Når der ringes med skibsklokken hos MARTEC ved man, at der er sket noget glædeligt. Det gøres nemlig kun ved 2 lejligheder: når en studerende har bestået sin afsluttende eksamen, og når MARTEC bliver begunstiget med fondsmidler.

I denne uge er der blevet ringet heftigt med klokken i forbindelse med en donation fra Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orient’s Fond til MARTEC på hele 16 mio. kr.

Donationen skal bruges til 4 formål over en periode på 5 år .

1. Digitalisering af uddannelser, undervisning og kurser
2. Modernisering, renovering og energioptimering af maskinteknisk afdeling på Kragholmen
3. Rekrutteringsaktiviteter til MARTECs landsdækkende uddannelser, som kræver en ekstraordinær rekrutteringsindsats
4. Udstyr og studiemiljø, herunder investeringer i nye og fremtidssikrede teknologier.

Direktør Pia Ankerstjerne, vicedirektør Brian Thomsen og uddannelseschef Kenneth Kirkegaard, gav udtryk for deres store glæde ved at ringe på skibsklokken og markerede dermed den flotte donation fra Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orient’s Fond, så alle på MARTEC kunne høre det.