Skoleskibet DANMARK har fået ny kaptajn – vi byder Joacim Bøllehuus velkommen

Tryghed, tillid og tydelig kommunikation er i højsædet med den nye mand på broen. Den 1. september tiltrådte Joacim Bøllehuus som kaptajn på Skoleskibet DANMARK. Han kommer med solid ledelseserfaring og en særlig passion for arbejdet med unge mennesker.

Inden sommerferien sagde MARTEC og Skoleskibet DANMARK farvel til Kaptajn Anders Rask. Og selvom det er nogle store sko, der skal udfyldes, så er man hos MARTEC og Skoleskibet DANMARK overbevist om, at man med Joacim Bøllehuus har fundet den rette person til opgaven.

”Livet til søs handler om meget mere end at navigere efter søkort og føre et skib sikkert gennem vandet. Det handler også om mennesker og fællesskab. For mig er det en kæmpe passion, fornøjelse og ære at udvikle unge mennesker – både fagligt og personligt. Og det kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at gøre end på Skoleskibet DANMARK,” fortæller Kaptajn Joacim Bøllehuus.

En velkendt verden trak ham tilbage
Fra 2011 til 2014 var Joacim kaptajn & forstander på Skoleskibet Georg Stage. Derfor er tilværelsen som en del af den sejlende søfartsuddannelse ikke ukendt. Ombord på Georg Stage oplevede han på nært hold, hvilken forskel et ophold på et skoleskib kan gøre. Livet ombord kræver samarbejde, ansvarlighed og respekt for hinanden – og giver samtidig de unge mulighed for at vokse med opgaverne og blive klogere på deres egne evner.

I 2014 gik Joacim i land for at kunne være mere til stede for sine børn. Men han slap aldrig helt tanken om en dag at vende tilbage til arbejdet med den sejlende søfartsuddannelse. Nu er børnene voksne, og tiden er kommet til at vende tilbage til det, der har en særlig betydning for ham.

Solid maritim erfaring og en særlig interesse for unge
Joacim Bøllehuus kommer direkte fra en stilling som chefskipper og overfartsleder på Strynøoverfarten, hvor han blandt andet havde personaleansvar og ansvar for daglig drift, budgetter, dokning og syn.

Han blev uddannet skibsfører i 1996 og har mange års erfaring fra det maritime erhverv. Han har været skibsfører på flere færger samt chefskipper og havnedriftsleder i Svendborg Havn. Derudover har han erfaring med restaurering af historiske fartøjer og ledelse af maritime projekter.

Et gennemgående element i hans karriere er passionen for arbejdet med unge. Ud over tiden som kaptajn på Georg Stage har Joacim også været skipper på lejrskoleskibet Fylla og ejer og fører af skonnerten Maja, som blev drevet som en døgninstitution for unge med udfordringer.

Om at vende tilbage til den sejlende søfartsuddannelse fortæller Joacim:
”Jeg savnede at arbejde i en sammenhæng, hvor jeg igen kan engagere mig i en sag med dybere mening for mig – herunder uddannelse, maritim dannelse og udviklingen af unge mennesker. Det giver en helt anden dimension til sejlads, som jeg allerede nu kan mærke, at jeg får i min hverdag ombord på Skoleskibet DANMARK.”

Tillid, ansvar og fællesskab
Som kaptajn på Skoleskibet DANMARK får Joacim en central rolle i at skabe de rammer, der gør livet om bord både sikkert, lærerigt og udviklende.

Hans tilgang til ledelse bygger på tillid og tydelig kommunikation. Han tror på at give medarbejdere ansvar og plads til at bruge deres egen dømmekraft, samtidig med at alle ved, hvad der forventes af dem. Og når situationen kræver det, er han vant til at træffe hurtige og klare beslutninger.

Den tilgang tager han med om bord på Skoleskibet DANMARK, hvor eleverne skal lære at fungere som en del af et fællesskab og tage ansvar for både sig selv og hinanden.

For Joacim er det vigtigt, at skibet ikke blot er en arbejdsplads og et uddannelsessted, men også et sted, hvor de unge føler sig trygge og får mulighed for at udvikle sig.

Hos MARTEC glæder man sig over at have fået en kaptajn, der kombinerer solid maritim erfaring med et stærkt engagement i uddannelse og udvikling af unge mennesker.

”Vi er meget glade for at byde Joacim Bøllehuus velkommen som kaptajn på Skoleskibet DANMARK. Han kommer med solid maritim erfaring, stærke ledelseskompetencer og et indgående kendskab til livet på et skoleskib. Joacim har både de faglige og menneskelige kvaliteter, der skal til for at sikre en tryg og professionel drift og skabe gode rammer for de unges uddannelse og udvikling. Jeg er overbevist om, at han bliver en værdifuld tilføjelse til vores dygtige besætning” siger Pia Ankerstjerne, direktør på MARTEC.

Privat bor Joacim ved Faaborg sammen med sin hustru Vibeke. Han er far og stedfar til fem voksne børn, som han også tager med på sejlture i fritiden.

Første togt som kaptajn på DANMARK
Joacim skal allerede i november stå i spidsen for sit første uddannelsestogt på Skoleskibet DANMARK. Den 16. november overtager han kommandoen i Vigo i Spanien og fører herefter skibet videre på togt 126 via Kap Verde til Tenerife, hvor han den 26. december overdrager kommandoen til kaptajn Ulrich Skovbo Johannesen.