Tilbage i oktober 2019 blev maskinmesterstuderende i eget hus på MARTEC – Det Maritime og Polytekniske University College i Frederikshavn, sat sammen med sygeplejestuderende fra UCN i Hjørring, for at finde løsninger på hverdagens udfordringer i sundhedssektoren. Gruppen har udviklet et koncept kaldet ”Fixbånd.” Det går kort sagt ud på, at primært dialysepatienter får et armbånd på, som fikserer slangerne under deres behandling. Det betyder, at patienterne får mere mobilitet i deres hverdag med dialyse. ”Armbåndet” kan skaleres, således det i fremtiden kan tilpasses forskellige slags patienter.
Få dage efter arrangementet på MARTEC, blev de studerende opfordret til, at deltage i Danish Entrepreneurship Award 2019, med deres opfindelse. Her fik de en flot samlet 2. plads...Men det stoppede ikke her....
Den 16. januar blev de to maskinmesterstuderende fra MARTEC, Steffen Richardt og Mads Tøt Lyngø, som var en del af gruppen, præmieret med Roblon Prisen, som lyder på en kontant pengepræmie på 25.000 til dem hver, netop for deres innovative arbejde med FixBånd. Det er første gang Roblon Prisen uddeles til studerende.