25 unge kvinder fra hele landet var onsdag d. 23. september 2020 klar online, da MARTEC i samarbejde med Det Blå Danmark satte fokus på Kvinder til Søs. Inspirationsdagen blev til gennem initiativ fra Det Blå Danmark, og var oprindeligt planlagt til at foregå fysisk på MARTEC. Her var det planen at alle de unge kvinder ville møde rollemodeller fra den maritime branche, høre om livet til søs, og ikke mindst se skolen på Hånbækvej, hvor MARTEC uddanner maskinmestre og skibsfører.
Med deltagelse af Rederiet TORM, Den Danske Flåde, Det Blå Danmark og studerende og undervisere fra MARTEC, blev de "besøgende" unge kvinder guidet gennem et liv til søs som kvinde. I løbet af dagen blev der italesat forskellige emner, herunder barsel, familie, fritid, mandehørm og ikke mindst; kærligheden ved livet til søs.
Efter en præsentationsrunde af de udsendte rollemodeller, blev der åbnet op for en paneldebat, som blev understøttet af en masse gode spørgsmål indsendt af de deltagende kvinder. Debatten gav deltagerne mulighed for, at spørge rollemodellerne direkte ind, til netop deres oplevelser og syn på forskellige emner om livet til søs. Emner der strakte sig fra alt fra søsyge til fremtidsmuligheder.
Fra MARTECs side skal der lyde en stor tak til alle som deltog på dagen, og ikke mindst til alle rollemodeller og virksomheder som var med til at realisere arrangementet. På MARTEC er det håbet at kunne gentage succesen i fremtiden, og forhåbentlig denne gang i en fysisk version. Arrangemenet er en del af Det Blå Danmarks Girl Power kampagne, som i september måned sætter stort ind, for at tiltrække flere kvinder til en maritim karriere.