For at blive optaget som elev på Skoleskibet DANMARK er der følgende krav:
- At du har gennemført 9 års skolegang.
- At du er mellem 17½ og 23 år gammel, når uddannelsen begynder. (25 år på kombi togtet)
- At du ikke har gennemført uddannelsen som ubefaren skibsassistent på andre uddannelsesinstitutioner.
- At du efter optagelse på uddannelsen, får udstedt et gyldigt sundhedsbevis ved en søfartslæge (hvis du er farveblind, har diabetes eller epilepsi vil du typisk ikke kunne få det).
- At du gennemfører en optagelsessamtale.
Optagelsessamtalen
Når vi har modtaget din ansøgning vil du blive kontaktet pr. mail og indkaldt til en optagelsessamtale. Samtalen tager som regel 20 minutter og foregår på TEAMS. Du skal forvente at der kan være noget ventetid i forbindelse med afholdelsen af samtalen.
Til optagelsessamtalen vil være med en ansat fra rederikontoret, eller medlemmer af besætningen på Skoleskibet DANMARK. Udover at udvælge elever til togtet, er formålet med samtalen at afstemme forventninger. Vi vil derfor gerne høre om dine forventninger til togtet, dine uddannelsesønsker i fremtiden, dine fritidsinteresser osv.
Informationsmøde
Vi afholder løbende informationsmøder på TEAMS, både på dansk og engelsk, hvor man kan høre mere om uddannelsen, sejlplaner, økonomi, regler samt optagelsesproces. Vi opfordrer alle som overvejer at søge, eller som har søgt, at deltage. Hold øje med vores instagram, hvor infomøderne bliver annonceret.
Optagelse
Skoleskibet DANMARK optager 80 elever til hvert togt. Vi modtager flere ansøgninger end der er pladser på hvert togt, derfor kan du opleve at få afslag på din ansøgning, selvom du er vurderet egnet til optagelse. Endvidere tilbyder vi stand-by pladser i tilfælde af frafald inden togtstart. Efter ansøgningsfristen og når alle samtaler er afholdt, vil alle ansøgere få svar fra os.
Her er der 3 forskellige svarmuligheder:
- Du er blevet optaget som elev på det kommende togt
- Du har fået afslag
- Du bliver tilbudt en stand-by plads og i tilfælde af frafald fra anden elev, vil du måske blive tilbudt den ledige plads.
Optagelse på Skoleskibet DANMARK for Maritim Student HF & STX
Er du optaget på Maritim Student HF & STX bliver der automatisk reserveret en plads til dig på togtet. Du skal dog stadig overholde ovenstående adgangskrav og gennemføre en optagelsessamtale, når tiden for dit togt nærmer sig. Bliver du herefter vurderet ikke-egnet til optagelse på Skoleskibet DANMARK, vil du blive tilbudt en plads på uddannelsen til ubefaren skibsassistent på land.
Løbetræning og pull-ups
Vi forventer at du kan komme op og løbe 5km på 30 min. og lave 2 pull-ups/chin-ups inden du skal ombord på Skoleskibet DANMARK.
I vil møde løbetrænere og fysiske trænere, som vil hjælpe jer med at træne, mens I er på skolen.
Der er blevet udarbejdet e-learning til at lave pull-ups, måske det kan hjælpe træningen.
Uddannelsesniveau:
Maritim Adgangsgivende Grunduddannelse
Varighed:
20 uger
Adgangskrav:
– Bestået 9. klasses eksamen
– Mellem 17,5 – 23 år (25 år på kombi togtet)
– Gyldigt sundhedsbevis (lægeundersøgelse hos en søfartslæge)
– Personlig samtale
– Læs mere
Økonomi:
SU under uddannelsen
Studieordning:
Download studieordning
Uddannelsessted:
MARTEC Kragholmen og
Skoleskibet DANMARK
Legater og fonde:
Se dine muligheder her