Frederikshavn kåret som Danmarks 7. bedste studieby – stærkt samarbejde og unikke uddannelser tiltrækker studerende

Frederikshavn er netop kåret som en af Danmarks ti bedste studiebyer – nr. 7 ud af 42 byer i en landsdækkende undersøgelse fra Studentum. Med billige boliger, stærkt fællesskab og et levende byliv markerer Frederikshavn sig som en studieby, hvor hverdagen hænger sammen – både fagligt og socialt.

Frederikshavn viser, at det ikke er størrelsen, der afgør kvaliteten af studielivet. Det er rammerne. Her får studerende kort afstand mellem studie, bolig og fritid, høj tryghed og et miljø, hvor det er nemt at blive en del af fællesskabet. Samtidig giver lave leveomkostninger en frihed, som mange større studiebyer ikke kan matche.

Unikke uddannelsesmuligheder
Hos MARTEC og Frederikshavn Gymnasium vækker anerkendelsen stor glæde. De to institutioner samarbejder tæt om at udvikle uddannelser, hvor faglighed og praksis går hånd i hånd.

Et stærkt eksempel er uddannelsen Maritim Student, hvor elever kombinerer HF med en maritim grunduddannelse. Her veksler undervisningen mellem klasselokale og praksis – blandt andet gennem togt med Skoleskibet DANMARK.

Uddannelsen foregår både på Frederikshavn Gymnasium og hos MARTEC og giver adgang til en bred vifte af videregående uddannelser – samtidig med at den åbner døren direkte til maritime karriere, som f.eks. skibsfører og maskinmester.

“Der er virkelig mange fede ting at lave i Frederikshavn – alt fra håndbold til en tur i The Reef. Det gør det super nemt at komme ind i nye fællesskaber, og som maritim student lærer man hurtigt nye mennesker at kende. Vi har jo både vores hverdag på MARTEC og på Frederikshavn Gymnasium,” fortæller Laurits Pajhede Laustsen, der er flyttet fra Løgstør til Frederikshavn for at læse Maritim Student.

Billige boliger giver frihed i studielivet
Frederikshavn indtager en flot 2. plads på boligområdet i undersøgelsen. Den gennemsnitlige husleje ligger på 69 kr. pr. m², hvilket er markant lavere end i de største studiebyer.

Det betyder, at studerende i højere grad kan prioritere deres tid efter interesse frem for økonomisk pres. Flere har mulighed for at vælge studiejob til eller fra – og bruge tiden på studiet, fællesskab og fritidslivet.

Stærkt socialt miljø og levende byliv
Frederikshavn placerer sig som nr. 6 på socialt miljø og nr. 3 på byliv. Kombinationen af et aktivt foreningsliv og overskuelige rammer gør det let at engagere sig – hvad enten det er sport, musik eller andre sociale fællesskaber.

Her er der kort vej fra undervisning til fritidsaktiviteter – og endnu kortere vej til nye relationer.

 

Læs hele undersøgelsen her.