Skoleskibet DANMARK blev søsat fra Nakskov Skibsværft i 1933. DANMARK blev bygget med det formål at uddanne søfolk til den danske handelsflåde og har altid været i brug som skoleskib. Det er bygget som 3-mastet fuldrigger, da denne type rig blev anset som den mest komplekse og mest krævende rig, som ville kunne holde flest hænder beskæftiget.
Der er i dag plads til 80 elever om bord, fordelt på 2 banjer, der under togtet uddannes til ubefarne skibsassistenter. Derudover er der 15 besætningsmedlemmer med på hvert togt, som også varetager den daglige undervisning. Under havneophold, i særdeleshed i udlandet, fungerer skibet, besætningen og eleverne som ambassadører for Danmark og det maritime erhverv, og der afholdes ofte Åbent skib og receptioner om bord. Skoleskibet Danmark og Skoleskibet Georg Stage er de to eneste tilbageværende danske skoleskibe i drift.
-
Antal sejl 26
-
Sejlareal ca. 1.700 m2
-
Tovender 219
-
Tovværk 8.000 meter
-
Hastighed for sejl 13 knob
-
Hastighed for motor 9 knob
-
Hovedmotor Frichs 357 kW
-
Hjælpemotor Scania 2 x 208 kW
-
Elektricitet 220V
-
Tankkapacitet (Brændstof, gasolie) 48 ton
-
Tankkapacitet (ferskvand) 110 ton
-
Ferskvandsproduktion 10 ton i døgnet
-
Antal MOB-både 1
-
Antal motorbåde 1