Ubefarne og befarne skibsassistenter er dimitteret fra Kragholmen

I går var en helt særlig dag på Kragholmen, hvor vi kunne lykønske vores nyudklækkede skibsassistenter – både ubefarne og befarne skibsassistenter samt skibsassistenter med svendebrev. Tre hold dimitterede omgivet af stolte familie og venner i Messen på Kragholmen.

Blandt de dimitterede var 70-årige Kim, vores hidtil ældste elev, der blev uddannet ubefaren skibsassistent. Kim overvejer nu at videreuddanne sig til kystskipper.

Programmet bød på sang og taler fra eleverne, og som traditionen byder, blev der uddelt priser til de elever, som har gjort sig særligt bemærket:

 

3F Sømændenes fighter pris
Denne pris gives til en elev, som mod alle odds har kæmpet sig igennem uddannelsen. Vedkommende har udviklet sig helt utroligt både fagligt og personligt. Karaktererne er ikke altid det vigtigste, det er derimod en lærerig udvikling. Det giver underviserne den største glæde at se de store fremskridt, der er sket i dette tilfælde. Her er tale om en elev, som vi altid vil huske. Det er sjældent, vi er så glade for at give et eksamensbevis, som vi er her. Eleven skal straks ud at sejle og fortsætte sin udviklingsrejse.

Prisen fra 3F Sømændene går til årets fighter: Ida Hinding Jørgensen

 

Prisen for Bedste Holdspiller af Metal Maritime
Metal Maritime uddeler to priser Bedste Holdspiller. Den første pris går denne gang til en humørbombe med en fantastisk plat humor, som altid - lige på nær lige op til eksamen, hvor han er meget nervøs - er i godt humør. Vi har været i tvivl om, hvorvidt vedkommende er sømand eller købmand. Men det er nu slået fast, at det er en sømand.

Denne pris går til: Rasmus Ørum Jensen

Den anden pris for Bedste Holdspiller går til en humørbombe, som er god til at skabe glæde omkring sig. Man skal ikke tage fejl af, der sidder et rigtig godt hoved på ham.

Denne pris går til: Jørn Kragh

 

To flidspræmier fra Esvagt  
Den første af to flidspræmier fra Esvagt gives til en elev, som i den grad udnytter mulighederne ved at være her og har være generøs ved at hive de andre med. Vi har aldrig haft en elev, som har sørget for, at vi har set så mange skibe og gjort en forskel for alle med sin tilstedeværelse.

Denne pris går til: Kim Jørgensen

Den næste flidspræmie går til en elev, som har formået at holde fokus på det faglige. Vedkommende har til tider skullet kæmpe lidt ekstra for tingene og er gerne gået en ekstra mil for at nå i mål. Det er en fornøjelse at have elever på holdet som ham.

Denne pris går til: William Schrøder Bæk

 

Flidspræmie fra Danske Rederier
Denne flidspræmie tildeles en elev, som er utrolig dygtig på en måde, hvor vedkommende selv sikrer sig nogle gode resultater og samtidig har overskud til at støtte sine holdkammerater og spille dem gode. Et yderst behageligt menneske med god humor, som man til en hver tid gerne vil arbejde sammen med.

 Flidspræmien fra Danske Rederier gives til: Christoffer Petersen