hun vidst ingen problemer med at flyve til Bloksbjerg i dag.
Trainee #09 Laura
En ny uge i sigte
Tiden går alt for hurtigt herude i søen, men vi nyder hvert eneste minut. Vi går fra at skrubbe styrbord toiletter til at lære om kvadratflettet splejsning på 2 sekunder, alt bliver gjort med et smil.
Ugen der er gået har budt på solskin, Nordsøen har vist sig fra sin bedste side. Der har ikke været meget vind, så vi har bare nydt at drive med næsten ingen fart. Det er helt ubeskriveligt at være tilbage, humøret er højt hele vejen rundt og vi har genindført morgensang – så får man ikke en bedre start på dagen.
Onsdag sang vi, 266 ”Det er i dag et vejr”, med solen højt på himlen iført shorts og T-shirt, omringet af det flotteste turkise vand. Ingen ville havde troet vi havde kurs mod Skotland, det kunne lige så godt havde været på vej til Caribien. Efter sangen sagde Kaptajn Kurt ”det var jo næsten lige så godt som når Phillip Faber synger den”, jeg var enig!
Jeg tror også en anden grund til at tiden går så hurtigt er, at vi har følt os hjemme lige siden vi trådte ombord. Man skraber ikke længere sine hæle på vej ned af leideren, fordi man er usikker på hvor man går. Der er styr på alle 207 tovender, så arbejdet bliver gjort mere tjept. Jeg tror det handler om, at vi er blevet mere sikre på os selv og derfor kan tage større del i den fælles tørn, så skibet bare sejler som det skal. Det bedste er jo selvfølgelig stadig rig-arbejde, om det så er at gøre sejl fast eller lave 24 mousinger på et stagsejl, i halv spagat mellem fodpærter og vanter, er et fedt. Så længe det er til vejrs, bliver der taget imod opgaven med det største smil der kan findes frem.
Nu her er det søndag morgen, nattevagten fra 04-06 fløj afsted. Der er henover natten kommet lidt mere vind i sejlene, det er dejligt at der endelig er lidt bølgegang under skuden. Det hele skal jo ikke være en dans på roser og jeg har savnet at bakse med nok-siessinger og sejl-pakning. Ser frem til en god dag med praktisk sømandskab, navigation og meget mere.
Søndags sømandshilsner - 06
VI VENDER SKUDEN 180
Lidt om en nat fuld af spænding og vilde sejlmanøvre
Kære Dagbog, vi i 4. skifte blev om natten lørdag til søndag purret kl 01:45, klar til at overtage nattevagten fra 1. skifte. Vi kunne mærke at der nu var en del mere vind end tidligere. Det skulle vise sig at blive en action præget og stemningsfyldt nat.
Jeg selv mønstrede med mit skifte på luv-side, jeg var sat på vagtholdsskemaet som vaskerigast, så jeg hoppede ned i vaskeriet for at ordne det. Der gik ikke længe før jeg hørte kvartermesterens stemme på toppen af lejderen: ”du skal komme op nu, vi bjærger Fokken”. Jeg smed de klude og håndklæder jeg stod med, og kom hurtigt op på dækket til de andre. Jeg fik fat i en tovende og 3..2..1.. fik vi bjærget Fokken. Derefter skulle vi hurtigt videre til Storen. Vi fik fat i alle grejer, skøderne blev slækket, kvartermesterens stemme lød ”vi bjærger Storen” og vi halede i gårdinger og givtov. 4. skifte er det mindste på dette togt, vi er kun 13 mand og da 4 af os var på vagtposter og 1 lå syg, var vi kun 8 mand på dækket + kvartermesteren, men det var der ingen problemer i. Ikke andet end at vi fik lov til at lave en masse og det var for eksempel også derfor at vi bjærgede de to sejl, så vi nemmere kunne brase. At brase vil sige at dreje ræerne (dem sejlene sidder på) horisontalt, for at tilpasse dem i forhold til vinden. Enten står de tværskibs eller langskibs på enten bagbord eller styrbord halse.
Lige nu i skrivende stund sejler vi langs Skotlands kyst og vi skal op om nordkysten og sejle igennem Pentland Firth strædet. På grund af tidevandet og strømme er der bestemte tidspunkter på dagen hvor det er bedst at sejle igennem.
I nat var vi 7 sømil fra to borerigge som vi helst ikke skulle komme for tæt på. Enten skulle vi sejle uden om dem, imellem dem eller tilbage hvor vi kom fra, hvilket ville kræve en kovending, som var det vi gjorde. Vi sejlede bidevind på styrbord halse, hvilket også gjorde at vinden føltes langt mere kraftig, end når vi sejler med den agten for tværs (mere bagfra). En kovending vil sige at lave en vending væk fra vinden, en stagvending er når man laver en vending op mod vinden.
Nå, men Fokken og Storen var bjærget, samt stagsejlene, så nu var det tid til at brase. Alle grejer på bagbord side var kastet los for både Kryds-, Stor-, og Fortoppen og vi stod alle klar i braserne. Andet step var at brase Krydstoppen (den agterste top) og Stortoppen (den midterste top) firkant. Fortoppen lod vi stå skarpt til styrbord halse, i vendingen hjalp den med at presse skibet rundt til bagbord. Derfor ventede vi tålmodigt indtil vi var så langt at det var tid til at kunne brase Fortoppen skarpt til bagbord halse. Det skulle gå lidt stærkt, ellers kunne vi risikere at skibet ville begynde at bakke på grund af presset fra vinden, på den forkerte side af sejlet. Så Fortoppen blev braset, det var en hård omgang, men med alle 8 mand lykkedes det. Derefter blev alle tre toppe lidt efter lidt braset skarpt til bagbord halse, men lidt ad gangen. Da vi kun var 8 mand, brasede vi lidt ad gangen på hver top, for ikke at blive helt udkørt. Vi gik hurtigt frem og tilbage fra bras til bras henover dækket, vi hørte ”klar i braserne” og svarede ”klar i braserne”, ”det er vel på undermærsen, hal tot og gør fast”, ”slæk på skødet”, ”stå i fokken”, ”bras overmærsen” etc. etc. Rorgængeren havde også lidt af en oplevelse, da hun skulle modtage rorkommandoer fra vagthavende styrmand, det er ikke noget vi gør hver dag. Til sidst satte vi Fokken og Storen igen. Der havde vi så lidt problemer med ankerkranen på bakken, som stod i vejen, men det ordnede vi selvfølgelig også. Derudover var det også første gang siden vi sejlede fra Frederikshavn at vi sejlede bidevind.
Til sidst skal det lige siges, at ingen af os på dækket havde opfattet, at vi lige havde vendt skibet 180 grader, før kvartermesteren sagde det. Vi sluttede vagten af med en 10 min lektion i hvad der lige var sket og en velfortjent high five. Vild nattevagt, det var fantastisk at prøve og mærke hvordan vi blev bedre og bedre for hver gang vi fik en kommando og skulle udføre den. Vi føltes os som rigtige sømænd da vi et par minutter senere lagde os godt trætte i køjerne, med hård hud på hænderne og fik jeg sagt at de var ømme. Til dato en af de bedste nattevagter jeg har haft.
Mange hilsner fra elev 62, glad, spændt og klar på flere udfordringer!
P.s næste morgen startede vi dagen med at brase igen, denne gang med langt flere elever på dækket, så vi tog alle 3 toppe på én gang.
’’VÅDT NYT”
KÆRE DAGBOG
Det er længe siden, der nok sidst kom en update, omkring hvordan vi i virkeligheden går rundt og har det herude i vores egen lille boble, men nu syntes vi, det var på tide at få skrevet lidt ned, så I også kan følge lidt med inde fra land - og bare rolig, alt går vel. Vi har dog alle lige skulle vænne os til de gamle rutiner med nattevagter, begrænset søvn og en masse dækskrubning.
Dagen i dag har været helt igennem fantastisk og med højt humør over alle kroge og hjørner på det smukke skib Danmark. Vi har endelig fået lov at genoptage morgensangen, så det er blevet en af de fine rutiner igen, som vi alle værdsætter meget. ’’Front flaget’’,’’ huerne af’’,… der bliver ringet med klokken, mens flaget bliver hejst,’’ ”front midtskibs”, ’’huerne på’’. Derefter bliver der sunget, og hvis besætningen har noget på hjertet, bliver det meddelt, og ellers går baksformænd og bakstørne væk af vejen og gør klar til morgenmaden.
Dagen for vores skifte startede med vedligehold med Ole-drengen (Vores bådsmand), og det er noget vores skifte virkelig holder af. Skibet trænger til nyt maling mange steder, så for Lauras vedkommende stod det på rustfjernelse samt maling af bolte på bovsprydet. Jeg selv kunne dog stå og nyde det smukke arbejde som udkigger med øjet rettet forude. Desuden kunne jeg ikke lade være med at forelske mig i det spejlblanke vand - med høj sol iført t-shirt og shorts var det altså ikke helt så skidt at stå der og have vagt.
Vi kan dog begge hurtig blive enige om, at dagen toppede kl. 18:00 til baksmønstring, da vi fik den glædelige nyhed, nemlig at vi måtte hoppe i vandet. Det har været efterspurgt af mange elever, nu hvor vi aldrig nåede til Caribien, og endelig gav kaptajnen tilladelse til at hoppe i.
Følelsen af at ligge og plaske rundt i Nordsøren med intet land i sigte, var en unik mulighed, vi ikke kunne stå for, så på trods af kun 13 graders varmt vand, var der stor begejstring, da vi én efter én sprang i oppe fra bakken, som på det tidspunkt var fuldt proppet som aldrig før.
Nu bliver der krybet til køjs med vådt hår, saltet hud og glad følelse i kroppen alt i alt en uforglemmelig oplevelser for os alle hver især – Tak Kurt!
Trainee #05 og #09
Et sommertogt venter
Dagene er næsten talte her på skolehjemmet i Frederikshavn. Togt 107 har fået lov at komme på et 3-ugers sommertogt rundt i det danske farvand, så på mandag flytter vi elever atter ned på skibet, hvor vi skal bo, mens vi gennemfører de sidste værkstedsforløber, - og derefter sejler vi!!
Jeg glæder mig ligeså meget, som da vi første gang påmønstrede DANMARK i februar, der er bare den forskel, at denne gang ved jeg, hvad jeg går ind til. Hvor jeg før glædede mig til at opleve hverdagen på et stort sejlskib og UDFORSKE sømandslivet, så glæder jeg mig denne gang til at LEVE sømandslivet, med alt hvad det byder på, lige fra tørre hænder, som svier i den salte vind, til følelsen af at blive vugget i søvn af bølgerne.
Jeg er også så småt ved at indstille mig på, at der ikke kommer flere løbeture eller strandture her i Frederikshavn, så nu gælder det om at nyde den sidste tid her på søfartsskolen, før vi alle igen finder vores indre sømand frem.
Trainee #09 Laura
Glade gensynshilsner
Efter en meget tom og stille periode her på Martec, høres der nu igen en summen af liv og glade dage. I morgen har alle vi skoleskibselever nemlig boet sammen i en uge, siden vi røg hjem på Coronapause, og det har været så skønt atter at være sammen med sine matrosvenner.
Som det gælder alle andre, er hverdagen her dog også blevet en anden, end den vi forlod.
- 4-mandskamrene er skiftet ud med 2-mandskamre.
- Der er strenge restriktioner om, hvor vi må opholde os, og med hvem.
- Spisningen i messen er nu kendetegnet ved plastikhandsker, plastikbægre og små 8-mandsborde.
- Rengøringen finder sted hver dag, frem for hver anden dag.
- Den fælles morgensang ved flagstangen er droppet.
Igår havde vi håbet at få besked fra regeringen, om hvorvidt vi kan komme på vores 3-ugers sommertogt eller ej, men dette svar lader stadig vente på sig. Indtil da har vi en masse praktisk undervisning, bl.a. brandkursus, svejsning og fileværksted, hvilket nu også er super spændende at lære.
I dag - lørdag, har vi været rundt på et O-løb i hele byen, både ved strand, skov, gamle bunkere og Frederikshavns højeste punkt - Pikkerbakken. Det var så sjovt og spændende at se disse kanter af byen, og med perfekt solskinsvejr og 22 kilometers gang fra formiddag til sen eftermiddag, går vi vist alle i seng med trætte ben og noget ekstra farve på både kinder og arme.
I morgen skal mit skifte mønstre på havnen kl.09:00, da vi skal lave aktiviter med FRB-båden og øve kast med kasteliner, så nu er det vist også tid til at sige godnat herfra.
Glade gensynshilsener fra trainee #09 Laura
Om lidt bliver her stille
Så blev det mandag. Vi sejler langsomt ind i Frederikshavn havn og møder her en slæbebåd fra søværnet, som skal hjælpe til med at få det store, smukke skib DANMARK ind at ligge ved kajen.
På dækket ses en masse arbejdende folk i gang med at læsse alt affald og proviant af inde på land, og mens jeg selv er på vagt i skylleriet og er ved at tørre plastikbøtter af, forbereder jeg mig mentalt på at skulle tage afsked med de solbrune ansigter, som lige nu kendetegner alle her på skibet.
Kl. bliver 12:45. Kaptajnen holder en kort tale, og hele besætningen takker af for nu. Så kom tiden til at skulle sige farvel til hinanden, eller på gensyn, som besætningen siger, da man altid møder hinanden igen i den maritime branche, men det er lettere sagt end gjort. Jeg bruger oceaner af tid på at kramme alle både besætning og elever, og pludselig er vi kun to elever tilbage. Til sidst tager vi hinanden i hånden og forlader skibet, men før jeg hopper ned fra landgangen, drejer jeg hovedet for at gøre et sidste farvel med skibet. Jeg kommer i tanke om, at dette hold skoleskibselever aldrig nåede at pudse messing, men de sidste 2 dage har vi skurret og skrubbet ekstra meget for at fjerne flyverust og afferske skibet, så rustdannelsen minimeres. Alle sejl er pakket vandtæt og ligger flot spændt fast øverst på hver rå, så DANMARK nu er klar til at ligge i havn for en periode.
Endelig tager også jeg min tunge køjesæk på skulderen og går ned mod parkeringspladsen. Her sidder min far og tvillingesøster i bilen i venter. Nu går turen til Fredericia.
#09 Laura
Frihed, forbilleder, fremtid
”Godmorgen 1. skifte. Kl. er 03:30 og I skal på vagt. Mød op med jeres faldsikring og varmt tøj.” Sådan lød det, da det var mit skiftes tur til at overtage nattevagten. Som sædvanligt vågner jeg hurtigt, svinger mig ud af køjen og hopper i tøjet.
Oppe på dækket beundres jeg selvfølgelig af, hvor smuk DANMARK ser ud, når sejlene er sat i alle toppe, men jeg kan se, at forbramsejlet er bjærget, hvilket må betyde, at nogle har været oppe på brammen i løbet af natten. Desuden bliver jeg igen, igen mødt af en utrolig flot himmel, hvor et tæt stjernetæppe er helt spændt ud over mig, og selvom min tid til søs har varet en kort stund, må jeg bare sige, at nattehimlen over søen er noget ganske særligt og unikt.
Da vagten går i gang, sender den vagthavende kvartermester os alle op til sallingen (nr. 2 platform) og ned igen, men før jeg atter bevæger mig ned på dæk, står jeg lige og skuer ud over Nordsøen, mens mine tanker kører. Jeg har det underligt disse dage. I 3 uger har mit hjem været et skib sammen med 70 andre, og selvom det lyder meget fastlåst og for nogle indespærret, så virker det for mig helt modsat – aldrig har jeg følt større frihed end her på havet, hvor hele verden ligger åben, og vi kan sejle, hvorhen vi vil (undtaget når en epidemi hærger i hele verden).
Jeg forstår godt besætningens begejstring for at sejle, og forhåbentligt bliver jeg en dag ligesom dem. Vi har en kvindelig styrmand, som måske er den sejeste kvinde jeg kender. Hun er enormt dygtig, modig og stærk, og så kan hun flere forskellige sprog, så det finder jeg meget inspirerende.
I dag er det forbanjen der får lov at sove længe, så efter vagten når vi lige at sove halvanden time, før vi igen purres kl. 07:30. og er klar til en ny og produktiv dag.
#09 Laura
Et sted i den Engelske Kanal
Efter en god uge i Tor bay, England fik vi eleverne og resten af besaetningen soendag i 11. time meddelelsen om at vi skulle saette kursen mod nord igen, begrundelsen fra oeverste myndighed: Corona virus. Indtil dette tidspunkt havde vi ellers holdt hovedet hoejt i haabet om at vi kunne fortsaette vores kurs mod Caribien, noget vi alle havde set frem til. Haabet om at vi i vores lille smittefrie sejlende boble kunne drage ud på vores livs sejlads over Atlanten. Aftenen inden viste styrmand Mads en film om de danske soemaends deltagen ved D. Dag i 1944 samt skoleskibets deltagelse i kampen mod nazismen. Disse danske soemaend som allerede var udmoenstret naegtede at sejle hjem til Danmark og indvilligede i at indgaa i forberedelserne til landgangen i normadiet. Disse danske soemaend styrede fri af det kaos som herskede i deres hjemland, de saa bort fra den situation som Danmark var i og forsatte deres virke som stolte danske soemaend. Efter filmen forklarede Mads at denne film egentlig godt kunne sættes i perspektiv til vores situation, altsaa at vi paa trods af situationen derhjemme skulle holde hovedet hoejt og fortsaette vores faerden ud i verden. Dette blev saa ikke en realitet. Vi skal altsaa hjem. I dag er det to dage siden at vi skulle vaere sejlet sydpaa for at fange passatvinden, og to dage siden at vi satte kursen stik modsat nemlig tilbage mod Frederikshavn. Det kan ikke beskrives hvor stort et nederlag den beslutning var for os elever. Den for mange af eleverne store droem om at krydse Atlanten med det stolte skib DANMARK var dermed knust. Vi havde sagt Farvel til vores foraeldre og naermeste og sagt farvel til livet som landkrabber, naar vi kommer hjem er vi nemlig soemaend – troede vi. Synet over daekket da vi fik det at vide maa ikke have vaeret noget koent syn, vi graed. Nogle graed som aldrig foer. Det kunne ikke stoppes. Tanken om at flere maaneders forberedelse og haardt arbejde lige der på faa sekunder gik i vasken var for mange ikke til at baere. Det var ikke til at baere at vide at vores eneste chance – en chance som alle havde set frem til og mange droemt om hele livet, lige der gik i vasken. Vi skal ikke over Atlanten med skoleskibet DANMARK, vi skal ikke staa paa daekket under stjernehimlen i Atlanterhavet, vi skal ikke tilegne os den viden om at sejle med sejlskib som vi alle havde set frem til og vi skal ikke staa op nat efter nat på vagthold med vores bedste venner for at trimme sejl. Vi skal bare hjem. Hjem til Corona. Hjem til fortvivlelse. DANMARK er vores hjem, og bedst som vi lige var flyttet ind skal vi nu flytte ud. Vi har alle foerst lige laert at elske DANMARK, laert at elske at staa op om natten, laert at elske den nervepirrende foelelse vi faar naar vi gaar i riggen, vi har laert at vaerdsaette de mange smaa ting som til sammen goer det at sejle til noget helt fantastisk. Men nu skal vi hjem.
Når vi kigger paa kompasset er kursen nu taettere på nul end den er på 180, hvilket jo betyder at vi er paa vej nord på. Vi er alle glade for at der igen er blevet dybt under koelen og at skibet sejler, det er jo det vi er her for. At sejle sejlskib er noget af det mest fantastiske, det har vi alle fundet ud af. Fordi vi er paa vej hjem er den praktiske undervisning med selve det at sejle sejlskib intensiveret og skemaet lagt om saa vi faar mest mulig tid på daekket og i riggen. Vi skraber blandt andet lidt i lakken med teorien om hvordan man sejler en fuldrigger som DANMARK, noget teori som vi alle er ivrige efter at laere. Vi har ogsaa slukket motoren og sejler for foerste gang udelukkende paa sejl, det kan ikke beskrives hvor godt det foeles at kigge op fra daekket og se vinden i sejlene baere os frem over vandet. Lad det aldrig ende.
Skibet sejler videre og derfor nytter det heller ikke noget for os elever at dvaele i vores nye skaebne. Alle bidrager stadig til at dette mageloese skib sejler videre, fordi selvom vi ikke fik lov til at krydse Atlanten har vi allerede taget soemandens faglige stolthed til os. Vi har laert at tage vores toern, og vi har laert at faelleskabet opstaar naar jeg bliver til os. Uden faelleskab sejler vi ingen steder. Vi kommer til at savne det vi har med hindanden, noget helt specielt som man kun kan have med hinanden naar man sejler.
Vi tager vores toern som soemaend på turen hjem til Frederikshavn, men vi har ikke affundet os med ideen om at vores togt blev afsluttet 2 timer foer det rigtig startede. Vi holdes i live med haabet om at vi maa komme ud på et nyt togt, nu hvor vi aldrig fik vores togt #107 og at DANMARK snart igen bliver vores hjem. Ligesom det var vaeret de sidste 2 uger.
Trainee #52, Jens
En historisk ærgerlig begivenhed for Skoleskibet Danmark
Jeg må indrømme, det er lidt svært at kende forskel på dagene her ude på havet, hvor vagtskemaet bare kører i ring alle ugens 7 dage. Ét vigtigt pejlingsmærke har vi da at gå efter, for når morgenbordet indeholder 3 ekstra ting, nemlig pålægschokolade, æg og bacon, ja så ved vi alle, at det er blevet søndag.
Med forbehold vil jeg derfor mene, at det nok er 5 dage siden, at vores kaptajn kaldte os 61 elever for de heldigste mennesker på jorden, nu hvor Corona også er nået til Danmark, mens vi ligger totalt isoleret for smitte her på havet og er fuldstændigt ”grønne”, som han så fint beskriver det.
I dag kom så den mest forfærdelige, uforstående og unfair besked, som skabte en stormflod af tårer hos både besætningen og os elever – En besked som gør, at jeg lige nu sidder nede på forbanjen og føler mig som det mest uheldige menneske i verden. Meldingen fra kaptajnen lød: ”Skoleskibet Danmark er desværre blevet kaldt hjem, og togt 107 slutter derfor på fredag, hvor vi har forventet ankomst i Frederikshavn. Alle stod og holdt om hinanden, mens tårerne trillede. Flere, inkl. mig selv, tog faldsikringerne på og gik til vejrs, hvor vi så kunne lade tårerne få frit løb på en rå, mens vi tænkte på, at denne udsigt ud over havet helt oppe fra skibets top, snart vil tage sin ende.
På baggrund af, at vi har sejlet med motor indtil nu, og riggen først i går blev klar til at sætte sejl, er det som om, togtet ikke engang rigtig er begyndt. Jeg har endnu ikke nået at være rorgænger, jeg kan slet ikke alle skibets tovender endnu, og alt det praktiske sømandsskab var kun lige startet. Nu har vi så kun fem dage til at udleve dette sejleventyr med hinanden, før vi alle skal hver til sit, og vi ikke ved, hvad der kommer til at ske ang. vores uddannelse til ubefaren skibsassistent.
Vi fik lov at få vores mobiler, så vi kunne give besked til dem derhjemme, men da jeg ringede hjem til, kunne jeg nærmest ikke få et ord frem af bare gråd, så det blev meget kort og kontant.
Nu kan jeg snart krybe til køjs i min dejlige hængekøje, og før jeg falder i søvn, når jeg forhåbentligt lige at nyde den samt skibets gyngeri, nu hvor også nætterne her på skibet er talte.
Jeg håber de sidste dage bliver gode med fuld knald på alt det, vi alle gerne vil prøve, mens vi stadig sejler. Allerede på aftenvagten fik vi krydset et af punkterne fra bucketlisten af, da mit skifte skulle skrubbe dæk og valgte at gøre det i shorts og bare tæer, for nu hvor vi ikke længere sejler mod varmen, gav det mening at gøre nu, før vi kommer for langt mod nord og kold luft.
Jeg plejer at være positiv og ved godt, at vi nu må få det bedste ud af det, da vi ikke kan ændre statens beslutning, men selv efter at overstyrmanden her til aften kommenterede mit meget bedrøvede ansigt, må jeg indrømme, at det er utroligt svært for mig at finde mit store begejstrede smil frem, når 61 smittefrie unge mennesker sendes hjem til et Coronaforurenet land.
#09 Laura
Fisk og planer kan man aldrig rigtig regne med
Kære dagbog
I dag startede morgen lidt anderledes end sædvanligt. Efter morgensang og flaghejsning blev vi alle nemlig bedt om at gå ned i agterbanjen, hvor Karl – vores kaptajn, havde en besked.
Beskeden handlede selvfølgelig om Corona, som vi ikke har kunnet undlade at høre om og være påvirket af, på trods af at vi lever i vores egen lille bobble her i Torbay bugt. Vi fik at vide, at Martec – skolen i Frederikshavn, er blevet lukket ned, på nær for skoleskibseleverne til næste togt. Det er derfor også blevet vedtaget, at vi ikke går i land indtil Caribien, hvor intet heller der er sikkert endnu. Vi fik også at vide, at planerne om et stop i A Coroña blev til Fallmuth, som ligger en dagsejllads væk her fra Torbay.
I Fallmuth ligger vi til, fordi vi skal have mere brændstof på, og hvis muligt noget mere proviant og sprit, som vi åbenbart er lidt for flittige til at bruge, da vi prøver at mindske risikoen for sygdom. Fra Fallmuth er det så meningen, at vi skal sejle direkte til Caribien.
Den første del af dagen har vi haft rengøring med Rasmus - kvartermester (Som faktisk er en gammel elev her på skoleskibet). Her blev vi delt ud til nogle forskellige områder, hvor vi både fik rengjort vores banje, fælles toiletterne, besætningens toiletter, baderummet osv. Selv det kan vi få en fest ud af, da vi bare finder nogle fællessange, vi alle kan synge med på. Så bliver tingene altid lidt sjovere. Efter Rasmus havde vi Ina - vores læge her om bord til sundhed og hygiejneundervisning, hvor vi lærte om personlig hygiejne, tropesygdomme samt seksuelt overførte sygdomme.
Ligesom alt andet på et skib, så har vi efterhånden lært, at planer aldrig er noget, man skal stole på, så vi endte glædeligt med at have en spontan fritime, hvor vi kunne gøre, hvad vi nu havde lyst til. Der var nogle, der spillede matador, nogle læste, andre slappede af, men nr. 9 & jeg valgte at bevæge os ud i at finde fiskegrejet frem. Dette var dog lettere sagt end gjort, da der jo her på skibet er mange henstuvninger (små depotrum), hvilket resulterede i, at vi først endte med rigtig at starte fiskeriet 25 min. inden skafningen (Spisningen). Som jeg tidligere skrev, holder vi dog altid humøret højt, og får det bedste ud af de ting vi laver, især at stå med en alt for tyk snor med en møtrik samt en reje i enden, som vi pænt tiggede og bad hovmesteren om, på lovning af at vi nok skulle komme tilbage med en makrel eller to….
Selvfølgelig fangede vi ikke noget med vores lille viden om fiskeri (Indtil videre) samt utroligt dårlig udstyr og tid. Oplevelsen vil vi dog ikke være foruden, og vi kan da kun få større succes med fiskeriet henover Atlanten.
#05 Tana Elvine
Solskin på vej
Front flaget. Huerne af.
Rutinen har så småt sat ind, også selvom vi stadig ligger for anker.
Huerne på igen. Front midtskibs.
Der er solskin på vej. Nattetågen letter så småt imens vi synger nummer 453.
… At livet der er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.
Jeg er vokset op med Nephew og Rockazino – det er ikke just højskolesangbogen, som så mange af de andre omkring mig virker til at kende rigtig godt.
Bare rolig, jeg prøver stadig at synge med så godt jeg kan. Vi sætter tonen for resten af dagen, om end vi synger ”de smukke unge mennesker” eller ”livstræet” giver det genlyd gennem skibet dagen lang.
Hvis jeg vender kaptajnens ordsprog om, er der ikke andet at sige end ”Det er virkelig ikke det værste der er sket siden dåseøl”
For resten er planen sat. Vi sejler syd indtil smørret smelter, der kan vi forhåbentlig finde noget vind til vores sejl. Jeg regner stærkt med at den blæser os direkte til Caribien og Saint Martin.
Dagene her går med at få klargjort de sidste sejl og jeg kan godt fortælle jer, at der bliver kigget langt efter dem der henter faldsikringer, især når man selv bliver sat til at fjerne løberust med syrevask og skuresvamp.
Heldigvis, hvis man er hurtig og opmærksom, er der tit en kvartermester eller to som har brug for hjælp til ekstra opgaver. Så for mig blev det kun til en times syrevask i stedet for fem og til fire time ude på bovsprydet. ..Og så var det endda i solskin og med den flotteste udsigt indtil husene ved Tor Bay, jeg vil nok mest beskrive det som Englands svar på det græske Santorini.
Her gik tiden med at sætte og bjerge og de yderste stagsejl, for at tjekke om alt var vel – det var det ikke, men bare rolig vi har fikset det. 24 og jeg fik strenge ordre fra kvartermesteren om også lige at huske og nyde udsigten når nu havde fået bevæget os hele vejen derud. Med et lille net og et par enkelte wire under fødderne var der fuldt udsigt til både det smukke blå vand 5 meter under os, men også til hele skibet hvor der både var fyldt godt op med mennesker i riggen og på dækket.
I dag er jeg nok ikke lige så heldig hvad angår arbejdsopgaver. Det er svært at shanghaje sig til en rig-opgave når man er fanget i maskinen fra 06-10. I det mindste er det det eneste sted på skibet hvor man er garanteret aldrig at fryse. Jeg håber dog at der snart kommer en og afløser mig, så jeg også kan få noget morgenmad.
Arbejdet kalder, smøreolie temperaturen tjekker jo ikke sig selv – desværre 😉
Sømandshilsner fra Danmarks måske bedste maskinmester
#06 - Emily
Turen går gennem den engelske kanal
I dag blev mit skifte purret kl. 03:30, da vi skulle stå vagt fra kl. 04:00 – 06:00. Herefter kunne vi lige nå at få halvanden times søvn, før vi skulle op at skaffe (spise morgenmad). En fra det vagthavende hold efter mig, kom dog ned en time efter for at låne et kamera af nr. 07, fordi vi netop var ved at sejle igennem den engelske kanal, og man derfor kunne se de flotteste hvide klipper på Englandssiden. Nu hvor jeg alligevel var vågnet, var det selvfølgelig et syn, jeg ikke kunne gå glip af, så sammen med nr. 07 listede jeg ud af hængekøjen og op på dækket, mens resten af banjen sov trygt.
Ellers er min dag gået med undervisning i navigation af to af vores styrmænd, hvilket var utroligt spændende at høre om, og også ret sjovt, da én af styrmændene var ret skuffet over sin egen tegneevne på tavlen, men jeg synes nu ikke, det var så mærkeligt med de skæve streger, sådan som skibet gynger frem og tilbage for tiden, så han var vel lovligt undskyldt.
Her til aften er der også flere, som er blevet søsyge, og derfor må gå rundt med hver deres pøs, så vi undgår bræk over det hele. Heldigvis er jeg stadig super frisk og har ikke haft nogle problemer med søsyge, så det nyder jeg. Mine hænder er dog tørre som aldrig før og fulde af små rifter og sår fra alt det arbejde med tovværk, og så den kolde, våde, saltede luft, så det svier virkelig meget og er lidt trælst, men jeg holder humøret højt med sang, når det er allerværst.
#09 Laura
Sikke nogle dage
Yes!!! Denne dagbog starter lige med en stor begejstringshistorie fra 1. bakke. Vi har nemlig fået godkendt surringen af vores hængekøjer – dvs. de har været bundet stramt nok 3 dage i træk, så i morgen får vi lov at sove helt til kl. 06:20, da vi ikke længere behøver at blive tjekket af en kvartermester.
Derudover har der de sidste 2 dage været fuld kald på her på skibet. Alt vores proviant har skulle læsses om bord, så i alle retninger hen over dækket, op og ned af lejdere og i små gange rundt på skibet har der været proppet med elever, som tilsammen har dannet lange kæder. Det tog så lang tid, at der kun var råd til en frokostpause på 10 min., men selvom det var langtrukkent og en anelse ensformigt arbejde, så var det, det hele værd. Jeg havde virkelig set frem til at være en del af den berømte ”kæde” – måske fordi det bare føles helt fantastisk, når alle løfter i flok.
Her til aften fik os i styrbordsiden også lov til at have vores sidste landlov, før vi drager ud på søen, så jeg greb lige chancen til en løbetur her i Esbjerg. Det var bare skønt.
I morgen den 05-03-2020 sejler vi ud af Esbjerg havn kl. 9:30, hvilket vi alle glæder os enormt meget til, for som vores kaptajn formulerede det: Land er kun noget man ligger til kaj ved - nu skal vi ud på havet, hvor vi hører hjemme.
#09 Laura
Afsted mod Skoleskibet DANMARK
Torsdag den 27. februar var det tidligt ud af fjerene, da vi skulle med en bus til Esbjerg for at påmønstre Skoleskibet Danmark.
Det var vildt underligt at skulle forlade Martec, når nu vi havde tilbragt næsten 2 måneder der, men vi var alle utroligt begejstrede og spændte – særligt tanken om, at 4-mandskammeret og køjesengene skulle til at skiftes ud med fyldte banjer og hængekøjer skulder mod skulder, fyldte meget hos os.
I dag den 28. feb. vågnede vi så op – alle utroligt udhvilede og glade, da natten havde levet op til alle forventninger. Man sover virkelig fantastisk i sådan en hængekøje!!
En god nat søvn var dog også godt givet ud, da vi lige fra morgenstunden lagde hårdt ud med at skulle gå til vejrs (Det er forbudt at sige ”klatre”, da man skal gå stille og roligt op ad for ikke at ryste hele riggen og genere andre). Det var spændende, sjovt, nervepirrende og for nogle lettere end andre, men alle kom op. Det føltes vildt at skulle stole på ens egne to hænder og blævrende ben, når man er oppe i højderne med koldt vejr og vind – men inden længe kommer der en ekstra faktor på, nemlig den gyngende bevægelse fra et sejlende skib, så det er godt lige at blive tryg ved det, mens vi endnu ligger i havn.
Dagen har budt på mange nye indtryk, og vi er alle ved at være godt brugte, men i morgen venter en ny og lækker dag, hvor den står på åbent skib og besøg fra familie og venner.
Mads #47 og Laura #09
Fed fredag med musik og gøgl
I fredags fik vi den bedste start på weekenden. Under vores aftenmønstring fik vi pludseligt besøg af to gårdsangere. Det viste sig så, at Anders Bischoff - vores "kvartermester på land", kendte de to musikere, da han selv i et tidligere liv har været gårdsanger.
Aftenen blev så fyldt ud med sømandsviser og show. Der blev spillet på alt, lige fra sav til tommestok og grydeskeer. For vores eget vedkommende så gjorde vi vores bedste for at lægge stemmer til.
Vi må virkelig tage hatten af for vores talentfulde "landkvartermester."
#74 Søren
En stille morgenstund på Martec
Klokken er 8:30 og egentlig skulle jeg have haft undervisning i praktisk sømandsskab, men fordi alle underviserne, samt hver klasses talsmand, er til møde, starter timen i dag først 9:15.
I aften bliver vi fra styrbord tjekket ang. numre i tøjet, og jeg er netop blevet færdig med at sy numre i alt, der skal med ud på DANMARK. Det betyder, at man lige nu vil kunne se et ret sjældent syn inde på kammer 25 - nemlig at jeg sidder stille og laver stort set ingenting. Normalt har jeg altid 1000 ting jeg gerne vil, når der opstår små pauser i programmet, men lige nu har jeg givet mig selv lov til blot at sidde her med vinduet på klem.
Dannebrog hænger bare lodret ned, fuglene synger så smukt, og jeg nyder synet af solen, der spejler sig i det spejlblanke hav og oplyser de små øer.
Dagen er startet perfekt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at om 4 uger, så nøjes jeg ikke med at kigge ud på havet med stor længsel, nej så befinder jeg mig faktisk i det. Nu får I ikke mere for den 25'øre, da jeg nok hellere må begynde at gå ned mod klasselokalet.
#09 Laura
Rustne stemmer og lægebesøg
Ligesom enhver anden morgen, startede dagen i dag selvfølgelig også med den daglige flagmønstring kl. 07:55. Jeg ved ikke, om den lige overstået hjemmeweekend havde noget at sige, men i hvert fald var det tydeligt at høre, at stemmerne lige skulle i gang igen. Ikke nok med at flagsangen nemlig startede en smule for sent og forskudt rundt i geledderne, så var der slet heller ikke den samme kraft og klang i stemmerne denne mandag morgen, så det må lige forbedres til i morgen.
Nå, men i gang kom vi da alligevel, og min klasse skulle være i værkstedet hele dagen for at arbejde på en pladekasse, som vi skal bruge til vores ejendele, når vi om præcis en måned påmønstrer på Skoleskibet Danmark. Undervisningen måtte dog slutte lidt før for flere af os skoleskibselever, da mange af os skulle til lægen for at blive vaccineret mod Hepatitis. Det skabte lidt kaos og stor travlhed for den stakkels læge, som ellers var utrolig effektiv, men med 30 elever tager det jo sin tid, og der var ikke andet for, end at stille sig op på række og så starte fra en ende af.
Normalt er jeg ikke bange for nåle, men nu hvor jeg bare stod der og ventede og prøvede at fordrive tiden med snak, mens den ene efter den anden blev kaldt ind, så mærkede jeg pludselig nervøsiteten stige - måske også fordi vi igen skulle mønstre på skolen kl. 16:00 til dagens træning, og den ville jeg ikke gå glip af. Målet er 2 pull-ups, så jeg kan få lov at arbejde i riggen (master, tovværk og sejl).
Selvfølgelig blev jeg kaldt ind som den sidste, og nåede knap nok at hive ned i min fine uniforms-skjorte, før lægen havde fat i min arm, og jeg mærkede et hurtigt stik. Så var det overstået. Jeg skyndte mig at cykle tilbage til Martec og nåede lige akkurat klassemønstringen. Som #67 ville have sagt ”Så langt, så godt, det går jo rigtig godt”
#09 Laura
Et ukendt ordunivers
Kabys = køkken, Pøs = spand, dørk = gulv, at skaffe = at spise, osv.
For flere af os elever, inkl. mig selv, er idéen om at komme ud at sejle opstået uden nogen form for tidligere kendskab og erfaring med livet til søs, så for os er det altså noget helt nyt, vi springer ud i. Jeg synes, det er utrolig spændende, for det betyder, at der er en masse at dykke ned i. Her til aften var der sømands-jeopardy på programmet, og især kategorien ”Søens ord og vendinger” gjorde stort indtryk på mig, ikke kun fordi der var en masse udtryk, som jeg ikke forstod, og jeg et kort øjeblik blev lidt presset over at skulle lære en form for et nyt sprog - sømandssprog, men også fordi jeg blev ramt af en vældig fascination over dette store ordunivers, som jeg hidtil ikke har kendt til.
Livet på havet er virkelig en verden for sig selv – en verden jeg glæder mig til at tage stor del i.
#9 Laura