Dear curious readers and loved ones
This is it, the final day on the beautiful training ship Danmark. We are now cleaning up, scrubbing the deck, planning the ceremony and some of us holding back tears – everything for the final time. It is incredible to think how far we’ve all come, as individuals and as a team and even though there has been ups and down – a ships rolls you know, then we have all fought and laughed our way through these incredible 5 months.
Yesterday we spend the time after lunch doing competitions and games like racing each other while scrubbing and running with trays of water. “Life is a competition” as quartermaster Laurids would say and so was the games, which 1st mess won. Afterwards we dressed up in our nice uniform and had a lovely evening in everyone’s company down at the berth decks, since the crew was invited down to dine with us on nicely decorated tables. We challenged our quartermasters in how well they knew us – Mr.Bosun Emil won and we also found out who could unpack and pack a hammock the best with a hand behind their back – Quartermaster Laurids and Johan won with mere speed against Officer Nadja’s and Caspar’s more beautiful hammock. We sang songs – both the sailor’s, the songbook’s and the secret ones, saw pictures and laughed at silly videos and moments from the voyage and then we we’re allowed to stay up till late (23 pm).
And now it is today, the 21st of June, the final beautiful day on Training Ship Danmark. I would like to say thank you to the ship, the crew, the trainees and everything that has made this voyage, some of the most memorable moments in my entire life. I know for a fact that I will carry all this knowledge and all these incredible experiences with me for the rest of my life and I am so grateful that I could be a part of this magical experience.
#50 reporting
Diary entry completed
Nogle gange meget sjældent hænder det, at man kan ligge i sin hængekøje uden at falde i søvn, idet hovedet rammer puden, og istedet nå at fundere over dagen og alle oplevelserne ombord. Så kommer man til at tænke på dengang, man stod på kajen og så op på det enorme skib med sin sejlpose over skulderen og ventede på tilladelse til at gå ombord. Da man skulle sove i sin hængekøje første nat og ikke kunne sove. Da man for første gang var i riggen og ens knæ rystede som gelé. Da man stod til baksmønstring og alle blev oversvømmet af en Atlanterhavsbølge. Da nattevagten føltes uendelig. Da delfinerne sprang i kølvandet. Da vi ankom til første havn og med stolthed bar uniformen gennem Cadiz’ små gader. Da man blev blæst igennem som lookout til tænderne klaprede. Da solen gik ned over Atlanten og alt gik i et med horisonten. Da vi skrubbede dæk i bare tæer og bagende sol. Da morrilden glimtede og fik havet til at ligne et eventyrland. Da man en dag kravlede i riggen og det gik op for én, at det her togt, ombord på det smukkeste skib i verden, nok er det mest fantastiske man har oplevet.
Vi har mødt så mange vidunderlige mennesker og lært endnu mere. Da vi ankom til Frederikshavn idag, kunne vi, modsat da vi sejlede af sted for tre måneder siden, som stadig står helt klart for øjnene af én, håndtere fortøjringer, brase rærene uden problemer, klatre i riggen og faktisk forstå en ordre fra officerene. Vi er nu skibsassistenter - og ikke kun på papiret! Vi har mødt og er blevet inspireret af de mest engagerede og ambitiøse besætningsmedlemmer, man kunne forestille sig. Blandet i køn, nationalitet, sprog og alder har de vist os at alt kan lade sig gøre, hvis man giver sit bedste og arbejder hårdt. De har vist os, at et arbejde ikke kun behøver at være et arbejde, men også ens største interesse. De lader os drømme stort og hjælper os gerne på vej mod vores mål. De kan ikke takkes nok for den oplevelse, de har været med til at give os. Det har været et sandt eventyr.
#41
Efter en god nattesøvn ovenpå en rigtig god aften igår, hvor vi bla. tog alle sejl ind, og alle hjalp til med at pakke dem, havde vi Kronbrg på vores styrbord. Det er åbenbart er en sømands ting, der betyder at nu er du hjemme. Sådan noget Københavner pjat.. Men ihvertfald startede dagen godt ud, med et ”Tillykke med fødselsdagen Kristian” efterfulgt af nogle krammere. Det er da altid en god måde at starte dagen på. Min bakke havde også fået købt en lille gave til mig, som jeg fik til morgenmaden.
Efter baksmønstring blev 2. quarter sendt op på fordækket for at tage ankeret op. Efter det, der føles som en times gåtur rundt om kapstanen, havde vi endelig ankeret oppe af vandet, og vi kunne sejle videre mod Vedbæk, hvor vi smider ankeret om et par timer. Så kan vente der indtil vi i morgen, efter vi har samlet Prins Joachim og alle de andre fine mennesker op, og atter kan forsætte mod København.
Ellers står den på noget nerdy scrup af hoveddækket, og det foregår sådan, at hver trainee får en kvadrartmeter, og så er det ned på alle fire og skrubbe i 10 minutter, inden man rykker videre til den næste firkant. Også alt mesingen skal også have en en tur i dag. Skibet skal jo skinne lige så meget som en stjerneklar nat på Atlanten, når vi ankommer i København.
Vi ses i København i morgen
#30
Lang tid siden sidst
Danmark for fanden, hvor har du været savnet. Efter at vi nu har været afsted i snart tre måneder, er vi kommet til DK og det er et glædeligt gensyn. Danmark er godt nok ikke som jeg husker det. En sol, der hænger på himlen og varmer os godt op, og temperaturer, som får sydens omdømme med lækkert vejr til at falde fuldstændigt til jorden. Ja, Danmark er det varmeste sted at være – og klart også det dejligste.
Vi har allerede været et smut til Hobro, hvor ankomsten blev en dag tidligere end ventet. Det ændrede dog ikke på, at vi blev fuldt af omkring 26 sejlbåde op gennem fjorden og budt velkommen af en fuld kaj – helt sikkert den fedeste oplevelse. Vi er nu ”på vej” til København. Eller vi ligger for anker for tiden, da turen til hovedstaden ikke tager så forfærdeligt lang tid. I går lå vi ud for Grenå, men det var ikke spændende nok! Så vi tog til Anholt. Her har vi ligget siden i går aftes, og det har vi nydt. Vi fik en god aftentur, hvor vi sejlede ind til øen, og fik lov til at bade ved stranden. Vandet var varmere, end det har været før på turen og Danmark er igen fuld af overraskelser.
Dagene går ikke med så meget andet end at klargøre skibet til ankomst, da næsten alle er færdige med alle eksamener og fag. Jeg kan nyde det fra nu af, da jeg har endt min sidste eksamen i dag. Nu er det om at gå igang med at skrubbe dæk og pudse op til ankomsten i KBH på tirsdag. Hold kæft hvor jeg glæder mig! Der er så desværre ikke så mange dage tilbage på skibet, og det er en lidt mærkelig følelse! Men en ting er sikkert... SKOLESKIBET DANMARK... Der kommer ikke til at gå lang tid før, jeg skal se dig igen!
#39
I danske farvande
Det er d. 02-06 og idag passerede vi grenen, hørte lookout råbe ”TREE SHIPS! 4 POINTS TO PORT!” hvert 2. min, haft den varmeste dag på hele togtet og agterbanjen blev kogt i kattegats varme vandtemperatur.
Grenen. Danmark. Kattegat.
Det er nærmest surrealistisk, at vi idag stod og så på stedet, hvor det hele startede. MARTEC. Det føles som en helt anden tid, et helt andet år.
Det bringer minder frem, for sidst vi var her, lå der trainees med vindbidte kinder og forfrosne hænder og flød i rendestenen. Lyden af folk der kastede op, var en del af dagligdagen. Alle tråedene i masten virkede som et uoverskueligt edderkoppespind. Besætningen snakkede et helt andet sprog end dansk/engelsk og der var SÅ mange mennesker på SÅ lidt plads.
At se hvor vi startede, har fået mig til at reflektere over hvor meget vi har lært. Fra start til næsten slut. Vi har lært om motore, vi har lært at sætte sejl, vi har lært om skibets opbygning, vi har lært at splejse, vi har lært at plotte positioner på søkort, vi har lært at bevæge os og arbjede i 36 m højde, som om det var barnemad. Vi har lært så ufatteligt meget på så kort tid, for dagene går så stærkt, den ene solnedgang spiser den næste solopgang.
For nu har vi været igennem vejr som har kastet os fra den ene side af skibet til den anden, tovenderne giver mening og vi har mestret sømands sproget (i hvert fald på engelsk), der er dog stadig lige så mange mennekser på lige så lidt plads, men det har vi også lært at begå os i. Vi er ikke længere dummere end snot og vi næmer os noget vi kan kalde for sømænd, med en fælles opgave at passe på skibet, så hun kan passe på os.
#01
Jeg kan gå i riggen nu uden at ryste i knæene. Jeg stiller mig ud bag en rå. Det er usandsynligt at jeg senere hen kommer til at opleve en så åben og uforstyrret udsigt som den vi deler heroppe bag ræerne. Havet er så bredt at horisontlijen sommetider helt forsvinder.
Det er svært at skrive noget som beskriver det som det er. Tættest kommer jeg det når jeg skriver at Skoleskibet er rigtig meget alle de ting det er. Jeg oplever at skibet tager og giver så meget som det kan slippe af sted med.
Jeg har set mange delfiner heroppe fra og jeg så min første hval forleden. Langs med skibsiden flyder rustrøde helt unge vandmænd på størrelse med min lillefinger. På dækket vasker vi arbejdstøj og hænger det på tørresnorre bundet fast til riggen. Vi skyller dækket rent hver aften efter afaldssortering. Det kan være meget imponerende når solen står op og går ned i farver over havet. Land i sigte! Vi følger bøjer og fyrtårn langs kysterne. Vi sejler fra land og stjernehimlen bliver igen meget fremtræden. Når der er selvlysende plankton i havoverfladen ligner det endnu en stjernehimmel. Sommetider føles det som om skibet sejler et helt andet sted end her hvor det sejer. Som i en anden verden. Som fra en anden verden.
Og når udsigten og alt andet bliver for meget for mig lukker jeg øjnene, der er ingen der kan forvente man kan rumme det hele
Lidt senere lukker jeg øjnene i min hængekøje og lægger mig til at sove ved siden af mine nye venner der sover ved siden af mig. Ca halvdelen af skibet sover i det her rum. Besætningen purer os så vi får set Spanien, Tenerife, Azorerne og Irland. Vi sejler videre og lærer hinanden endnu bedre at kende.
Som vi lærer skibet at kende. Jeg kan være i maskinrummet hos maskinmestrene og se dem pege og gøre maksinen vedkommende. De viser mig hvordan vi laver saltvand om til drikkevand. I den måde de lærer fra sig lægger jeg mærke til hvor meget kærlighed de føler for det de laver ombord.
Efter min maskinvagt spiser vi frokost og jeg smager det i maden der serveres fra køkkenet og i rom/rosin-isen om Søndagen. Derefter går jeg op på dækket og oplever det samme hos de andre besætnings-medlemmer.
Kvartermestrene forsøger at lære os hvordan man udnytter vinden når vi sætter og bjærger sejl eller braser ræerne. De tegner med kridt på dækket så vi forstår hvad vi haler i når vi haler i en togende.
Jeg kan gå på broen og holde øje med hvordan vores position bevæger sig henover søkortet. Eller jeg står bag roret om natten og fourundres over hvordan navigatøerne finder vej igennem Nordsøen i dagslys og tåge såvel som mørke.
Jeg ser det også hos os og det jeg fornemmer de fleste elsker ved vores hverdag. Vi har undervisning i en bred række fag under dæk, men det jeg tror de fleste helst vil er at tage os af skibet. Hun er vigtig, for skibet er det vi alle har tilfælles. Hun vedligeholdes, rengøres minutiøst, bliver pudset og får nyt reb og splejsninger. Vi arbejder os fra dyb rust hele vejen til et nyt lag maling. Vi pudser messing. Naglebænken er blevet slibet og har fået første lag lak. Vi smørrer riggen med tjærre og fedt så den kan holde til mange fremtidige togter efter vores. Skibet er så overbevisende at man retter sig om når man er ombord. Vi gør os umage fordi det kommer helt af sig selv og fordi vi har lyst til at være en del af noget som er afholdt af så mange.
Lige nu sejler op langs den danske vestkyst. Vi har allerede været ledsaget af fugle i nogen tid, så der går ikke lang tid før vi ses igen.
Kærligst Rikke #36
A little something about days on Training Ship DANMARK:
"Good morning port-watch. It is half past six, and you need to get up and out of your hammock and get ready to muster at 7 o'clock. It is a beautiful day at the Training Ship DANMARK! I look forward to see you on deck.... No snoozing guys!" This is what our alarm clock sounds like in the morning, when Quartermaster Celina wakes us up in the morning.
It follows with 40 people trying to stand on their tired legs while they make a tight package out of their hammocks. And as they all say "It all comes down to your hammock". And it really does. When we stow our stay sails, we make the same marlin hitches around the sail as we make in the early morning on our hammocks. So all the things we learn out here are very useful on different places. Many of us are in the process of sewing a "Dity Bag". A bag that you can bring with you a loft. The stitches you use on that are the same you will use if we had to sew a sail. So again things we can use in more than one specific situation. I really like that and hope that I, when I come home, can use something from our daily life here on the Training Ship DANMARK, to make things easier in my daily life at home.
We are more than halfway through our voyage. It is really unbelievable how fast time flies out here on the ocean. We are on our way from Bantry Bay, Ireland to Hobro in Denmark.
They say that time flies when you have fun. Well this saying is really true. So many things have happened both to us as persons but also many actions have happened since we started our journey in Frederikshavn.
We are at our night watches going up aloft and over the crosstrees more easily than the first times. Compared to the first time we did it; I feel a lot more comfortable doing it now than then. But as it takes with everything out here - it takes practice to get good at. Just like our hammock, our lines we had to learn and all the other information we got the first few weeks of our voyage. But it is very important to get good at, otherwise the ship could not sail. This ship requires many people for just a "simple" maneuver. For example, when we brace around the ship.
It will be really difficult to forget our night watches. One night with a clear sky full of stars and phosphorescence (in Danish it is morild) in the water, almost like the water is filled with stars. Then another night with rain and near gale wind, but our mood is still high and we can get a good laugh at our night watches. That is what I like about them. That we even though it is cold and it is raining, then we are still able to keep the good mood. And we always start out with "up and over the crosstrees". The crosstrees are the second platform on the mast. From there you really have the best view I have ever seen. This we do to get faster up in general but also to wake up a bit more. So when we are down from the crosstrees we are for sure awake and not in our snoozing mood.
We have experienced and seen a lot of dolphins on our trip. It has really been great to see. But there is nothing else than people yelling " Whale on starboard side" and the fire alarm that can get people fast up from the berth-decks. And then all of the sudden there is 40 people looking at the sea after the whale, which probably got afraid because of all the people looking at it.
It is a little bit surreal to think about that we soon will be done with this, and then we will be spread out all over. We are now gathered on one ship. We have our daily life and our basic needs here. And at some point it just feels normal. I always get a little surprised when people at the harbor take pictures of our ship, maybe because I am so used to look at the beautiful view of DANMARK.
I really look forward to see my family and friends again. But one thing is sure and that is that I will miss to look at the ocean at our morning muster. It is amazing to have seen the ocean in such different stages. One morning blue and still as a mirror. Another morning still blue but more rough with waves that makes the ship roll.
So in general the life at Training Ship DANMARK is filled with great things. We will for sure when we sign of this ship have gained a lot both physical and mentally. So dear families out there, whatever relative you have on board this ship, they will return as a sailor. A sailor with skills in seamanship, how to maintain a proper lookout and how to polish brass with Dollar. And this was just a few of them.
The time is now 21:00 and in one hour I will be on watch by the helm, to steer all of us safely home. We have now Denmark on our starboard side.
#52, Clara.
”Pan, Pan, Pan,” lyder det ud af højtalerne på broen. Nødopkaldet kommer fra en hollandsk båd nogle 100 meter foran os. De har fået motorstop, og på grund af godt sømandskab, som vi har lært er meget vigtigt på søen, sø sætter vi MOB-båden og sejler med BEGGE maskinmestre (ingen af dem ville gå glip af redningsaktionen) over for at se, hvor stor skaden er. Det viser sig, at problemet er lidt større end først antaget. Besætningen ombord har nemlig valgt at sejle videre med en motor uden kølevand, og det kan man ikke. Det har vi nemlig lært af maskinmester Hugo og som han siger ”Hvis der havde været en af mine trainees ombord var det aaaaldrig sket.” Allerede nu har vi set i praksis, hvordan de ting vi lærer, kan bruges til at undgå at ende op som de hollandske lystsejlere. Det betyder så også nu, at vores gode sejlskib er blevet omdannet til en hjemmelavet slæbebåd med kurs mod Thyborøn. Hvad der ellers skulle have været skulle have været endnu dag med shipshine blev afbrudt af vores første rigtige rednings aktion, heldigvis bare af en båd.
Hilsen 57
Ohøj landkrabber!
Så er der nyt fra messefar ombord på Skoleskibet Danmark. Status er lige pt, at vi ”kun” har 15 tons vand tilbage og de varme bade derfor er blevet begrænset, toiletterne er gået i stykker, vi sejler for motor og den danske sommerregn er efterhånden ved at kunne mærkes. Men vi har det helt fantastisk og humøret er endnu højt!
Ankomsten til Hobro begynder for alvor at rykke tæt på. Imorgen starter den første etape ”ship shine” og knofedtet skal igen findes frem sammen med pudsegrejet. Vi kan snart ikke vente længere med at vise vores smukke skib frem, som har passet på os og lært os så meget de sidste tre måneder! Det er med garanti ikke de samme unge trainees, som blev vinket farvel til på kajen i Frederikshavn, som nu vender hjem. Men en ting er sikkert, savnet til bryster er ikke forsvundet...Hilsen messefar #61
Another beautiful day on the Training Ship DANMARK. The usual and well-known rotation has changed, now the finals are ongoing. In the evening the berth decks are transformed into libraries, with small study groups and folders are overflowing the tables. Almost every day we have a different exam and every night, there are new questions to answer.
Today my quarter had the work environment and maintenance exam. Our group had been looking through huge folders, to find specific information about a specific power tool or paint. Especially work environment had been a tough one for me throughout the voyage. The ship had a magical skill, where the calm rolling from side to side, would make my eyelids a little too heavy at times. Even though I had my struggles to stay awake, I managed to get a nice grade in both of the subjects.
Just as you think that you can relax, you are reminded about the next upcoming exam. As I said before the mood has changed, but not for the worse. A lot of people are excited to get home to Denmark, where loved ones are looking forward to greet them again. There is a lot of talk about what we look forward to, when we get home. Everything from vacations to small things like tasting Danish milk or take a shower longer than “3 pushes”. But for now, this is what we have. As we sang this morning, we are “rolling home” and in a week, we will sail into the harbour of Hobro and present our home and proud ship.
Greetings from #15
Eksamerne flyver afsted!
4 skifte har idag haft maintenance og working enviorment eksamen og alle kom helskinnet igennem.
Vi er nu igennem Health, sea safety, maintenance og working enviroment, marlinspike seamanship (Reb splejsning), knots, bends & hitches, el-tech, marine technology og marine engineering.
Foran os venter hygiene, navigation (COLREGS), marlinspike seamanship (Wire splejsning) og tanker familiarization, så der er massere der endnu skal læses op på. Der bliver taget noter i alle pauserne og borderne er fyldt til randen med papirer og mapper.
Vi sejler lige nu for motor på vej ind i den engelske kanal og vi gik i seng (Dem af os som kom så langt) til en flot solnedgang og stod op til 22-02 vagten, med de sidste gyldne farver på bagbord side og månen der langsom steg op over skibets knejsende master, på styrbord side.
Jo nærmere vi kommer på Danmark, jo mere føler man den underlige blanding af længsel efter at komme hjem, men også savnet efter skibet, selvom at vi endnu er her.
Man ligger mere mærke til de små øjeblikke og værdsætter dem ekstra meget, fordi at vi ved at det snart er slut og at vi skal hjem, måske til de gamle vaner, men måske har nogle også fået smag for sømandslivet og vil fortsætte i de blå baner.
Vi er klar til en ny dag i morgen, med, forhåbentligt, godt vejr og frisk vind i sejlene.
Og som Johan siger ”Rejse,rejse, rejse, skide, skafe, splejse”
Bedste hilsner Gustav Bendix #72 & Julie Madsen #74
Dear longed loved ones, old trainees and curios readers,
Another day has now passed on our beautiful Danmark and right now we’re drying off in the cozy library while our fellow sailors are hanging up our scrubbed working clothes – in the ever pouring rain. Today has been as eventful as every day is onboard this ship. We saw, felt and heard the first and only lightning on this voyage while doing Trash King Lauritz’s honorable task of sorting trash during our evening watch 18-22. Sorting garbage is not the greatest of jobs, but it’s a great task even though it’s shi...
Our quarter started out the day with the 4-6 nightwatch, which starts out with climbing up and over the crosstree. For me (50) it is still quite new, accelerating and a tinge scary to climb up the high and narrow shrouds, but this time I managed to go all the way up in darkness, so another small victory has been crossed off the ever growing list of goals for this voyage. We spent most of our time with setting and stowing the royals, some staysails and the main course, so time went by quickly as the seagulls crowded and sang around our old lady. After the quick paced watch, we all had the luxury of getting 90 minutes of sweet sweet hammock snoozing, which is one of the greatest values onboard. Further into the morning we practiced wire splicing (splice for real men) in marlinspike in the beginning rain, next time we’ll have our exam in it, since the exam period is over us. After lunch we had the pleasure of having another exam this time in health/first aid, so now that is crossed off as well. After the glorious 3 break, that always gets announced by the most break thirsty and enthusiastic roars, we had our new subject: Tanker Familiarization. In this new subject we, the 4th quarter port siders, got mixed up with the 3rd quarter (turds) starboarders and we’re going to deliver our exam together in a presentation about all our combined knowledge from our previous subjects of ship technology, marine engineering, electro technology and much more in one big pærevending : Tanker Familiarization.
Hope everyone is well back in Denmark and enjoying the warm Danish sun, that we all miss and talk about. It’s weird to think that there is only 26 days left of this wonderful voyage and then we’ll be back in our loved one’s arms, that we so miss.
#58 and #50 reporting
Relieved as diary writers
Goodnight
HOMEWARD BOUND
Diary entry #59
The ship is again leaning to its starboard side, gently rolling in the grey waves of the English Channel, while 78 trainees are undertaking their duties, preparing for exams or manning the watches as so often before. All though it is only a day since we left the wonderful Bantry Bay and its many sheep-clad cliffs and green hills, we have already fallen into the rotation and symbiosis of life at sea.
It seems that we were lucky to be at anchor in Bantry Bay for the only two days of the Irish summer. The weather was perfect, maybe even as good as the one we left back in Denmark – at least so we have heard. We spent time rowing in the longboats, maintaining and shining the ship so that we are ready for arrival in Denmark and of course also ashore in Bantry, whose inhabitants were of the most welcoming kind that we have so far encountered. It is amazing how swiftly one gets accustomed to being able to sleep for an entire night, when the 22 – 2 is suddenly up.
All though many have said that they long for their real beds, being able to sleep for as long as one wants and a dinner table without the risk of impalement by flying forks, we are also slowly starting to grasp that this the leg from Bantry to Hobro will be the last time that we are sailing for several days in a row. After this, more time will be spent in harbour than at sea, so now is the time to learn some new sailing skills, engine parts, splicing tricks, finish up a project or spot dolphins from the Focs’le with the best of shipmates. Even though it by some has been cursed as boring and cold, even looking at stars and lanterns at night on lookout duty will be missed.
Everybody is looking forward to seeing friends, family and loved ones.
Hvordan var Irland? Nu skal i høre. Tirsdag morgen ankom til en lille Irsk havneby. Fra skibet af kunne vi se frodige bjerge hvorpå kvæg gik og græssede, ved siden af små hvide huse med yndige haver. Jeg forstillede mig, en ældre Irsk kvinde side og drikke high tea, mens hun nød solen på markerende og så os stolt sejle ind i ”hendes” havn. Her kunne virkeligheden blive til et glansbillede.
Vi lå for ankor, det vil sige, at når vi fik landlov, skulle vi bruge motorbåden, for at komme i land. Det gav en lidt distanceret følelse, i og med der ikke var mulighed for, at de lokale indbyggere kunne komme helt tæt på DANMARK og se alle de fine detaljer på skibet. Og omvendt var der ikke muglihed for, at kunne vise vores flotte skib til den lokale befolkning og fortælle om vores eventyr. Dog gav det os muligheden for, at se vores eget skib ude fra – det var lidt som, at se sit eget spejlbillede. På den ene side synes jeg skibet så lidt mindre ud end forventet. Men på den anden side var det også lidt smukkere end forventet. Nogle gange er det godt, at komme lidt på afstand, af noget man har været rigtig nært meget længe. Det giver muligheden for, at revudere ens perspektiv og i højere grad nyde ens omstændigheder.
Da vi var i land, kan man rolig sige, at vi kom i kontakt med den lokale befolkning. Irland mødte os med åbne arme – lige som Nell (vores Irske trainee) havede fortalt os om. Alle vi gik forbi på gaden hilste og mange af dem stoppede op for at snakke med os. Hvor kommer i fra? Hvor skal i hen? Hvor har i været? Deres nysgerrighed fejlede ihvertfald ikke noget. Det var en stor kontrast til nogle af de andre stedre vi har besøgt – som har været mere præget af storbysfænomenet hvor man holder tankerne for sig selv og undlader at snakke med de farlige fremmede. Hvilket egentlig er en skam, for man lærer jo byen meget bedre at kende, når man også kender indbyggerne. På et tidpunkt sad jeg på en cafe sammen med Clara (#54) og nød en kop kaffe. Ikke mere end 7 min efter vi havede sat os, fik vi selskab af to ældre herre. De blev hængede indtil at cafeen lukkede og de havde fortalt deres livshistorier færdige. Nogle ville mene det var intimiderende og upassende. Men i det øjeblik nød jeg det og følte mig velkommen i den lille by. Det vil jeg huske mig selv på – til når jeg kommer hjem.
Noget jeg også har lært er: at det er godt at rejse til havnebyer – for der er man altid sikret god fisk. Da jeg fik landlov, var vi nogle piger som besøgte lille lokal fikskeresturant. Indretningen var moderne, ved disken hang der et fiskenet og tjeneren havede i går besøgt DANMARK, for at aflevere de nyeste søkort til os. Vi fik serveret friske rejer, lask og lokale blåmuslinger - lækkerier fra havet.
Jeg vil klart sige, at det har været et af de bedste stop, vi ind til videre har haft på turen. Det var en lille by, så man blev ikke stresset over, om man nåede at opleve det hele på den halve tid. Byens befolkningen var imødekommende og glade for at se os. Der var skyfrit, solskin og mulihed for at slå sig ned i græsset. Også var der et stort supermarked, hvor man kunne købe de sidste snacks til turen hjem.
I morges tog vi ankoret op og satte sejlene – så nu går kursen mod Danmark. Kaptajn Kurt overvejer stadig, om vi skal op om Skotland eller gennem den engelske kanal. Jeg krydser mine fingre for, at vi skal op om Skotland og se noget nyt.
Lige nu skinner solen på DANMARK og jeg håber også at den skinner i Danmark – så har vi en til ting til fælles.
Tanker fra havet
•Tyra #66
Røde regnjakker og fremtidstanker
”LAND I SIGTE”, råbte lookouten i morges lige inden hovedmønstringen. Ud af tågen dukkede et bragende klippelandskab op på de små ubeboede øer. De ville nok opfattes mere grønne, hvis ikke den grå himmel sendte vind og regn ned over os for femte dag i streg. Men vi får lov at bruge det røde regntøj dag og nat, så lattermusklen bliver tirret, når vi pakker bremsejlene, for det ligner en omgang kogte røde pølser på række. Og når vi skrubber dæk, så ved man ikke om det er saltvand, sæbevand eller regnvandet der fylder gummistøvlerne, men det er også lige meget, for det ender altid ud i et forsøg på at glide på maven ned af hoveddækket – shhyy, det må vi i virkeligheden ikke, så sig det ikke til nogen!
Det er eksamenstid, så vi har faktisk slet ikke tid til at skrive dagbøger som denne. Alligevel bliver læsningen taget med et smil og der hygges i alle krogene under dækket. Omkring fjerde bakkes bord bliver der diskuteret skibsopbygninger og forskellige rigging typer over en pose engelsk vingummi. Sukkerreserverne skal jo holdes ved lige, når energien bliver brugt på læring. I forreste henstuvning knokles der med wire-spejsning, og i den snævre fritid syer vi ”dittybags”, som bruges til at tage værktøj med i riggen.
Nu er vi snart i Irland; sidste stop før vi når de danske farvande. Det bliver godt med et par dage for anker, så man kan få strukket benene op af cowboyder-gangarten, som kræves når bølgerne slår ind. Et rygte lyder på, at vi sætter robådene i vandet, så vi kan få roet lidt rundt i Bantry Bay. Så de er altså ikke bare til pynt og opbevaring – lad os håbe de også kan flyde!
En snartlig hjemkomst sætter gang i tankerne om fremtiden efter DANMARK. Skal jeg sejle med vinden, lægge kursen om eller ligge i vindøjet for en stund?
Take a change, win a bamse, som Kvartermester Kallen siger.
/78
Spending close to 90 busy days in a row on the sea, you have to stop time for a moment, and think about what you’re actually doing here. Otherwise you will lose track of time, and the one day will look like the other. And the other will look like the rest.
One of the things I find myself doing, whenever I have a gap of five minutes before the next muster, is to look to the horizon.
An almost perfect 360-degree line of ocean colliding with the sky is around you. The interesting thing is that you never know what the ocean will show. Most often it will show nothing. Most often it will show only water dancing on its own. But if you’re being patient, things might show. There are no rules that say when the next whale is to reveal itself, making the huge geyser on the quiet surface. Or when the next school of dolphins decides to join alongside the ship and escort it safely through the currents. Or when an old independent sea turtle appears to catch a breath of fresh air, peacefully minding its own business. Or maybe the next thing you’ll see is something completely different.
Anyway. Today I’ve seen nothing.
Nr. 8
It’s a beautiful day on Training Ship DANMARK!
1. Quarter fik hele 8 minutter ekstra at sove i I morges, inden Celina kom med hendes berømte ”It’s a beautiful day on Training Ship DANMARK” som vi elsker at blive purret til. Ud af hængekøjen og så startede dagen ellers med friske bagte boller og havregrød, as usual!
Vi har haft Vedligehold dag, hvor vi sammentidlig skulle op til Sea Safety eksamin ved Jesper og Nadja. Mester Emil satte os i gang med at overflade behandle naglebænken i bagbord side, så den kan olieres og få lak. Vi blev også sat i gang med at syre behandle vanterne – vores skib bliver pænt!
Sea Safety eksamin var en hurtig, lidt hård omgang, men alle i 1. quarter bestod!
Eksamin gik ud på, at vi har lært en masse om alle de sikkerhedsregler der er for et skib, som for eksempel; hvor mange redningsveste man skal have, signalet for evakuering, Mand over bord og brand, hvad hulen en SART er (de forskellige radio kommunikationer)
Til aftensmad var der Dansk Tema, med en god omgang stegt flæsk med persillesovs! Der var stegt hele 1000 stykker flæsk. Så alle var glade.
Nu har Klokken lige slået midnat, og vi skal til at have Night Snack, inden vores 22-02 vagt er færdig.
Alt er vel på Skoleskibet DANMARK!
Kæmpe sø-mysser fra #39 og #29
Så blev det skisme juleaften på Skoleskibet Danmark! Efter en sjov dag med masser af sailhandling og sved, der drev af panden, blev vi overrasket med en duft af brun sovs og brunede kartofler fra kabyssen og straks kunne vi mærke mundvandet løbe!
Inden spisetid blev vi belønnet for vores hårde arbejde i riggen med en svømmetur i Atlanten fra skibets ræling. Samtlige 78 trainees blev forvandet til én stor flok vandhunde og sprang i havet blandt delfiner og en enkelt havskildpadde! Da aftensmaden skulle indtages endte vi med at sidde på banjerne i badetøj og spise flæskesteg i 25 graders varme. Endnu en fantastisk dag på Skoleskibet Danmark.
#61, 41
Vores første hele dag på søen efter afgang fra Azoerne, er ved at lakke mod ende. Det er som regel en hård omvæltning, at skulle vænne sig til rutinerne igen. Nogle har idag haft marlinspike seamanship, for første gang med Jesper (overstyrmand) – hvor vi øvede kasteteknink med kastelinerne, og fik en del ny viden om trossere og sikkerheden som er forbundet med det. Mange synes det var rigtig sjovt at kaste med linerne, og der gik konkurrence og leg I hvem som kunne kaste længst!
Senere på dagen havde vi motorlære, med selveste maskinmester Hugo. Det meste af timen gik med genopfriskning af forskellige emner, så der skulle rodes lidt i noterne og hjernekassen, for at få det hele på plads. Mange er ved at være spændte på den kommende eksamen, derfor blev der lyttet godt efter.
Der er stadig en masse delfiner i syne, samt et par havler. Selvom der er mange fisk er det dog ikke lykkedes endnu at få bid på krogen, vi har det rigtige grej men ingen fisk bidder..
Ellers er alt vel ombord på vores elskede Danmark #48 #60
Klokken er 05.13, og vi er på nattevagt igen – Danmark er tilbage på havet igen.
Jeg har taget mine lange uldunderbukser på, fordi vejret er blevet koldere (eller er det mon bare tanken om, at vi er på vej nord på?). Her ombord går snakken ofte på vejret; Hvordan bliver vejret i morgen? Hvordan er vejret i Irland? Hvordan er vejret, når vi kommer hjem? Det er vel meget naturligt i og med, det er vores hoved drivkraft. Men det kan til tider virke lidt meningsløst at snakke om, da det er en noget, som vi slet ikke kan lave om på...
Efter vi har haft landlov og været på Azoerne, har jeg lykkeligt fortrængt, det bitre sømandslivt i stiv kuling med de skæve nattevagter. Det er lidt svært at komme tilbage til den gamle rutine, med nattevagter, et vippende skib og den begrænsede frihed.
Lige nu venter vi på, at vinden går den rigtige retning. Så vi står lige nu på ”stand-by” – hvornår kommer næste kommando? Jeg har lidt svært ved, at holde mine øjne åbne. Det er som om, at kulden trækker mine øjnlåg ned og tænder for mit drømmesind. Men det nytter ikke noget. Jeg må bare kigge op mod stjernerne, og blinke i takt med dem. Det kan holde mig vågen.
Vi sejler stadig omkring de frodige øer, hvilket betyder, at der er mulighed for at se hvaler. I går mellem 17-18 sad jeg i masiknrummet og holdt øje med olie-temperaturene og andet maskinteknisk. Da jeg endeligt bliver afløst, kom ud af det mørke hul og op i sollyset, stod mange af mine kammerater med et overvældet sind. For til hovedmønstring hævede Nadja afbrud Kaptajn Kurt og råbt at der var en hval. Nogle fortale mig, at de havde set finden, andre havede set sprøjtet mens jeg sad og kiggede på maskinen. Jeg er ikke bare lidt misundelig. Men nogle skal jo sidde der nede og holde øje med alt det tekniske. Nu ved i, at næsten alle har set en hval.
Om lidt får jeg lov til at ligge mig ned i min hængekøje igen og sove indtil at solen spreder sine stråler over havet. Jeg elsker nattehimlen, men kan bedre lide den blide morgenstund. Gad vide hvilken sang vi skal synge i morgen?
Godnat.
#66
Tyra
Godaften, eller Buen Noite, som man siger på portugisisk, for vi må hellere begynde at øve vores gloser, når nu vi anløber Ponta Delgada på tirsdag. De sidste par dage har været lange og travle. Vi har haft midtvejstest i de fleste fag og været til knob- og splejseeksamen, så der er blevet nørdet tovender i alle skibets kroge. I går havde vi endnu en ”Seamen Sunday”, en vilkårlig dag, hvor Kaptajn Kurt bestemmer at det er søndag – noget der vidst kun kan finde sted på et flydende samfund afskåret fra civilisationen. Der blev luftet hængekøjer på hver en ræling eller ledig line på skibet, en masse svende blev solbrændte i det gode søndagsvejr, og der blev vist film på hovedækket og tygget popcorn i spandevis, mens solen gik ned over havet. Overstyrmand Poulsen kunne næste ikke få ordene over sine læber, men vi endte alligevel med at få lov til at sidde på dækket. En fantastisk dag på Skoleskibet DANMARK!
I går flød dækket i popcorn, i dag gør vi rent efter gildet og skrubber for første gang på dette togt dæk barfodet – som rigtige sømænd – mens vi skråler gamle sømandsviser uden spor af takt og tone. Aftenen fortsætter med skraldekongen Laurits’ yndlingsbegivenhed – skraldesortering af pap, plastik og madaffald, som kastes overbord. Det er nærmest en leg, en skattejagt efter genstande, der ikke hører til i madaffald – i dag var skatten en kagegaffel, som Hovmesteren egentlig var glad for at få retur.
Vi sejler ligenu i Atlanterhavet på 33 breddegrad og zigzagger nordligt mod Azoerne. Når vinden taget til bliver moteren slukket og vi kan ligge os til rette i vores hængekøjer og falde hen til lyden af bølgeskvulp og 40 trainees stemmer i koret af fredsfyldt snorken.
// 54 og 78
Seaman’s Sunday on Training Ship DANMARK
The morning started with a quick wake up by the fire alarm at 6.40, just 40 minutes after we went to our hammocks after the night watch. Luckily it was a false alarm, and after mustering on deck we could go back to sleep for an hour. When the day started for real, it was time for Seaman’s Sunday, a day where we are off from the normal schedule. Today it was possible to get our hammocks aired out and we have been cleaning our lockers. When that was done there was then time to do whatever we wanted, some practiced knots and splices for upcoming final tests. Others relaxed on the forecastle or started writing applications for ships to join when the voyage ends.
Before eating we had an hour of singing shanties together, while sitting on the main deck, which is usually not allowed. The Day ended with people gathering on deck and everybody watched a movie together on a big screen, while eating freshly popped popcorn.
Another nice day to be a Trainee on The Training Ship DANMARK.
#10 and #16
Det flydende parrallelsamfund har kurs mod nære kyster – Azoerne – en ø-gruppe gemt væk fra civilisationen langt ude i Atlanterhavet. Vi kan ikke lægge kursen direkte, men sådan er det jo med sejlskibe – de skal bruge vind for fremdrift, og vinden tager ikke imod bestillinger. Istedet zigzakker vi os frem mod destinationen, som heldigvis først skal nåes til d. 8 maj.
Kl. er 06:11. Fjerde skifte er netop blevet udskiftet fra nattevagt, og de fleste trætte kroppe vender trætte tilbage i køjerne. Det har været en aktiv vagt. Vi skulle vende skibet 360﮿ for at fange vinden på bagbord side. Sådan et sejskib som dette sover aldrig. Der er altid noget som skal justeres eller tilrettes eller sættes eller pakkes. I går foldede sejlvagterne Bikinisejlet ud for første gang! Et trekantet sejl som sidder på kryds-top, beginer eller = Crossjack - måske et syn øjet lige skal fordøje. De satte også For Royal Stagsejl, hvilket ikke engang var taget op at Sejlkoje, så det skulle først monteres inden det blev hejst til vejrs. Den ihærdige indsats gjorde at vi på et tidspunkt af døgnet havde ALLE sejl sat, foruden messan. Et ret imponerende syn som jeg også håber gentager sig, når vi tilbagevender til de danske farvande.
Om fem minutter kaldes der ”op fra banjerne”, så skal vi spise morgenmad og synge os ind i en ny dag.
// 78
Vi er tilbage på havet og har endnu engang vådt tøj og våde sko. Kopper og tallerner flyver rundt, og det er en kamp at sidde stille mens man nerdy skrubber dækket. Kæmpe stemning. På trods af at bølgerne har rullet ind over os i dag, er det godt at være ude og sejle igen. Nogen har været lidt ramt af nautisk utilpashed, og flere har været nede og kysse dækket. På trods af det har det egentlig været en fin dag på Skoleskibet Danmark. Vi havde nemlig knap nok fået søvnen ud af øjnene her til morgen før vi kunne se en kæmpe stime af delfiner svømme i vores retning. Vi må også lige takke nr. 69, vores b-day boy, for totalt opturs solskinsvejr. Det har vi mega meget har manglet i Santa Cruz, hvor det regnede lidt for meget til vores smag. Lige nu er der langt til Azoerne. Men så er det godt at skabet er fyldt med snacks. Nogen har købt 8 pakker chokolade, andre 3 kg nødder, 10 dounuts, en hel kasse sodavand og få nøjes med et glas nutella. Der er ikke sket det store siden vi forlod Santa Cruz. Vi har en knots, bends and hitches eksamen i vente, så meget af tiden går med at øve sig på ikke at lave kællinge eller trylleknuder. Derudover venter der muligvis en evakueringsøvelse på os i morgen hvis vejret tillader det. Og før vi ved af det, så er vi nok i land igen. Medmindre vi bliver spist af hajer i morgen. Indtilvidere alle mand ombord #45 og #49
Our stay in Santa Cruz is almost over – and like anything else on this ship, the time has gone by so unbelievable quickly… Both port and starboard watch have had 2 days with shore leave, one day on our own hand and one day on a bus trip to the national park. Here we saw the incredible environment changes of the island, by driving from the harbor of the capital, and one hour later standing at the foot of the world’s 3rd largest volcano – having risen almost 4000 meters in altitude and driven through a foggy and compact forest. The landscape was rocky and very uneven, and looked kind of like the surface of Mars. In fact, it looked so much like Mars that NASA have tested their self-driven robots, that drives around on Mars right now, in this landscape. On our way back from the volcano, Mads, our 2nd officer, had printed a collection of sailor shanties, that sailors (almost) like us have been singing for decades.
When we are in harbor, one of the watches (half of the trainees) have shore leave each day, but the other half isn’t just laying around in hammocks having Siestas all day. No, there is always something to do on an elderly ship like this, and in this stay we have been really busy. This Friday there was a reception on the main deck for 40-50 local guests. So the day was spent with brass polishing, preparing delicious food, and making the ship look even better than it already does. Saturday and Sunday we have had Open Ship, where everybody who was interested could come onboard and get a guided tour by the trainees. The captain told us that he didn’t expect more than 50 visitors because of the number of interested people the previous years. Saturday, though, we had 260 visitors, and Sunday 270. It can only be because of us trainees this year – or maybe the fact that a local newspaper apparently had written about the Open Ship arrangement. Today, Monday, we have had the Danish Consul and some invited guests for lunch in the captain’s saloon, and we trainees have had the time to do some maintenance in the great, sunny weather. There was also time for having a soccer match in the lunch break on the key – an unusual activity for us after over a month at sea. The game was interrupted several times because of the ball falling into the water, and smaller rescue missions were needed – but we are still having a Teneriffic time!
Now we are also starting to look forward to get the wind in the sails and going north, north east towards The Azores and new adventures.
// Thomas #13
”Go to Spain, they said. It will be sunny, they said.” De løj. Vi er nu på fjerde dagen I den største by, Santa Cruz, på Tenerife. En ø vi alle forbinder med solskin og glade dage. Det første har vi dog ikke været heldige med. Hver morgen er vi startet med et forfriskende regnskyl og byger op ad dagen. Tilgængæld har der været massere af glade dage. Vi har for første gang oplevet åbent skib med overraskende mange besøgende. Langt flere end kaptajnen havde forudset. Mange af dem var lokale, som havde læst om Skoleskibet Danmark i avisen. Selv spansk tv dukkede op, og værten satte en trainee på prøve i sine spanske gloser.
Som de fleste andre turister har vi også besøgt vulkanen Teide, der er verdens tredje største vulkan, målt fra de tektoniske plader. Vi kørte i bus op gennem en stor skov med slingrende veje op gennem skyerne. Da vi så endelig kom over dem, var der hel blå himmel, solen tittede frem – og den flotteste udsigt. Vi kørte rundt i landskabet og holdt en masse stop undervejs, hvor vi kom ud af bussen og kunne nyde det måneagtige landskab. I bussen havde vi højskolesangbøgerne med, og 2.styrmand Mads sang for i sømandsviserne.
I dag, mandag, er agterbanjen på landlov, mens vi passer på skibet. Det sidste sejl har fundet sin vej til Cross Jack og solen er endelig dukket op. Pauserne er derfor blevet brugt på at spille fodbold på kajen og spise is. Vi nyder tiden på land, men vi glæder os til at komme ud på vandet igen.
Sommerhilsner
Jonas (39) og Astrid (57)
Ankomst til tenerife
Bjergene står højt og mange, flere end jeg har set før. Regnen dryber fra de sidste mørke grå skyer som langsomt forsvinder, solen skinner ned på byen santa cruz, som vi langsomt men sikert bevæger os imod. I høj hastighed ankommer to slæbebåde med dirkte kurs imod os, de er ikke længere end 15 meter fra os, da de vender på et split sekund, nu ligger de med samme fart som os, helt tæt på, ikke længere væk end at man kan se, at manden på skibet ikke har baberet sig ordenligt idag. Langs haven ligger der krystogtskibe, tankskibe, fiskebåde, lystbåde, faktisk alle slags skibe selv et udbrændt skib der er igang med at blive skåret op. På kajen står der en lille gruppe mennesker og svinger med det danske flag, en uventede velkomst fra danske himmelstrøg. Nu har vi lagt til kaj og de sidste grå skyere er på vej væk, men nogen nye titter frem over bjergtoppene.
Alexander Bonde Jørgensen. Nr:55
Diary Entry: Arrival of Santa Cruz de Tenerife
So much has happened since I last wrote, so much time has passed, so many stories untold but for now I’ll tell you about our arrival in Santa Cruz.
The first time seeing Tenerife it was a mere shadow on the horizon, yet you could see how it rose form the ocean, large cliffs shooting up to the sky. That was Thursday afternoon. During the night we had come closer, this time darkness wrapped around the island, no moon on the sky to light up the rocks and cliffs. Instead the city on the other side of the mountains lit up the area, casting a silhouette of the whole island to us. It was truly a beautiful sight; one you’d not be quick to forget.
Come morning the quartermasters woke up some groggy trainees, all of us in the moment forgetting what day it was, what time it was, where we were and what the hell was going on. As soon as our memories came back to us, we tipped out of the hammocks, threw on some clothes and stood by at main muster.
Slowly the island turned for us as we sailed towards where we were supposed to be. 80 trainees all working together to ready the ship for its harbour stay. Small houses in all colours came into sight, growing the closer we came to the bigger city until hotels and skyscrapers came into view, of course all still colourful. At first we expected rain from the seldom rainclouds hanging above our heads, but instead the sun broke through as soon as Santa Cruz were within our grasp, even a rainbow showing itself over the city in a beautiful sight.
Two huge tugboats came to help the ship into harbour, one tugboat come a little too close for comfort, only a few meters, if not less, from hitting our wooden longboats hanging on the side of the ship by the chart house. I’ve never seen a man make such an ‘oh sh.., oh sh.., oh sh..’ face before as the captain of the tugboat did. And let’s just say that our officers weren’t especially impressed with the near incident.
Being in harbour, the mooring lines holding us to the quay, work began once more, this time shining up the ship for the evening reception we were to have. Quarters were divided into smaller groups, some doing the polishing of brass, a work the requires patience and healthy wrists, while others were to wash down the ship or set up the areas that were to be used for the reception. Like ants we all had a task, all working with one another to get to the main goal. But also like ants we ran around each other, never standing still. I’m sure if you were to be in the mast, you’d think the same thing.
Around 1500 1st and 3rd quarter (including me) were allowed to go ashore. I suppose it was because having 80 trainees plus all the guests would be too many people on the ship. Also you’d have 40 trainees with no job to do other than to take up space. And our berth deck were to be used to show for the guests…
So we went ashore, all in fine clothes, white hats and polished shoes. You’d never fully understand the pure and utter stress with a tad bit of anxiety of 40 people in a limited about of space, with limited (3) amounts of irons and ironing boards, all fighting to get out ALL of the wrinkles of one’s white shirts and get the RIGHT press folds of one’s pants. Honestly, it’s a true fight for survival, everyone wants to have shore leave, everyone wants to be done at the right time. The fight is real and it is fierce as hell. Have you ever seen battle royal? Hunger games? That’s sometimes how it is to be on the ship when there’s limited amount of the stuff you need, while also needing to reach the expectations of the officers.
Of course we all made it, we all stood in fine rows, excitedly waiting to be let of the ship and onto fast ground… fast ground that not only holds new adventures, but also stores and most importantly food you get to choose yourself. I’m personally speaking about cake.
While within the time we had before we had to get back to the ship, we saw most of the inner city, we’re all looking forward to the bus trip we’ll have tomorrow to see more of the island. We just hope the weather would get better for us that the misty rain that keeps falling, then stopping in a period of time, then falling once more.
Just give us good weather now that we’re here, this is supposed to be a sunny and warm island after all.
#77
Så blev det tirsdag og vi har nu været på søen i et par dage siden Cadiz – ja, det præcise antal kender vi altså ikke, dagene har en tendens til at flyde sammen, når man går i seng og siger godmorgen to gange på et døgn. Til forskel fra før er foråret endelig kommet til Skoleskibet Danmark. Flyverdragten er blevet skiftet ud med shorts og solcreme, og aftenerne bliver brugt på diverse små projekter eller hygge på bakken (vores ”dagligstue” helt fremme på dækket). Det er dog kun, hvis ikke man har vagt om aftenen som vi har lige nu, for så går tiden med at skrubbe dæk i takt til dårlige popsange og sovse rundt i daggammelt madafald i solnedgangensskær. Måske er man heldig, at der bliver tid til at gå til vejrs og spejde efter delfiner, hvaler og havskildpadder.
Vi øver os naturligvis også i at blive rigtige sømænd, med alt hvad der dertil hører af terpen af knob, stik og splejsning. Og en rigtig sømandshistorie i ny og næ, mens vi venter på, at der bliver slået glas og vi kan komme på køjen.
I morgen er vi dagmænd og hjælper til med madlavningen og i maskinen.
P.S. Vi har skrevet en lille sang, som er god at skrubbe dæk til:
Melodi: Jeg vil i seng med de fleste
Når vi blir’ purret skal vi hurtigt ud af køjen
og den skal også pakkes sammen
mmhhh
og klokken otte er der mønstring op’ på dækket
og vi får havregrød til maden
mmhhh
Det blir’ en god dag
Vi har en bred smag
Vi vil i køjn’ med de fleste
3. skifte
og alle dem fra styrbord vagt
Vi vil i køjn’ med de fleste
Georg Stage
og Skoleskibet Sverige
Så skal vi op og skrubbe de der toiletter
Og hal’ i tov vi ikke kender
mmhhh
Og når vi splejser skal vi bruge vores hulspir
Mens kaptajnen råber til os
mmhhh
At det blir’ det blir en god dag ...
“It’s another beautiful day at the Training Ship DANMARK”, er frasen Celina vækker os med hver morgen – og i dag er den så sandelig også gældende!
Vi sejler i øjeblikket ud for Afrikas vestkyst, ca. 30 sømil fra Marokko, så hvis man kigger godt efter, kan man fornemme ørkenlandskabet i horisonten. Det har været en rolig morgen, solen stod langsomt op gennem skydækket, vinden svag, så vi har sejlet med motor det meste af natten. Men inden længe skulle status quo vende. Allerede inden der blev slået på glas til middag, havde 4th quarter sat Upper- and Lower top sails på alle master og dermed givet den gamle Frichs-motor en velfortjent pause. Og de ivrige kvartermestere fortsatte, så da arbejdsdagen sluttede kl. 18 bragede DANMARK igennem Atlanterhavet med 21 sejl sat under de subtropiske solstråler.
Vi skal lige vænne os til varmen. Termometeret siger 22 grader, og i kombination med en god strålereflektion fra havet, kræver det en flittig brug af solcreme på vores blege vinterhud. Heldigvis har Doc masser af forsyninger ombord, og vi hjælper hinanden med de solbrændte nakker, når vi ligger i kæde i stævning.
Da vi langt om længe fik lagt os tilrette i hængekøjerne var kroppen udmattet af at klatre op og ned i masterne, kinderne let solbrændte og maven mæt af vegetarlasagne (da hovmesteren – til mit held - har indført VegeMandag her ombord).
Mandage kan faktisk være gode dage! Og nu har jeg lige et par timers søvn før jeg endnu vågner op til ”Another beautiful day at the Training Ship DANMARK”.
/ 78
En nattevagtsberetning
Så blev det sku aftensvagt igen! Troels og Vitus er denne gang på dagbogen og vi vil nu give jer et indblik i vores ydmyge sømandsliv.
I aften hedder vagten 22-02 og trods det er en af de få vagter med snackpause, er det som regelt stadig en af de grumme. I aften er det dog med shorts og oreokiks i lommen, så det kan ikke gå helt galt. Før nogen har nået at få søvnen ud af øjenkrogen er vi oppe i reggen, for at tage den sædvanlige tur hen over cross tree´en, hvilket er nummer to platform på masten – en tur som oftest gøres med lidt modvilje, da det er svært at stole på en krop, der ikke helt er vågnet endnu. Vi gør i midlertid som der bliver kommanderet, og står på cross tree´en før vi ved af det og har ikke lige pludselig ikke så travlt med at komme ned igen, eftersom Laurits, der er ”officer on wach”, altid har en masse interessante opgaver som at grave i food trash efter ting, som ikke hører til food trash. Vi er dog i den heldige situation i aften, at vi slipper for at have hænderne begravet i den daggamle mad, til fordel for at sidder her i biblioteket, og berette om vores jomfruelige sømandsliv.
Vi ser nu frem til at klokken rammer de 12 stykker hvor vi altid står og venter i spænding på vores allesammens Johan, som lige er vågnet op fra de døde. Der er dog sjældent meget død over det, når først Johan rammer dækket. Der er altid et par sejl der skal sættes, og tages ned igen, da man jo ikke kan få nok træning, når det handler om at hale i torv – vel og mærke ikke ”hive”, eftersom det ikke er noget vi gør på vandet.
Efter vi er blevet revet rundt fra den ene mast til den anden i de par timer Johan får lov at leje med os, venter dog stadig det bedste ved aftenvagten, nemlig hængekøjen, der altid hænger lunt og venter på en under dækket.
De bedste sømands hilsner fra de ædruelige sømænd Troels og Vitus
Efter et par dage i Cadiz, sejler vi nu videre til Tenerife. Vejret har været med os de sidste par dage, helt op til 21 grader. Så der er højt humør og smilende unge trainees, som nyder tilstedeværelsen på Skoleskibet Danmark. Det har været dejligt med noget afveksling fra hele tiden at skulle arbejde, have undervisning, gøre rent eller tage på nattevagter, til at få lov til at gå i land.
Selve Cadiz er super smuk, en masse små gader, hvor de lokale står og snakker og fortæller historier om byen og hvad den havde været igennem. Cadiz har mange kirker, kathedraler, og gamle moskeere som bidrager til byens smukke historie og det at have været i Cadiz iført sig sin fine uniform og vandret rundt i gaderne og følelsen af at man er en del af noget større og i et fællesskab, er helt fantastisk.
At vide man er en del af Skoleskibet Danmarks historie og vide at der har været 104 togter, hvor det måske sikkert, har været ligeså godt og man er på togt 105 og har følelsen, at man kan klare det hele når man står på Royal og kigger ud over havet og kan mærke vinden i håret og bølgerne som rammer skibet og man ser solnedgangen.
Hvad man ikke har oplevet på denne tur til Cadiz, der er set delfiner, også selvlysende af slagsen pga. Morild. En masse regn og kolde dage men også en del solskin, heldigvis har alle dage været gode! Man skaber helt et specielt bånd, når man går 80 mennesker op og ned af hinanden, hvilket er helt vildt og en ubeskrivelig følelse.
Så er det normalt her folk spørger ”Savner du ikke noget derhjemme?” jovist savner man en del ting derhjemme mest af alt familie, venner, kæreste, hund og til tider en seng og sove i men man har ikke altid tiden til at tænke over det og det handler mest af alt at man ikke har sin telefon – Hvilket er helt vildt fedt eftersom, vi lever i en alder med så meget elektronik omkring os også bare komme væk fra det også komme i kontakt med naturen og menneskerne omkring en, det er et specielt bånd man skaber.
Så det sidste jeg vil skrive er, at jeg stadig tænker på jer derhjemme og noglegange ville jeg ønske jeg kunne fortæller jer det hele, men det må vente til at vi ses igen. Og øhh forresten har jeg fået en tattovering.
#64 Henrik Roland Lykke
Skoleskibet DANMARK;
Stedet hvor ’deck cred’ er en landyard til ens kniv, og mest hård hud på hænderne.
Hvor fritid betyder at øve 219 lines til riggen eller 23 knob. En gang i mellem betyder det at ligge som søløver på land, smidt oveni hinanden på For’cle, og nyde solskinnet.
Stedet hvor søvn er overvurderet og hvor det mest engererede crew og ’undervisere’ arbejder, og elsker deres job. De kan sågar få selv rengøring af toiletter til at virke som det sjoveste i verden.
Stedet hvor hverdagen føles som ’de skrå brædder’ hvor man lærer at gå med en hældning på 20 grader, på 6 meter høje bølger - og 1 meter vand over over rælingen er normalt.
Stedet hvor man ELSKER at sove i en hængekøje og blive lullet i søvn til bølgernes gang, med 39 andre (dejlige) personer som roomies.
Stedet hvor man er i sit helt eget lille univers, som en lille familie – af 100 mennesker, vel at mærke. Hvor der er en fælles følelse af eventyrlyst og man sammen overkommer frygt, og forhindringer.
Stedet hvor chokoladekiks og morgensang bringer lykke!
Stedet hvor der er dage; som dage med de smukkeste sol op- og ned gange, med flokke af delfiner der springer op, eller den mest fantastiske stjernehimmel og måneskin man kan forestille sig; er disse mærkværdige dage, hvor man er lige netop der, hvor man helst vil være, og laver lige netop det, man har mest lyst til. Hvor man knap skænker verden omkring sig en tanke, men er fuldstændig opslugt af nuet og henrykt over det man foretager sig.
Stedet der er bygget op på tillid og mod, en lyst til at lære og en lyst til at opleve. Stedet, hvor jeg ihvertfald er ovenud lykkelig for at have lov til at være med
Håber i har det godt derhjemme! Vi snart i Cadiz! Hej hej
Klokken er 22:00, folk vælter ud af deres hængekøje og begynder at tage tøj på, har allerede sovet i to timer. Mine ”morgenøjne” er røde og ubruglige i mørket på dette tidspunkt, så da jeg springer op af trappen og ud af døren er det som at træde ud i ingenting. Det eneste, jeg sanser, er lyden af vandet og folk, der snakker. Nogen siger: godmorgen, kan du se noget? Efterfulgt af et grin og klapper mig på skulderen. Jeg kan ikke se en skid, må jeg indrømme, så jeg følger væggen med hænderne imod det røde skær, der oplyser området ved olietøjsskabet for at finde min faldsikring og mit regntøj. Bølgerne går højt og jeg kan næsten ikke holde balancen, imens jeg hopper i mit udstyr. Jeg føler mig fast besluttet på ikke at gå i riggen i aften, da jeg kun har været deroppe tre gange før i dagslys, men Martin overtaler mig ved at sige, at det er utroligt smukt deroppe. Da vi begynder at gå til vejrs, kan jeg godt mærke at skibet gynger med et par meter mere end det, jeg har prøvet før. Det er en lille grænse, der skal overskrides, så da jeg endelig står på toppen og kigger ud på en klar stjernehimmel føler jeg glæde, lykke og en varme, som spreder sig på grund af en følese af fuldkommen tilfredshed.
Skrevet af: Alexander Bonde Jørgensen
Day 14 on Trainingship DANMARK, 6 days until our first port Cadiz if all goes to plan and life is great. We had Seaman’s Sunday yesterday and after a day of laying on the foc’sle, enjoying the sun and the view of the vast Atlantic, floating around the ship and also up the ship (aloft), we are rested, refreshed and ready to get back to our tight schedule either being on sail watches, in classes or being day men. We are busy and sometimes a little tired from our night watches but that certainly doesn’t affect the atmosphere aboard the ship. There’s not a day that goes by where we don’t have a good laugh, today it was us getting splashed with the 5 meter swell coming over the gunrail onto deck. We are learning about all aspects of the ship from how to tie mousings on shackles all the way to how the crankshaft in the engine works. There’s so much diversity in what we are learning that there’s something to suit everyone.
Nell
Seaman’s Sunday
“C’mon 2nd quarter, no time for snoozing on Training Ship DANMARK”, this is the way the crew has woken us up every day since the 13th of March. Today was our first Seaman’s Sunday even though it is Wednesday. Seaman’s Sunday means that we had a day off. We had time to relax on deck, organize our locker, learn all the lines on board or go into the rigging if we wanted to. During the whole day the crew picked out random trainees to do the line test. This means that one of the crew members says a line and then the trainee has to show where it is located on the ship.
Even though we had a day off, we still need someone to clean, cook and attend to sail watch. Our quarter had to take some of the duties from another quarter for half of the day. From 12 to 17 o´clock the two of us helped out in the engine department, where we spent the day with our two engineers on board. We changed the filters and the oil on the emergency fire pump and tested that everything ran smoothly. After that we cleaned some cylinders on the emergency steering wheel and checked if we had water in the bilges.
Some of the best things today was the sunny weather and the Danish Easter lunch we had. Tomorrow we continue with our normal schedule but first we have our night watch from 2-4 am.
-Lea (#26) & Fie (#6), 2nd quarter
Sapphire Seas by #77
When we left the English Channel the sea changed drastically. I don’t know whether it’s because we entered the Atlantic or if it is because land was suddenly far behind us. The sea turned more blue like sailing through Sapphire, the waves glistening in the sunlight. The waves became wider, steeper and in turn much higher. The ship cringes to the sides, trainee’s stumbling around on a slippery deck.
The wind in turn, changes fast. One moment it’s from the West, another from the South. It never decides where to come from next and it never stays for long. The sails sometimes complain for the lack of wind, flapping in on themselves with an annoyed grunt. With the wind in an ever changing stage, it’s hard to figure out when we’ll arrive in Cadiz, though we all hope to make it on the date we’re supposed to be there.
The last few days has been filled with setting sails and bracing yards. On one particular sail watch we practically ran around, turning every mast, setting most of the sails, trimming them, packing them. For a good hour, in the rain and wind, we were put to a test, our hands turning red by the strain of the ropes, our clothing becoming soaked, yet still sweating like crazy.
We’ve had a good few slip ’n’ slides on the wet deck, trainees loosing footing and falling to the wood with an “unf”. No one was seriously injured, nothing further than a few bruises and a hurt ego. If you’re very unlucky someone else falls beside or behind you and takes you down with them.
Yesterday was one of those days.
The waves were particularly big, the whole ship tugging to one side and then the other. In the Bread Room they lost a few bowls and glasses, the Scullery (where we clean the dishes) dinner appliances, cups, glasses, plates, you name it, all headed for the ground and then there was the Galley, who lost an entire shelf.
Being on a ship, with the waves as big as they are, we as trainees are put on a constant balance test. It’s a true Hunger Games, who will fall? Who will stand? There’s only one victor. The sea.
More updates to follow once in a while, when the time allows me…
Have a good day,
#77
The last few days have been exciting. Since we left from Tor Bay in England, the weather has been fantastic. The first few days it was sunny, so everyone on board was happy. It changed yesterday morning, and we started gaining a lot of speed from the wind. Last night we sailed with a speed of about ten knots. The wind was about 15-17 m/s. From what we have heard today, it was a bit tense for some of the trainees on watch, but everyone thinks it is amazing that we are making our way without the engine. It is what most of us came here to do, so it was relieving when the old FRICHS Engine was turned off. Most of us have found our routines on board, so we are not as tired as we were the first few days after we left Frederikshavn. Sailing by sails makes the ship role much less. That and the long Atlantic swell makes it more comfortable being on board. We have a constant tilt of about five to ten degrees to the leeward side which makes walking on the slippery teak deck a little hard for most of us. We haven’t had any accidents, but a few people have fallen, so people are being a little more careful now.
We are enjoying the beautiful dark blue color of the Atlantic Ocean which we can see out of the Port Holes when we eat, or when we have our breaks on the Focs’l.
Now we are really looking forward to go to shore in Esbjerg…
… April Fools!
Best regards #11
We’ve hoisted the anchor at around noon and have left Tor Bay. We are still at the southern part of England, but are on our way to the Atlantic Ocean with a speed of four knots
The day started at four o’clock for 2nd quarter with a two-hour night shift. Not a whole lot could be done with sail maneuvers since we were anchored at the time. After the nightshift we went back for a one-hour nap before we were called up for baksmønstring. It was a great day with a brief visit from Santa Claus (Poulsen). We were handed out knives and were taught how to not cut ourselves in the nose, since that apparently had been a previous issue. We were taught how to make a few different knots and were also taught the basics of how a diesel engine works.
It’s a great day for sailing.
#2 & #28
There's not a silent moment on the ship
During the day the ship is busy with life.
During the night the ship is bustling with it.
Darkness wraps around the ship, the sky either glistening with stars, scattered on dark blue silk we know as the heavens or, there's a deep cover of grey resembling a dune. Under the night sky the ship keeps going, inky water splashing against the bow of the ship, white foam bubbling in its path. The sound of waves never stops.
When lying in your hammock wrapped in warm sheets much alike a cocoon you can hear an out of rhythm choir of snores. There's the little ones, the ones that sounds like a flute, there's the bigger ones that draws air deep into the chest and then there's the roaring snores. Sometimes in the background you'd hear a trainee talk in their sleep.
Then there's the sounds from above. It's never silent. You hear footsteps dashing across the deck, some calmly others in fast pace, every step heavy with the weight of metal-pointed safety shoes. You can hear voices humming, laughing, giving orders. You can hear the rope slither over the wooden deck, the sound sometimes groaning almost, but not nearly as much as the ship itself.
In the far back you can hear the motors loud and persistent hum, always in the same rhythm, warm and singing, reminding you of an old sailor.
No, there's never a silent moment. The ship is always alive.
#77
Så er vi ved at have passeret Nordsøen og på vej ind i den Engelske kanal.
I takt med at tågen letter, søsygen forsvinder og rutinerne indfinder sig, stiger humøret og glæden overalt på skibet. Vi ser meget frem til at ramme de spanske længdegrader og få smidt Hirtshals-habitten, som efterhånden er blevet vores kæreste eje.
Livet på skibet er som en lille boble i et lukket samfund, hvor alt foregår og koncentreres om skibet. Fra rærene kan man se ned på alle de mange forskellige opgaver som udføres – alt ligefra skuren af dækket, kokkereren i kabyssen og folk, der hver gang de ser deres snit til det, ligger i bunker ovenpå hinanden og tager en velfortjent pause. Næsten som en hel lille myrekoloni set fra oven!
Imorgen åbner slopchesten, og vi kan ikke vente til at få indfriet vores kilometer lange bestillingssedler af slik, chokolade og deodoranter, så vi er klar til de næste to uger på havet, inden vi rammer Cadiz.
”Alle mand ombord”
#45, #57, #41
Tøbrud på Skoleskibet DANMARK
"Stay clear from under the main mast!" Råbet kommer oppefra, hvor 3. skifte er i gang med rigtræningen. Der er isflager i det sejl, vi øver i os i at pakke, og nu daler isen ned på det forladte hoveddæk, hvor den splintres mod plankerne og danser i alle retninger, mens solen stråler spiller gennem de mange ituslåede prismer.
Stærk blæst og frost har kendetegnet livet ombord de sidste par dage. Som pingviner har vi gået rundt og skuttet os i små tætte klynger iført kedeldragt, hue og halstørklæde . Vi kan se, hvordan de nede på kajen banker is af rojollerne - og hvordan disses dørk bliver forvandlet til en skøjtebane, når det vand, de forsøges vasket med, lynhurtigt fryser til is.
Men næste morgen sker det: Vores kvartermester konstaterer triumferende, med et lasertermometer i hånden, at dækket nu er nået over frysepunktet: Vi kan altså endelig komme i gang med at skrubbe det! På med olietøj og så i sving med kost, pøs og brandslange. Som solen bevæger sig højere og højere på himlen, vaskes DANMARKs dæk og hvide flader rene, og til aftenmønstringen står det klart, at et noget renere skoleskib nu for alvor er vågnet af sin vinterdvale og er så godt som klar til at tage sine elever og besætning med på togt. Vi glæder os helt ustyrligt.
Så er den anden dag på skibet ved at rende ud. Vi er overvældet af indtryk, informationer og oplevelser. Styrbord banje, altså første og trejde skifte, har været en tur i riggen på en smuk og solrig dag i Marts. I dag var det dog for koldt til at kravle nogle steder, så bagbord banje, henholdsvis anden og fjerde skifte, har hevet i braces, clewlines, buntlines, downhaulls and topping lifts. Alle er torv, som bruges til at ændre ræernes vinkel på skibet, sejlene og ræernes hældning. Ræerne hænger på masten og bærer sejlene.
Under dæk bliver traditionerne fulgt til punkt og prikke, da Olav i dag havde fødselsdag. Der blev sunget fødselsdagssang til morgenmønstring og til frokost, og der blev selvfølgelig også lavet lagkage.
Livet er herligt ombord skolesbiket DANMARK,
med venlig hilsen Ole nr. 56
Så er der under en uge til at vi er færdige med søfartsskolen på MARTEC. Det har virkelig været en lærerig oplevelse, og vi har lavet redskaber som vi kommer til at bruge ombord på skibet.
Men… man kan godt mærke at folk har indset at vi snart skal til det vi alle har ventet på. For om to uger ligger vi i vores ophængte hængekøjer i henholdsvis bagbord og styrbord banje på Skoleskibet DANMARK. Endnu bedre endnu, om 3 uger skulle vi runde skagen og have fulde sejl på vej mod vores første stop på togt 105, Cadiz.
Inden vi tager afsted glæder vi os dog til en miniferie hjemme med familie og venner.
God vind fra Ole nr. 56
Det er vores tredje uge på sømandsskole i Frederikshavn.
Der er virkelig sket så mange fantastiske ting den sidste tid. Ikke nok med, at jeg har fået æren af at lære 79 andre skønne mennesker at kende, jeg er også blevet uddannet Røgdykker, filet mit eget merlespir, som bruges til at splejse knob og tovværk, bestået ISPS-kurset omkring sikkerhed til søs, lært at anvende søkort og sætte en kurs, og ikke mindst har jeg tilbragt de sidste seks dage i svejseværkstedet, hvor jeg har elektrode- og MAC-svejset -- alt sammen noget jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle lære.
Drengene har fået guldring i øret og nogle har endda fået deres første sømandstattoo. "Alle Sømænd Er Glade For Piger", er blevet nationalsangen i dette lille samfund, vi har skabt omkring os, og det er blevet almen norm at give et klem, hvis en anden medelev har en hård dag. Det er hårdt, omvæltende og overvældende - men det er helt utroligt fedt at være skoleskibselev!
De hvide uniforms T-shirts med DANMARKs logo er strøget, uniformshatten er sat to centimeter på hæld, læderskoene er nypudsede. Vi skal hjem på weekend - ikke længere som privatpersoner, men som repræsentanter for DANMARK.
"Hav en gur ve" - eller hvad man nu siger på Nordjysk...
// nr. 78
Waking up early in Martec in Frederikshavn to the view of the water under the sunrise is refreshing to say the least. Metal work in the workshop is what fills our week days and helping the crew prepare the ship is what we do at the weekends. All trainees are working hard at craftsman school currently making our own tools and tool boxes that will be used aboard the beautiful lady, Danmark. Today we learned how to hang and bundle our hammocks and of course got to test their comfort. Super comfy I’d be willing to start sleeping in them now. What makes me most happy is that from here on it only gets better, ending with the pinnacle of the whole experience, the 3 month voyage itself where everything we learn will be put to immediate practice. Every time we board the ship I look forward to setting sail in March more and more.
Yesterday we were all lined up in the gym dressed in our elegant uniform and our parade hats. The quartermasters walked up and down the lines looking for wrong hemlines and sloppy stitching. It is important that the uniform looks the best possible because wearing the uniform means representing Training Ship DANMARK, and Denmark all together, in foreign harbors.
It was the first time we saw each other wearing anything else than the working clothes we were handed out the very first day. Looking alike makes us feel united and a part of a team and we're going to need this feeling leaving Frederikshavn and beginning the voyage in just two short weeks.
4th mess
Den 19 februar havde jeg fødselsdag. Det var lidt underligt at skulle holde fødselsdag væk hjemmefra, og jeg havde været lidt nervøs, for hvordan det ville blive at vågne op uden min familie til at vække mig med sang og pakker.
Heldigvis havde jeg nogle mega søde roomies. De vækkede mig om morgenen med sang, flag og kage med lys i, og det gjorde bare dagen så meget bedre.
Igen synes jeg, at historier som denne viser hvor dejlige mennesker her på skoleskibet Danmark er, og hvor hurtigt man udvikler et bånd til hinanden.
fra #5
Den 8 februar blev jeg nødt til at lægge mig syg.
Normalt når man er syg, ligger man derhjemme i sine vante omgivelser. Det er derfor lidt mere ubehageligt at være syg, når man er et nyt sted, og man ikke kender menneskene omkring en så godt endnu. Derfor blev jeg meget glad da 2 af de andre trainees, nr 15 og 47 kom ind på mit værelse. De havde været ude og handle ind, til det vi kalder ‘’mirakeldrikken’’ som består af Kamillete,
citron, ingefær og massere af honning, og havde så lavet en god omgang af det til mig, så jeg kunne se at blive rask igen.
Handlinger som disse synes jeg illustrerer hvor mange gode mennesker der bliver optaget her på skoleskibet Danmark, og ikke mindst hvor hurtigt man opbygger et sammenhold. Det gjorde i hvert fald min sygedag meget bedre.
Dagbog fra #5
Starten på vo. 105
De første skridt ind på MARTEC er de mest nervepirrende jeg nogensinde har taget. 79 nye mennesker som man kommer til at på sammen med i 5 måneder, 3½ af dem bliver tilbragt på et skib. Nemlig Skoleskibet DANMARK, hvor 80 gaster skal arbejde hårdt sammen for at få skibet til at sejle sammen med besætningen på 20 erfarne læremestre.
Men hvis vi påmønstrer i dag kommer vi ikke meget længere end Frederikshavn havn. Vi bliver delt op i klasser på 20 og skal sættes ind i det praktiske arbejde ombord på et skib. Dette bliver gjort på MARTEC i Frederikshavn, hvor vi blandt andet skal lære at svejse, slukke brande, tegne og redde liv til søs.
Jeg hedder Ole Voergaard og er nummer 56. Jeg er i klasse D og vi har de sidste 6 dage arbejdet hårdt på at lave værktøjer og redskaber som vi individuelt skal bruge på skibet. De fleste er lige blevet færdig med deres merlespir som skal bruges til at splejse tovværk og stålwire.