Torsdag d. 18. december kunne vi fejre det første hold ubefarne skibsassistenter i Esbjerg.
Det var en dejlig dag, hvor Uddannelseskoordinator, Christina Hald-Andersen, og Uddannelsesleder, Kenneth Kirkegaard, fik sagt stort tillykke til det første hold færdiguddannede skibsassistenter.
Også Brian Trisvad fra Fredericia Maskinmesterskole, Emma Nørskov fra Danske Rederier og Miee Svendsen fra Søfartsstyrelsen havde taget vejen til Esbjerg for at lykønske eleverne.
Til at sætte den rigtige stemning, kiggede vores faste musiker Christina Aggerholm også forbi.
Dagen sluttede af med spisning og hygge.
Priser
Der blev givet flotte priser fra ESVAGT, Sømandsmissionen, Metal Maritime og Danske Rederier.
Flidspræmie fra Danske Rederier
– Præmien tildeles en elev, der har været særlig flittig
Bjarki Arge Pedersen
Begrundelse: Bjarki har gennem hele uddannelsesforløbet hængt i med at læse op på stoffet fra dag til dag. Han har lagt meget af sin fritid i at sikre sig at stå med beviset om ubefaren skibsassistent i hånden i dag.
Flidspræmie fra Sømandsmissionen
– Præmien er til en elev, der har fået dem omkring sig til at blomstre og gro
Rasmus Toft Christensen
Begrundelse: Rasmus passer rigtig godt på ovenstående beskrivelse, nok helt uden selv at vide det. Han bidrager desuden positivt til fællesskabet med sit arbejdsomme væsen og gode humør.
Flidspræmie fra ESVAGT
– Præmien gives til en, som har gjort en forskel for en af de andre elever/holder til at komme godt igennem uddannelsesforløbet
Bastian Opstrup Krogh Jeppesen
Begrundelse: Bastian har formået at hjælpe sine klassekammerater fagligt. Selv om man ikke har bedt om hjælp, træder Bastian til på sin egen stille måde, hvis han kan se, at der er behov for det.
Bedste holdspiller fra Metal Maritime
– Gives til den elev, som har den største helhedsforståelse af arbejdsopgaverne på et skib, og udover rollen som skibsassistent forstår, hvordan besætningen samlet set – med baggrund i hinandens kompetencer – kan drive et sikkert og effektivt skib
Bastian Opstrup Krogh Jeppesen
Begrundelse: Bastian er fagligt dygtig og en god kammerat. Han har et godt overblik og holder et godt fokus på at løse opgaven. Han er meget løsningsorienteret og kommer gerne med forslag. Bastian er én, som vil bidrage positivt i enhver besætning.